Anna vandt over kræften

Tumor. Det er det eneste ord, 31-årige Line hører, da hun sidder over for lægen på Bornholms Hospital. Hun kan se, at lægens mund bliver ved med at bevæge sig, men der er ingen lyd. Den eneste tanke, der farer igennem hendes hoved, er, om lægens diagnose betyder, at hun ikke kommer til at se sin lille datter vokse op.

- Jeg var fuldstændig lammet. Det var, som om min krop ikke kunne håndtere det og bare lukkede af, fortæller 31-årige Line Munk. Lille Anna havde i længere tid klaget over ondt i maven. Hendes forældre troede, at det var forstoppelse, men da hendes far en dag tager hende med på torvet i Rønne for at spise is, bliver han urolig. Den treårige pige smager kun lidt på de søde fristelser, hvorefter hun drejer hovedet væk.

- Hun plejede at være helt oppe og køre, når hun skulle have is, men hun ville knap nok smage på den. Det syntes jeg, var ret mærkeligt, forklarer 36-årige Karsten Munk, der selv er bortrejst på Skanderborg Festival, da Line få dage efter får den skæbnesvangre besked på Bornholms Hospital.

Anna har en aflang svulst på størrelse med en honningmelon i maven. Line pakker straks en kuffert og tager med Anna på Rigshospitalet i København, hvor de mødes med Karsten.

- Vi havde skyldfølelse over, at vi i så lang tid havde gået og troet, at hun havde haft for stoppelse. Man kan jo ikke lade være med at tænke, at hvis vi var gået til lægen med hende noget før, så havde svulsten måske ikke udviklet sig så meget, fortæller Line Munk.

Undersøgelserne af Anna går i gang, men hver gang lægerne tror, at de har fundet ud af, hvilken behandling de skal give hende, ombestemmer de sig. De har svært ved at diagnosticere Anna, for den type kræft, hun har, har de ikke set før.

Læs også: Klaus Paghs søn bor på børnehjem

- Det var så frustrerende, for vi kunne se, at hun havde det skidt. Det er frygteligt at se sin datter lide, hver gang de stikker hende, forklarer Karsten Munk. Lægerne vælger en almen kræftbehandling, og Anna starter på kemoterapi. I mellemtiden er Anna holdt op med at snakke med sine forældre. Hun vender hovedet væk, når de prøver at komme i kontakt med hende. Den eneste, hun vil snakke med, er en af sygeplejerskerne.

- Hun følte nok, at vi havde svigtet hende, fordi vi lod sygeplejerskerne stikke i hende, og vi blev nødt til at acceptere, at det var sådan, hun havde det. Selvom det var svært, fortæller Line.

Mens Anna får kemoen sprøjtet ind i kroppen, begynder svulsten at svulme op. Det er et godt tegn, men den lille krop har ikke plads til en stor svulst, og hurtigt bliver der lagt dræn fra Annas mave og blære.

Den lille pige bliver overflyttet til intensivafdelingen, hvor hun bliver isoleret i et sterilt rum. Hver gang hun prøver at spise eller drikke noget, kommer det op igen, og til sidst er Annas krop drænet.

Hun får lagt en sonde, så hun igen kan få de livsvigtige næringsstoffer, hun har brug for. Imens ser Line og Karsten magtesløse til, mens deres datter ligger afkræftet i hospitalssengen.

- Jeg kan huske, at min mor, der selv har haft kræft, var ovre og besøge os på Rigshospitalet. Vi satte os hen i en park, og så sagde jeg: "Jeg er ikke sikker på, at Anna overlever det her." Min mor kiggede på mig med et lille smil og sagde: "Jamen jeg sidder her da endnu." Der fik jeg lidt fornyet håb. Selvom jeg var hundeangst for, hvad morgendagen bragte, fortæller Line Munk, der arbejder som økonomiassistent.

De følgende dage viser heldigvis, at Anna får det bedre og bedre. Langsomt begynder hendes forældre at ane den Anna, de kendte før sygdommen.

Læs også: Friede under hovedretten

En sej lille tøs
- Der var dage, hvor hun var så frisk, at hun fræsede op og ned ad gangen på en lille cykel og vinkede til dem, der kom forbi. Det var jo helt fantastisk at se, fortæller Karsten, der arbejder som elektriker.

Efterhånden er Anna så frisk, at hun kan komme med sine forældre hjem til Bornholm. Hun skal dog fortsætte med kemobehandlingen. Dagligt giver hendes far hende sondemad og kemo hjemme i stuen. Mens Anna sidder og lader kemoen sive igennem kroppen, udfører hun den samme behandling på sin bamse Thea.

- Jeg tror, det var hendes måde at forstå og bearbejde hele forløbet på. Jeg tror faktisk, at Thea har fået lige så meget kemo som Anna, siger Line, mens hun sender sin datter, der har munden fuld af kage, et kærligt blik.

De fleste af de forældre, som Line og Karsten blev fortrolige med på kræftafdelingen, mistede deres børn til kræften. Men Anna kæmpede sig tilbage til livet. I dag er hun sygdomsfri. I hjemmet i Rønne løber den nu femårige Anna rundt med et smil på læben.

Hun viser gladelig bogen "Kemomanden- Kasper" frem, som hun har bladret i, mens hun selv har været under behandling, og fortæller gerne om alle de dvd-film hun så, da hun var indlagt.

- Hun er en sej lille tøs, og man bliver jo bare glad, når man kigger på hende. Hun har lært os, hvad der er vigtigt her i livet. Selvom det har været en meget hård tid, er vi hende meget taknemmelige, siger mor Line.