Annas søn fik kræft som 3-årig: En tapper lille fighter

Da Annas søn Matteo fik leukæmi, gik livet i stå. Men som månederne gik, forsvandt frygten, og ud af tragedien fandt Anna en indre styrke og indsigt, hun aldrig før har kendt.

At være mor til et barn med kræft er en oplevelse, Anna virkelig gerne ville have været foruden.

– Det føles som at blive flået fra hinanden indefra.

– Men når man danser med døden, danser man også med livet. De går hånd i hånd. Og det er nu, efter at have hilst på døden, at jeg virkelig mærker livet.

I april 2014 ændrede tilværelsen sig for familien Herslow Lind i Falsterbo syd for Malmø.

3-årige Matteo var plaget af feber og virus ligesom flere andre i børnehaven, men mens de blev raske, fik Matteo det værre, og da der løb blod ud af hans ører, kom han akut på hospitalet.

– Han havde 40 i feber. Han var træt og sulten og havde været det i et stykke tid. På hospitalet gav de ham blod. Det var chokerende og helt uvirkeligt. Dels gik det op for mig, at det var alvorligt, dels var jeg bange for, at han ville blive inficeret med noget via blodet. Det var, før jeg vidste, at en pose blod kan redde liv, siger Anna Herslow.

Læs også: Det føltes forkert at bære hans kiste

Hun og hendes mand, Ola, håbede, at det bare var en virus, men lægen sendte dem til hospitalet i Lund for at udelukke kræft. Næste dag fik de beskeden: Matteo havde leukæmi.

– Det var som at blive sendt direkte i helvede. De værste tanker kommer til en, men man kan intet gøre.

Svært for familien

En lægesamtale lige efter diagnosen gav håb.

– Han udtrykte det, som at det var enten 100 eller nul procent. Liv eller død. Det gav mig håb. Livet blev her og nu. Livet var det, der var vigtigt. Diagnosen var blot første skridt på en lang rejse, der varede i to et halvt år med hårde behandlinger og lange hospitalsophold. Matteos hverdag bestod af nåle og mange smerter, og tilværelsen var én lang række af alarmer, hvor ting hurtigt kunne ændre sig eller gå galt.

– Det var forfærdeligt, når han skreg og havde ondt, men han havde også gode øjeblikke.

Læs også: Min affære fik følger

Hjemme var lillebror Marcel, som kun var ni måneder, da Matteo blev syg.

– Det var et traume for hele familien. Marcel kunne se, at jeg forlod ham og ikke kom tilbage i flere dage, når jeg var med Matteo på hospitalet. Han skreg og blev vred.

Heldigvis fik Matteo det bedre, og Anna begyndte at se fremad.

– De reddede hans liv i Lund. Vi fik den bedste behandling, man kunne ønske sig.

Og fra omgivelserne mødte de medfølelse og forståelse.

– Alle forstår alvoren ved kræft. Vi mødte en hær af støtte. Naboer og venner var der for os og fyldte fryseren med mad. Jeg har aldrig følt så meget kærlighed, siger Anna.

Skrev en bog

Der skete meget inden i Anna, mens Matteo var syg. For hver gang han fik det lidt bedre, begyndte hun at forestille sig ham i fremtiden, i forskellige aldre og livssituationer. Nøglen blev et symbol, der kunne forvandle smerten og det svære til noget andet og lukke op for noget nyt – uden at bagatellisere det helvede, de havde været igennem.

På et tidspunkt så hun også en hængebro for sit indre. En bro over afgrunden ind i fremtiden. Hun skrev bogen ”Cancerns gömda gåvor” (”Kræftens skjulte gaver”, red.), da Matteo blev frisk igen.

Se mini-serien: Snydt af kærligheden

Bogen indeholder 33 gaver eller indsigter, som kræftforløbet gav hende. De har været en vigtig del af helbredelsesprocessen for hele familien, og håbet er, at de vil hjælpe andre igennem den samme rejse.

– Da Matteo blev syg, ville jeg så gerne møde nogen, der havde været igennem det samme, men som var kommet ud på den anden side. Bogen viser, at det er muligt at overleve, og at jeg fra det helvede, jeg har oplevet, har fået en selvindsigt, som jeg ikke ville være foruden.

Sygdommen gav ro

Anna har en fortid i erhvervslivet og som yoga-lærer, og hun har studeret bevidsthed og mindfulness rundt om i verden. Hun har jagtet den indre stilhed, men først med Matteos sygdom kom roen.

– Før forstod jeg nok ikke betydningen af stilhed. Jeg jagede. I dag prioriterer jeg anderledes og har lettere ved at møde andre, der har det svært. Jeg føler et fællesskab med dem, siger hun.

– Nu tager jeg én ting ad gangen. Jeg hviler og lytter mere og har en dybere indre balance.

Hun vil ikke forenkle den smerte, der var familiens virkelighed så længe. Det er ikke en erfaring, hun ønsker for andre, men da frygten forsvandt, var der 100 procent fokus på livet.

Taknemmelighed

Matteo er nu otte år. Han sidder ved køkkenbordet med en iPad sammen med sin søster, Stephanie, på 17 år, og Marcel på seks år. Matteo husker næsten intet, fra han var syg.

– Han ved, han har haft kræft. I skolen har han fortalt, at han overlevede, siger Anna, der nu arbejder med kræftrehabilitering, personlig udvikling og som lektor.

Hun gentager, at hun ikke ønsker at fremhæve kræft som noget positivt. Det er det hårdeste, hun har været igennem. Men sygdommen har skræmt hendes frygt. At stå ansigt til ansigt med døden har lært hende, at meningen med livet netop er livet.

Læs også: Afdødekontakt: Min mor begik selvmord

– Livet har fået stærkere farver, siger hun.

Når hun ser sin søn gøre noget for første gang, er hun fyldt med taknemlighed og glæde.

– Da vi badede i fjor, sprang Matteo ud fra badebroen for første gang. Den slags øjeblikke er livet.