Annikas kæreste tog sit liv

Da Annika Stranshäll sidste år forlod sin ministerpost i den svenske regering, var hun i chok. Hendes kæreste gennem 19 år havde slået sig selv ihjel, og selv hun med sit store indblik i psykiske sygdomme og selvmord så det ikke komme.

Et år er gået, siden 45-årige Annika Strandhälls kæreste Thomas Wolf helt uventet valgte at afslutte sit liv. Tilbage i stor sorg sidder hans familie; Annika, deres to fælles døtre, bonussønnen Simon og mange venner. Det har været en hård tid og er det stadig.

– Jeg forstår, hvorfor man taler om et sørgeår, for det er det virkeligt. Der er så mange helligdage, man skal igennem, hvor tabet er ekstra svært. Fars dag, jul, nytår og børnenes fødselsdage. En af mine døtre sagde sidste efterår, at ”det ikke føles, som om vi er en familie mere”. Det var svært at høre, siger Annika over en kop kaffe i Rigsdagen i Sverige, hvor hun arbejder som folkevalgt for Socialdemokraterna.

Læs også: Min far tog sit liv

I følelsernes vold

Flere gange har hun tænk ”hvorfor” og ”hvad nu hvis”.

– Det er klart, at jeg tænker over, hvad jeg kunne have gjort. Hvad var det, jeg ikke så? Samtidig føler jeg en stor vrede, men også et svigt. Han forlod mig og de børn, han elskede mere end noget andet på jorden. Det gør det hele endnu mere uforståeligt, og jeg bliver vred, når jeg ser deres sorg. Det er både chokerende og uforståeligt, når en person, der er så utrolig vigtig for så mange mennesker, pludselig forsvinder, siger Annika.

Læs også: Midt i sorgen fandt jeg kærligheden igen

Intet afskedsbrev

Hun er en garvet politiker og er blevet grillet af journalister et utal af gange. Men det har altid handlet om politik. De personlige ting har hun holdt private. Indtil den frygtelige dag, 26. august 2019, hvor hendes ældste datter Felicia fandt sin far død.

– Hvis en person dør i en bilulykke, så ved du hvorfor. Men ved selvmord står du tilbage med alle spørgsmålene. Thomas efterlod ikke et afskedsbrev, siger Annika.

Efter at have talt det igennem med børnene besluttede de at fortælle offentligt om den store sorg.

– Vi havde set, at der var mange spekulationer på de sociale medier om, hvorfor Thomas døde. Nogle var afskyelige. I en tråd var der nogen, der for alvor insinuerede, at jeg skulle have taget hans liv, fortæller Annika.

Så sjældent hinanden

Så for at tage brodden af yderligere spekulation besluttede de, at Annika skulle give et interview på tv.

– Jeg var så frygtelig nervøs før interviewet, men da Felicia gav mig et stort, dejligt kram bagefter, følte jeg, at vi gjorde det rigtige.

Annika mærkede for flere år siden, at Thomas havde det dårligt. De havde talt om det, og hun opfordrede ham til at gå til læge.

– Men ligesom mange andre mænd i hans alder så han det som noget, han skulle klare på egen hånd. Og livet gik videre. Han arbejdede meget, og det gjorde jeg også. Vi så sjældent hinanden, det handlede mest om at få livet til at hænge sammen. Men i virkeligheden havde han alle tegn på en depression som humørsvingninger og en tendens til at isolere sig socialt.

Læs også: Jeg forstår min søsters selvmord

Et traume

Thomas tog sit eget liv, kort tid efter at parret besluttede at gå fra hinanden, og Annika havde fundet sin egen lejlighed. Det var, som om luften gik ud af Thomas, da alt håb om en genforening forsvandt.

– At jeg ville flytte, blev en udløsende faktor, et traume, som han ikke kunne klare, siger hun.

Efter hans død fandt hun ud af, at han havde bestilt antidepressiv medicin online.

Mange gange har hun spurgt sig selv, hvorfor lige præcis hun ikke kunne se skoven for bare træer. I sin stilling som socialminister var hun med til at give ekstra penge til organisationer, der arbejder for at forebygge selvmord.

– Men ikke engang jeg, som havde læst meget om emnet, så det komme, siger Annika, der håber, at hendes historie kan hjælpe med til at bryde tabuet omkring psykisk sygdom.

– Ikke mindst når det kommer til mænd. Desværre er der en slags norm for, at mænd skal være i stand til at komme igennem selv vanskelige ting alene. Sådan var det med Thomas. Han var meget kompetent fagligt, og det lykkes ham at opretholde en facade, siger Annika.

Læs også: Marias mor begik selvmord

Kalenderen fuldt booket

Thomas døde en mandag, og allerede samme uges fredag sørgede Annikas medarbejdere for, at hun kom til læge.

– Jeg var overhovedet ikke interesseret i en sygemelding, men tænkte, at jeg ville blive hjemme i nogle dage og derefter vende tilbage til mit arbejde i ministeriet. Min kalender var fuldt booket et år frem, og jeg kunne ikke bare forlade alt, siger Annika.

Men snart indså hun, at den sorg, der havde ramt familien, krævede hendes fulde tilstedeværelse.

– Stefan (red. Löfven, Sveriges statsminister) er en rigtig god chef. Vi har talt sammen mange gange, og han gav mig tid, så jeg kunne lande på en måde, der var god for både mig og børnene, siger Annika, som forlod regeringen 30. september.

– Det var ikke let, men set i bakspejlet var det den eneste rigtige ting at gøre. Jeg havde brug for at være der for børnene.

Efteråret var kaotisk med alt, der skulle ordnes efter Thomas’ død.

– Der var tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden et år frem. Det har krævet meget at finde os selv igen som familie, siger hun.

Læs også: Emilie mistede sin far som 9-årig

Livet skal gå videre

Familien har fået professionel hjælp og støtter hinanden gennem sorgen.

– Det er gennem mine børn og venner, at jeg samler kræfter for at kunne komme videre. Livet kan ikke sættes på pause. Der er så meget, der fanger min opmærksomhed, børnenes skolearbejde og fritidsaktiviteter skal fungere, men også arbejdet i Rigsdagen, og det er heldigt. Det er faktisk rart med helt håndgribelige ting, selv for børnene. Selv om det værste er sket i vores liv, skal det gå videre, siger hun.

En lysere fremtid

Hvorfor Thomas valgte at tage sit eget liv, har de talt om mange gange i familien.

– Jeg har forsøgt at forklare, at depression er en sygdom ligesom kræft, og den kan være dødelig, hvis du ikke får den hjælp, du har brug for. Thomas valgte desværre at prøve at løse problemerne alene, siger Annika, som begynder at tro på en lysere fremtid.

– Ved årsskiftet sagde en af mine døtre; ”Mor, nu begynder vi at føles som en familie igen”. Det var så godt at høre, siger Annika og smiler.

Læs også: Signes mand og mor valgte livet fra