Betonen under Charlotte svigtede: Jeg styrtede seks etager ned

Minderne fra de skrækkelige sekunder er vage, men Charlotte husker, hvordan hun snublede, hvordan betongulvet gav sig under hende, og hvordan hun klamrede sig fast til kanten seks etager oppe. Faldet var uundgåeligt og resulterede i alvorlige skader.

Det var en bagende varm nat i begyndelsen af juli, og svenske Charlotte Sjöberg og hendes kæreste, Ram, var på vej hjem fra en dejlig bytur i Atlanta. Hun så frem til en jobsamtale i New York ugen efter, og med sin masteruddannelse i biomedicin håbede hun på at få arbejde og skabe sig et liv i USA.

Da det unge par ankom til ejendommen, hvor Ram boede, kørte de bilen op til parkeringspladserne på sjette etage.

Mens Ram parkerede, gik Charlotte frem til kanten af bygningen for at kigge ned. Pludselig snublede hun i sine høje hæle.

Det lave betonfundament havde i forvejen mange sprækker. Nu gav det sig helt, og Charlotte faldt. Hun styrtede ikke ned med det samme, men fik fat i kanten med hænderne og klamrede sig fast, samtidig med at hun skreg i panik efter Ram.

Charlottes minder fra de skrækkelige sekunder er vage.

– Ram kom springende hen mod mig, og jeg husker, at han sagde til mig, at jeg skulle slippe mit tag om kanten og gribe fat i hans hænder i stedet, så han kunne trække mig op. Jeg gjorde, som han sagde, men vi var begge svedige, og mine hænder gled ud af hans. Jeg styrtede ned, og i faldet strejfede jeg en markise på nederste etage, inden jeg ramte jorden, siger Charlotte og understreger, at det var takket være markisen, at hun er i live i dag.  

Uvisheden var værst

Charlotte punkterede begge lunger, brækkede alle ribben og knuste en nakkehvirvel og tre brysthvirvler.

Men på mirakuløs vis slog hun intet i stykker i hovedet. I al hast blev hun fragtet til hospitalet, hvor hun blev opereret i 17 timer.  Hun var ikke lam i hele kroppen, men der var stor risiko for, at hun ville blive det i den nederste halvdel.

Selv anede Charlotte intet om graden af sine skader. Hun havde et såkaldt spinaltraume, og først når hun kom ud af det, kunne lægerne vurdere chancerne for, at hun kunne få førligheden og følelsen i sine ben tilbage. Hun havde voldsomme smerter og fik morfin for at dulme dem.

Imens fløj irrationelle tanker gennem hovedet på hende. Kunne hun nu ikke have højhælede sko på igen? Kunne hun blive gift, hvis hun ikke kunne gå frem til alteret?

– Jeg følte mig enormt ensom og udsat, selv om min mor kom for at være ved min side, og Ram besøgte mig hver dag. Stemningen på hospitalet var venlig og varm, men jeg længtes bare efter at komme hjem til mine egne trygge rammer. Uvisheden var forfærdelig, og jeg håbede bare på et mirakel, husker Charlotte. 

Knuste håbet

Efter fem uger kunne hun endelig flyve hjem til Sverige. Hun tog direkte til neorologisk afdeling på Karolinska universitetssygehus, og nogle dage senere fik hun beskeden, som hun havde frygtet.

– Lægen gik lige til sagen. Hun viste mig røntgenbillederne og sagde: ”Du kommer aldrig til at kunne gå. Men du kommer til at blive helt selvstændig”. Hun knuste alt mit håb i dét øjeblik. Jeg følte, at mit liv var slut. Tårerne pressede sig på, jeg var rasende og sad bare og stirrede ned i bordet, siger Charlotte, som faldt ned i et sort hul af sorg og magtesløshed.

Ensomheden overvældede hende, mens hun lå i sin hospitalsseng på ottende etage og spejdede ud over Stockholms tage. Det var august, og sommeren var stadig på sit højeste. Hendes venner lagde idylliske feriebilleder på Facebook, og hun fik indbydelser til fester og sejlture af folk, som ikke kendte til ulykken. Livet gik videre udenfor, som om intet var sket, mens hendes eget liv, som hun kendte det, var slut.

Det var først, da hun fik besøg af den rygmarvsskadede læge Claes Hulting og hørte om hans erfaringer, at hun begyndte at se lyset for enden af tunnelen.

– Han kom ind med alt sit gåpåmod og fortalte om livet efter sin skade. Han forskede, sejlede jorden rundt og stod på ski. Han gjorde et stærkt indtryk på mig. Men jeg havde stadig lang vej tilbage. Jeg havde problemer med balancen i overkroppen og indså hurtigt, at det ville blive en hård kamp med meget modgang at komme videre.

Lyst til at kæmpe

Efter 10 uger blev hun overflyttet til genoptræningscenteret Rehab Station Stockholm og måtte på ”skolebænken” for at lære at blive helt selvstændig i sin kørestol. Derfra gik turen til Spinalis – et center for rygmarvsskadede.

– Tiden på Rehab Station Stockholm var rigtig hård, og jeg mistede ofte motivationen. Jeg drømte tit, at jeg kunne gå og løbe, og når jeg så vågnede, ramte de barske realiteter mig og slog mig helt ud. Men på Spinalis lærte jeg andre unge at kende, som var i samme situation som mig, og jeg fik bekræftet, at man sagtens kan leve et aktivt liv i en kørestol. Man kan både arbejde, tage med offentlig transport, rejse, shoppe og stifte familie. Det gav mig håb og vilje til at kæmpe.

Ulykken, som opdelte Charlottes liv i et ”før” og et ”efter”, har givet hende et nyt perspektiv på tilværelsen. Nogle venner forsvandt, mens andre trådte endnu tydeligere frem og blev en kæmpe støtte. Venskabet med dem, hun lærte at kende på Spinalis, betyder også meget.

– Man deler ikke automatisk interesse og livsstil, bare fordi man brækker nakken eller ryggen og bliver lam, men man har alligevel funktionsnedsættelsen til fælles, og det føles skønt at tale med andre, som forstår, hvad man går igennem i hverdagen.

Et nyt liv

Kun få måneder efter ulykken oplevede Charlotte endnu en gang, at livet slog fra sig. Hun fik ikke forlænget sin ansættelse i en forskergruppe på Karolinska, hvor hun var begyndt inden turen til USA. Tanken var, at hun skulle have en doktorgrad, men den drøm måtte hun indtil videre lægge på hylden. Og kort efter løb forholdet til Ram ud i sandet.

– Det blev for svært med et langdistanceforhold. Men han kom til Sverige fra tid til anden for at besøge mig, siger hun.

For et par år siden fik Charlotte så job i Landstinget og fandt ind i en velfungerende rytme i hverdagen.

Og i dag, seks år efter ulykken, føler hun selv, at hun er ”på banen” igen. Hun er ikke bitter over det, der skete, selv om hun nogle gange godt kan føle sorg over, at hun aldrig mere kan danse eller løbe ud i bølgerne på stranden en sommerdag.

Men i stedet for at fokusere på det, hun ikke kan, glæder hun sig nu over, hvad hun rent faktisk godt kan     – som at sejle, ride, stå på ski og klare sig på egen hånd i hverdagen. Hun har også genfundet sin kvindelighed, som hun ellers først følte var gået tabt.

Den samme som før

Lige efter ulykken tænkte Charlotte nemlig ikke, at hun kunne være attraktiv, når hun sad i kørestol. Det var svært for hende at sænke paraderne og lade nogen komme tæt på sin ”nye” krop, når hun stadig ikke helt selv havde lært den at kende.

Men med tiden lærte hun at acceptere og elske sig selv for den, hun nu er, og håbet er, at omgivelserne på den måde også vil kunne se bort fra funktionsnedsættelserne.

– Jeg vil ikke defineres ud fra min kørestol. Jeg er præcis den samme person som før ulykken. Jeg klarer det meste selv og har et aktivt liv, siger Charlotte.

Det største bevis på det er, at hun i dag er lykkelig mor til en datter, der er ½ år gammel.

– Før kunne jeg se på nogen i kørestol med medlidenhed i øjnene – præcis på samme måde, som nogen ser på mig nu. Men det er ikke synd for mig, at jeg ikke kan gå. Jeg er tværtimod blevet et bedre menneske af det. Mere tålmodig, mere ydmyg og mere åben over for folk, som er anderledes.