Brudgommen kom aldrig

Brudekjolen var valgt. Præsten og kirken var bestilt, det samme var den fornemme middag på den lokale kro. Der var bare ét problem: Brudgommen var en svindler, og han dukkede aldrig op som aftalt. Læs om Maria Tørnæs fra Givskud, som troede, hun havde fundet den største lykke, indtil den grumme sandhed gik op for hende.

Maria Tørnæs fra Givskud havde bestilt præst og kirke til sit bryllup.

32-årige Maria Tørnæs fra Givskud i Jylland har mistet alt, inklusiv sin stolthed, sin selvrespekt og alle sine penge.
På internettet mødte hun en amerikansk storcharmør, som hun troede skulle være hendes drømmemand. Det viste sig imidlertid, at han var en gemen svindler, som i løbet af kort tid franarrede Maria alle hendes værdier.

Præsten var bestilt

Den godtroende kvinde nåede at planlægge sit kirkebryllup, inden hun opdagede bedraget. Hun bestilte præst og kirke, musik og fornem middag på den lokale kro.

Læs også: Datingsvindler stjal mit hjerte

Invitationerne var trykt og parat til at blive sendt ud. Marias romantiske prinsessekjole var udvalgt, og gommens smoking var ved at blive syet efter mål.
Problemet var imidlertid, at brudgommen, der havde lovet at komme med alle pengene og indfri Marias drømme, aldrig dukkede op.

- Ingen behøver fortælle mig, at jeg har været både dum og naiv. Det véd jeg udmærket. Jeg er blevet taget groft ved næsen, og jeg var et let offer. Nu fortæller jeg min historie til skræk og advarsel for andre kvinder. Jeg kan sagtens leve med, at man griner ad mig. Hvis jeg kan forhindre én anden kvinde i at blive snydt, som jeg blev det, er det fint, fortæller Maria Tørnæs.

Udgav sig for millionær

På internettet fik Maria kontakt til en mand fra Florida. Han kaldte sig Fredrick Nicolas og lovede hende guld og grønne skove - og meget andet.
Han sagde, at han var udstationeret i Nigeria, hvor han havde tjent millioner af dollars inden for olieindustrien.

Inden Maria opdagede bedraget, havde hun sendt titusinder af kroner af sted til ægteskabssvindleren, så han kunne komme til Danmark.

Læs også: Utro til sit bryllup

Hun lånte af venner og familie, og hun snød endog sin egen mormor for mange tusinde kroner, for at skrabe penge sammen.

Verdens uheldigste mand

Men ved siden af at være "mangemillionær", var Fredrick Nicolas tilsyneladende også verdens uheldigste mand.
Konstant stødte han ind i nye problemer, som han skulle bruge penge til at komme ud af.

Til sidst var Marias muligheder for at skaffe penge udtømte. Hun kunne ikke låne flere, og hendes egen bankkonto var for længst tømt.
Da hun meddelte Fredrick Nicolas dette kort før parrets planlagte bryllup, afbrød han forbindelsen.

- Jeg håber, at andre kvinder vil indse, at der findes skruppelløse mennesker, som vil bruge alle tricks til at lokke penge ud af andre. Jeg blev psykisk voldtaget, og fik stjålet min identitet, mit selvværd og mine penge. Familie og venner har tilgivet mig, og jeg vil forsøge at betale alt tilbage. Måske slipper jeg engang af med gælden, men skammen vil altid være der, siger Maria.