Camilla blev forbrændt på 65 procent af kroppen: Jeg er mærket for livet

Camilla Scheflo svævede mellem liv og død og blev forbrændt på 65 procent af kroppen, da en biopejs eksploderede mellem hænderne på hende. Først syv år efter ulykken har hun lært at acceptere sine skader.

– Det har taget tid, siger Camilla og kigger ned på sine ben.

I sommer havde hun shorts på for første gang siden ulykken tilbage i 2011. Det har været alt for svært for hende at vise sin nøgne hud frem.

29-årige Camilla Scheflo fra Gardermoen i Norge har ikke kun været bange for andres reaktion – men også for, hvordan hun selv ville reagere ved at se sig selv i spejlet.  

Ulykken, som førte til brandskaderne og endda var tæt på at koste Camilla livet, er som hentet ud af en actionfilm. Hun arbejdede på en café i Oslo, og arbejdsdagen var næsten slut, da hun lige skulle fylde ethanol på de små biopejse på bordene.

– Da jeg havde fyldt væske på pejsene, tog jeg en lighter frem for at tænde en af dem, og så gik det frygteligt galt. Den eksploderede ud over mig, og alt mit tøj stod i flammer, mens jeg stadig holdt påfyldningsdunken i hånden, husker Camilla.

Flammerne tog fat i hendes krop, og hun styrtede ud på toilettet for at skylle sig med vand.

– Jeg var spejderleder i mange år, så jeg har heldigvis lært at handle hurtigt, og jeg bad selv en kollega om at ringe efter ambulancen. Camilla husker ikke meget af, hvad er skete derefter. 65 procent af hendes krop havde anden- og tredjegradsforbrændinger, hvilket er lige på grænsen af, hvad et menneske kan overleve. Hendes familie fik at vide, at hun svævede mellem liv og død. Skaderne på arme, ryg og ben var så omfattende, at lægerne opfordrede de pårørende til kun at tage en time ad gangen.

Kritisk og krævende

En af dem, som fik den chokerende besked om ulykken, var Camillas kæreste, Henrik Tyskerud. Han var på arbejde – til søs i udlandet. Først tre døgn senere kom han til hospitalet og så sin elskede. I syv døgn lå hun i kunstig koma, mens læger og sygeplejersker kæmpede for hendes liv.

42 gange blev Camilla lagt i narkose. Bandageskiftene var de mest kritiske. Infektionsrisikoen var høj – og kunne være dødelig.

– Jeg fik både blodforgiftning og lungebetændelse, mens jeg lå på sygehuset. Det var kritisk for min krop, som knap nok havde et immunforsvar. Jeg fik tilført 25 liter væske for at beholde væskebalancen i kroppen, fortæller Camilla, som også måtte gennem fem hudtransplantationer.

Efter 58 døgn på hospitalet fik Camilla for en kort stund lov til at komme hjem, inden hun igen måtte tilbage – denne gang til genoptræning. Det var hun i et halvt år, før hun endegyldigt kunne vende hjem. Det tog et helt år, før alle sår var helede, og hver eneste dag i den periode krævede de stor pleje.

Her blev Henriks mor Camillas store redning.

– Hun var til stor hjælp. Jeg kunne ikke holde ud at se på mig selv, og jeg gik med handsker i to år, fordi jeg ikke kunne lide at røre ved min hud. Først i sommer, syv år efter ulykken, havde jeg mod til igen at gå med shorts. Jeg er sikker på, at mange kigger på mig, men det må jeg bare finde mig i.

Tæt på hinanden

Et år efter ulykken vendte Camilla tilbage til sit job. Hun arbejdede kun én dag om ugen og mærkede hurtigt, at hun ikke var klar til mere.

– Jeg måtte finde på noget nyt. En del af min genoptræning bestod af fysisk træning, hvilket gav mig mere energi, så i fjor blev jeg uddannet personlig træner, siger Camilla, mens hun stråler af glæde.

Glæden skyldes også, at hun og nu 35-årige Henrik netop er blevet kone og mand. Parret giftede sig i september på et svensk gods.

Da ulykken skete, havde de kun været kærester i et år, og det gav Henrik et nyt perspektiv på deres forhold, at han pludselig så Camilla kæmpe for sit liv.

– Det gik op for mig, hvad jeg havde at miste. Jeg blev overbevist om, at Camilla var kvinden i mit liv. Hun er den sødeste og mest jordnære pige, jeg nogensinde har mødt, siger han.

– Jeg var jo lidt usikker på, om han stadig ville have mig efter ulykken, men det viste sig, at vi bare kom endnu tættere på hinanden. Det er jeg meget taknemmelig for, tilføjer Camilla.

Henrik indrømmer, at han var lidt langsom til at fri. Det skete først i 2016.

– Jeg viste ham en forlovelsesring, jeg godt kunne lide. Til sidst fattede han mit vink med en vognstang. Nu har vi vielsesringe på, og det føles endnu bedre, smiler Camilla.