Cecilie blev stukket 46 gange: Troede jeg skulle dø fra min datter

Han inviterede hende på restaurant og købte blomster, og første gang, de var sammen, blev hun gravid. Men den mand, der skulle være far til hendes barn, viste sig tidligt i forholdet at være utilregnelig. Det kulminerede en dag for 10 måneder siden, da han var tæt på at tage livet af Cecilie.

Brevsprækken til lejligheden i Kastrup knirker, og Cecilie kan høre et menneske på den anden side af døren. Hun kan ikke se personen, men det behøver hun heller ikke. Hun ved, hvem det er. Hun prøver at kontrollere sit åndedræt, så han ikke ved, at hun er hjemme. Hun har skyndt sig at sætte telefonen på lydløs, og selv om hun lige har haft politiet i røret, kan hun ikke ringe op. Til sidst er det kun lyden af sit eget hjerte, hun kan høre, og hun skynder sig at skrive en besked til sin mor:

”Mor, du må gerne komme herop. Du skal skynde dig” skriver Cecilie til sin mor, der skynder sig over til datterens lejlighed.

På sengen ved siden af Cecilie sover hendes kun tre måneder gamle datter Cateleya, og da døren åbner, og Cecilie kan høre sin mors stemme, puster hun for en stund ud.

Men lettelsen varer hun i få sekunder, da et brag lyder fra hoveddøren. Et brag, der skal vise sig at forandre Cecilies liv for evigt.

Læs også: Christina fik hjertestop under en bytur: Jeg var nær død fra dig

Dækket af ar

 I hjemmet i Kastrup er den nu 1 år gamle Cateleya netop blevet hentet fra vuggestue på grund af sygdom. Hun knuger sig ind til sin mors favn, som hun endnu er for lille til at vide er dækket af utallige ar, der var ved at koste hendes mor livet.

 – Den eneste tanke, der gik igennem mit hoved, var, om min datter skulle vokse op uden sin mor, siger den nu 25-årlige Cecilie Danris, mens hun vugger sin datter stille i sin favn. 

Med et voldeligt forhold i bagagen havde Cecilie brug for at få ro på sit liv. Hun gik på arbejde og holdt sin krop sund med træning og sund kost, men en dag mødte hun en mand, der var opsat på, at Cecilie skulle være hans nye kæreste.

Utrygheden voksede

I et par måneder så de hinanden som venner, men forholdet udviklede sig, og første gang, at de var sammen, kunne Cecilie kort tid efter se to streger på graviditetstesten.

 – Min mavefornemmelse sagde mig, at han ikke var manden, der skulle være far til mit barn. Vi havde kendt hinanden så kort tid, og jeg ville gerne se tiden an, men det var han slet ikke enig i, fortæller Cecilie, der blev overbevist om, at de både skulle være kærester og have et barn sammen.

Men i takt med at maven voksede, begyndte Cecilie at føle sig utryg.

På kort tid oplevede hun, at han smadrede hendes telefon, satte hende af midt på motorvejen i arrigskab, skar hendes mors cykeldæk op og flirtede med andre kvinder foran hende.

 – Jeg fik en dag en besked fra ham om, at jeg ikke skulle komme hjem. I stedet tog jeg hjem til min søster og hendes kæreste. Senere på aftenen blev han vred over, at jeg var taget hjem til dem i stedet, og så skrev han, at alt mit tøj lå ude i regnen, og han havde bundet min hund til et træ. Da jeg kom derhen viste det sig, at han ikke havde gjort noget af det, fortæller Cecilie, der den aften endelig gjorde det forbi. 

– Jeg vidste godt, at jeg havde trukket den for længe, men jeg håbede nok, at det ville blive bedre, fordi jeg var gravid. Men efter den aften, så vidste jeg, at det var slut. Det sagde jeg til ham, og det ville han slet ikke acceptere, forklarer Cecilie, der kort tid efter fødte en sund og rask datter.

Men selv om de var blevet forældre, holdt Cecilie fast i, at de ikke skulle være et par.

Se også: Johannas forelskelse blev et mareridt: Vold var min hverdag

Truende opførsel

Cecilie fik en ny kæreste, og da ekskæresten fandt ud af det, eskalerede den truende opførsel.

Han kimede den nybagte mor ned hver dag, han blev ofte set uden for hendes lejlighed, og Cecilie begyndte for alvor at føle sig utryg.

 – Jeg prøvede at få et tilhold til ham, men jeg fik at vide, at jeg skulle have flere beviser. Så jeg begyndte at føre logbog over, hvad han gjorde. Hvornår han ringede, hvornår han blev set uden for min lejlighed. Det var så frustrerende, at politiet ikke ville gøre noget, for jeg vidste, at han var meget utilregnelig. At det skulle ende så galt, havde jeg dog aldrig troet, fortæller Cecilie, hvis datter den 24. maj 2017 lå og sov trygt på sengen i hendes lejlighed.

Sorte øjne

Den dag havde ekskæresten ringet til hende 37 gange, og da hendes mor kom, gik der kun få sekunder, før braget fra døren gav genlyd i lejligheden.

Med sorte øjne stod ekskæresten med en kniv hævet over hovedet med retning mod Cecilie.

Bare få centimeter fra deres fælles datter jog han kniven i den 24-årige nybagte mor, der desperat med hænderne over hovedet prøvede at beskytte sig selv. Selv om Cecilies mor prøvede at hive ham væk fra sin datter, lykkedes det ikke.

– Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø, fortæller Cecilie, mens tårerne ikke længere kan holdes tilbage.

Voldsomt overfald

 46 gange blev Cecilie stukket.

Begge hendes lunger blev punkteret, der var stik i milten, tolvfingertarmen, bugspytkirtlen, og da han endelig løb ud af lejligheden, efterlod han Cecilie i en blodpøl med blodstænk, der var nået helt op til loftet.

Med fuld udrykning blev Cecilie kørt til hospitalet, mens venner og familie stod tilbage i uvished om Cecilies skæbne.

Flere stik var så dybe, at hun blev lagt på operationsbordet, og først en del timer senere var Cecilie uden for livsfare.

– Jeg havde nogle voldsomme smerter, og selv om jeg var glad for, at jeg overlevede, virkede fremtiden fuldstændig uoverskuelig. Jeg kunne ingenting selv, og jeg havde ellers altid været ret selvstændig, fortæller Cecilie, der efter 14 dage blev udskrevet og kunne komme hjem til sin søster, der stod for hendes pleje.

Ude af stand til at tage tøj på, gå toilettet selv eller bevæge sig frit rundt skulle Cecilie bygge sig selv op igen.

– Jeg havde nogle voldsomme smerter i hænderne, men det værste var det psykiske. Jeg blev overmandet af angst, og jeg turde ikke noget, fortæller Cecilie, hvis største sorg var hendes datter, som hun måtte lade andre tage sig af.

Læs også: Et liv med misbrug: Jeg blev født fuld

Uvisheden er værst

Først da hun efter flere måneder kunne flytte hjem i sin egen lejlighed igen, blev hun genforenet med sin datter på fuldtid.

– Hun kunne ikke genkende mig, og i begyndelsen ville hun ikke hen til mig. Det var virkelig svært, for det var jo hende, jeg havde haft i tankerne hele tiden. Hun er grunden til, at jeg kæmper, siger Cecilie, der her 10 måneder efter det brutale overfald har svært ved at få den dagligdag tilbage, som hun havde før.

Frygten sidder som en konstant påmindelse i kroppen, og når datteren er afleveret i vuggestue, tager hun hjem til lejligheden, hvor en tung sikkerhedsdør beskytter hende.

– Jeg har meget svært ved at slippe frygten, for jeg ved, at han kommer ud en dag. Jeg frygter, at der vil ske noget med min datter. Frygter, at han kan finde på at hævne sig, men om det er virkelighed eller bare frygt, ved jeg ikke, og det er nok uvisheden, der er den værste, fortæller Cecilie, der ikke har fået tilbudt psykologhjælp på grund af lang ventetid. Derfor har hun svært ved at komme videre med sit liv.

– Selv om han er i fængsel, føler jeg, at det er mig, der bliver straffet, og jeg kan ikke se en ende på det. Jeg ved ikke, hvad der sker, når han kommer ud – hverken med mig eller min datter, siger Cecilie, der trods de hårde fysiske og psykiske mén alligevel mener, at det er vigtigt at fortælle omverdenen om sine oplevelser. Måske kan hendes historie få andre til at tænke sig om en ekstra gang.

– Jeg ville sådan ønske, at jeg havde lyttet til min mavefornemmelse, og jeg ikke var blevet ved med at tro, at han ville forandre sig. Jeg vidste inderst inde, at det ikke ville ske, og alligevel standsede jeg det ikke i tide. Så mit bedste råd må være, at fortæller din krop dig, at der er noget galt, så lyt til den. Hvis du ikke gør, så kan det få store konsekvenser.

Ekskæresten blev arresteret få timer efter drabsforsøget på Cecilie, og han blev idømt seks års fængsel.