Charlotte mistede sin bror: Jeg fejrer ham hvert år

- Jeg fejrer hans fødselsdag hvert eneste år, siger Charlotte Drue om sin lillebror, som døde i en alder af blot 28 år. Det er hendes måde at håndtere savnet og sorgen, som altid vil være der.

Onsdag, 5. oktober 2016 - 13:19 - af Kristian Bo Eriksen. Foto: Steen Wrem

Sorgen vil altid være der. Savnet forsvinder ikke.

Charlotte Drue mistede sin lillebror for 14 år siden i en trafikulykke. Kort efter startede hun hjemmesiden Søskendekram.dk, hvor folk, der har mistet en søster eller bror, kan møde andre i samme situation.

Vores Mikkel døde i børnehaven

Den har hjulpet mange, og den har også hjulpet Charlotte, som finder stor trøst i at tale om og mindes sin bror.

– Hver den 13. februar fejrer jeg hans fødselsdag. Hvert eneste år. Han får lige en ekstra tanke, en kærlig hilsen, siger Charlotte Drue, 45, fra Frederikssund.

Havde lige talt i telefon sammen

Hendes bror, René, døde den 12. juli 2002, da han i sin bil kørte galt på vej hjem fra sit arbejde. Han var 28 år.

- Han ringede til mig samme dag. Han skulle lige have en hyggesnak med sin søster, mens han holdt pause på sit arbejde som fængselsbetjent i Nyborg. Vi talte ikke om noget særligt. Det var bare sådan nogle almindelige bemærkninger. Det var ved at drive mig til vanvid senere, siger Charlotte.

Majas liv ødelagt af forkert medicin

For hun kunne ikke slippe tanken om, at René stadig ville være her, hvis bare samtalen havde handlet om noget andet. Hvis de havde aftalt, han skulle ringe igen, når han kørte, eller at de skulle mødes.

Hvis bare han ikke var kørt, da han kørte. Hvis bare – hvis bare.

Planlægger sørgetid

- Jeg tænker på René hver eneste dag. Mindes hans måde at grine på. Tænker på alt det, vi havde sammen som bror og søster. Sorgen forsvinder aldrig. Savnet vil altid være der. Men man lærer at leve med det.

Det tager også tid at sørge. Så Charlotte har lært sig selv at afsætte den tid, der skal bruges.

Slukkede und kvindes respirator - men så bevægede hun sin storetå

- Det lyder måske mærkeligt. Men jeg planlægger, når jeg skal være ked af det. Så sætter jeg mig for mig selv og sender kærlige tanker til min lillebror. Husker tilbage på, hvordan vi, da vi var små. Ligesom som så mange andre søskende drillede vi hinanden. Jeg tænker på de planer, vi havde, om at flytte ind på det samme plejehjem, når vi blev gamle. Så skulle vi drive de ansatte til vanvid ved at køre kørestolsrace, havde vi aftalt. Men det bliver aldrig til noget…, siger hun.

Knust mor klar til at begrave søn: Liget var en anden