Connies 25-årige søn døde pludselig: Simon redder fire efter sin død

Da Connie Mølgaards søn blev erklæret hjernedød efter et hjertestop, skulle hun træffe sit livs sværeste valg. Men da Simon var typen, der ville gøre alt for at hjælpe andre, sagde Connie ja til, at sønnens organer måtte transplanteres. På den måde reddede Simon livet for fire mennesker – og en af dem har sendt den ulykkelige mor en taknemmelig hilsen.

Torsdag den 28. juni 2018 klokken 19.40 modtog Connie Mølgaard fra Aabybro en besked på sin mobiltelefon fra en ukendt mand et sted i Danmark. Da den 56-årige nordjyde læste teksten, begyndte tårerne at trille ned ad hendes kinder.

Den sommerdag var det præcis tre måneder siden, at Connie mistede sin elskede søn, Simon. Han døde pludselig og uventet bare 25 år gammel, og sorgen havde bidt sig fast i moderen med smertelig kraft.

Telefonbeskeden var fra en midaldrende mand, som ville udtrykke sin taknemmelighed over for Connie. Han havde brug for at fortælle hende, hvor godt han havde fået det, efter at han havde fået transplanteret den ene af hendes søns nyrer. Manden havde på tv set den ulykkelige mor fortælle om sønnens død og om hendes svære beslutning om, at lægerne måtte anvende Simons organer til at redde andre mennesker.

Tidspunktet for transplantationen, Simons køn og alder samt hvor han kom fra i Danmark, og på hvilket sygehus han var død, dokumenterede med stor sandsynlighed, at manden havde modtaget et organ fra afdøde Simon. Derfor ville han på rørende vis fortælle den ulykkelige mor, at han havde fået livet tilbage takket være Connies beslutning om, at Simons organer skulle borttransplanteres, så andre kunne få glæde af dem.

I Simons ånd

Connie vidste, at fire alvorligt syge mennesker, blandt andre et lille barn, havde fået glæde af hendes søns organer. Nu havde hun fået kontakt med den ene, og det betød alt for Connie.

Hendes første tanke var egoistisk. Hun ønskede, at det var Simons liv, der var var blevet reddet af et andet menneske. Men det var urealistisk, fordi ingen før Simons død anede, at han fejlede noget. I stedet tænkte Connie, hvor fantastisk det var, at andre havde fået glæde af den tragedie, som havde ramt hendes og den øvrige familie.

Meddelelsen fra den ukendte mand var præcis det, som Connie havde brug for midt i sit livs værste øjeblikke, også selv om det ikke gjorde hendes sorg eller savn efter sønnen mindre.

– Da der ikke var mere at gøre for Simon, og jeg ved hans dødsleje skulle træffe beslutningen om organtransplantation, vidste jeg med sikkerhed, at det var i min søns ånd. Han stod ikke i donorregistret, men Simon havde sagt til mig, at han efter sin død ville brændes, og at lægerne måtte tage, hvad de kunne bruge.

– Sådan var Simon, altid parat til at hjælpe andre. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være på den måde. Han var jo blot 25 år, siger Connie.

Faldt pludselig om

En måned før sin død sad Connie og Simon i køkkenet i hjemmet i Aabybro og drak morgenkaffe. Han boede ikke hjemme, men kom tit forbi med rundstykker eller for blot at sige hej. Den morgen fortalte han, at han uden varsel to gange var faldet om, mens han var sammen med nogle venner.

Connie blev urolig og ringede til lægen. Her var der ingen hjælp at hente, og Simon kom ikke til lægen.

Tirsdag den 28. marts 2018 fik Connie Mølgaard en opringning, som skulle ændre hendes liv for evigt. Simon boede hos sin søster og svoger i Aabybro, fordi han havde lånt sin lejlighed ud til en anden søster, der var ved at bygge hus.

Om morgenen var Simon glad, frisk og i godt humør. Han gik ned i kælderen, og her fandt svogeren ham lidt senere livløs på gulvet. Simon reagerede på førstehjælp og fik farve i ansigtet. Imens svogeren udøvede førstehjælp, ringede Simons søster 112. En ambulance kørte ham på hospitalet i Aalborg.

– Jeg passede børnebørn den dag. Dem tog min datter sig af, mens jeg kørte til hospitalet. Her samledes hele familien i løbet af dagen uden at kende omfanget af den tragedie, der ventede forude. Lægerne havde fået Simons hjerte i gang, og han var i kunstig koma.

– Vi fik at vide, at det ikke så godt ud, og lægerne forklarede alvoren i Simons tilstand. Det var uvist, hvor længe min søn havde manglet ilt til hjernen, hvilket kunne betyde risiko for hjerneskade. Lægerne ville vække ham den følgende dag, og derfor tog hans søskende hjem i forventning om, at Simon ville vågne igen næste dag. Jeg blev hos ham natten over, fortæller Connie.

Håbede på mirakel

Næste morgen var situationen forværret, og lægerne fortalte Connie og hendes fire andre børn om scanningen af Simons hoved. Kontrastvæsken stoppede i nakken, og der kom ikke blod til Simons hjerne. Han lå i hospitalssengen og lignede sig selv, solbrændt, livskraftig og parat til at vågne og vende tilbage til livet når som helst. Det skete aldrig.

– Onsdag klokken 14.35 erklærede lægerne min søn hjernedød, og min verden styrtede sammen. Det var fuldstændig uvirkeligt. Jeg håbede, at et mirakel ville indtræffe, men inderst inde vidste jeg, at det var slut, siger Connie.

Når et menneske erklæres for hjernedød, tjekker lægerne, om vedkommende står i donorregistret. Det gjorde Simon ikke. Derfor skulle hans mor beslutte, om man måtte anvende hans organer. Simons biologiske far døde i fjor af kræft, så Connie var alene om beslutningen.

– Hvis Simon ikke tilfældigvis havde sagt, at de måtte bruge hans organer, havde det været en umulig beslutning for mig. Jeg vidste, at sådan ville han have det, og derfor gav jeg tilladelsen, siger Connie.

Simons hjerte og lunger kunne ikke bruges til transplantation. Men det kunne hans to nyrer samt leveren, der blev delt i to. Derved reddede Simon tre voksne og et barns liv.

Svært at acceptere

Efter at organerne var transplanteret, erklærede lægerne Simon død klokken 14.35 onsdag den 28. marts 2018, da den sidste hjernedødstest blev lavet.

På sin biologiske fars dødsdag den 11. april blev Simon bisat fra en fyldt Aaby Kirke uden for Aabybro.

I flere måneder havde Connie urnen stående i sit hjem, inden hun fandt et gravsted på kirkegården. Hun har reserveret en grav til sig selv ved siden af. Tit tænker hun på, at det burde have været Simon, der stod ved hendes grav og besluttede, at han engang skal ligge ved siden af.

Sorgen og savnet sidder stadig dybt og smertefuldt i sindet hos Connie, mens hun fortæller sin gribende historie om sønnens alt for tidlige død.

– Simons værelse på 1. sal står også urørt, og jeg går sjældent derop. Det er alt for hårdt. Jeg har stadig svært ved at acceptere, at han ikke kommer ind ad døren med en frisk bemærkning. Eller at han ikke ringer til mig fra Aalborg, når han har været i byen, fortæller Connie.

Livet går videre

Tårerne løber ned ad hendes kinder, mens hun finder telefonen frem og læser beskeden fra den mand, som Simon reddede med den ene af sine nyrer. Hun tørrer en tåre bort fra øjnene med den hånd, hvor hun på armen har fået tatoveret ”Der er ingen, der kan love dig i morgen”. Det ved Connie bedre end nogen. På den anden arm har hun tatoveret Simons fødselsdag og dødsdato, og på armen har Connie også fået skrevet teksten på Rasmus Seebachs smukke sang ”Livet går videre”, som blev spillet i kirken ved bisættelsen.

– Jeg venter stadig på, at livet skal gå videre, og at jeg kan finde meningen med det. Alt er stadig kaos i mit sind. Simons sko står i forgangen på det sted, hvor han satte dem. Der bliver de stående, indtil det giver mening at flytte dem, siger Connie.

Hun går regelmæssigt til psykolog for at få hjælp til at genvinde livsglæden og gejsten. Hun har også konsulteret en clairvoyant for at finde ud af, om Simon havde smerter i de sidste øjeblikke eller timer af sit alt for korte liv. Det var en stor lettelse at få clairvoyantens besked om, at det havde han ikke.

Hjælp de efterladte

Connie Mølgaard fortæller sin tragiske historie for at få andre til at tage stilling til organtransplantation. Det vil være til stor hjælp for de efterladte. Hun efterlyser også en forening eller et forum, hvor man kan udveksle erfaringer og tale med andre, der ligesom hun pludselig skal tage stilling til organtransplantation efter et nært familiemedlems død.

– Omkring 100 mennesker står hvert år i den samme situation. Det kan ikke passe, at vi efterladte til organdonorer ikke kan støtte hinanden på samme måde, som pårørende til patienter med sygdomme gør, siger hun.

Connie er glad for, at hun havde mod og kræfter til at holde en tale ved Simons kiste. Men samtidig er hun ked af, at hun ikke var med til at bære ham ud til rustvognen. Simons dødsårsag var hjertestop, men diagnosen eller årsagen blev aldrig stillet. Connie ville ikke have ham obduceret, fordi der var skåret nok i ham ved transplantationen. Simon skulle ikke udsættes for mere, mente Connie. Det har hun fortrudt.

I dag ville hun ønske, at hun kendte årsagen til tragedien. Så havde hun måske haft lettere ved at falde i søvn om aftenen i stedet for at ligge søvnløs og spekulere på, hvornår Simon kommer hjem. Det gør han aldrig.

Til gengæld hjalp han fire andre mennesker til et bedre liv.