Datter beder Station 2 om hjælp til at finde sin fars morder

TV 2s kriminalmagasin Station 2 er rejst til Filippinerne for at løse mordgåden om Sven-Erik Hansens brutale død. Hjemme i Danmark håber den myrdedes datter, Samia Kjeldgaard, at tv-udsendelsen vil bringe afgørende nyt.

I næsten fem år har Samia Kjeldgaard, 34, levet med en frygtelig uvished.

I juni 2012 blev hendes far, Sven-Erik Hansen, myrdet på bestialsk vis. Drabet skete i den 65-årige danske pensionists feriebolig i Filippinerne, og forbrydelsen er uopklaret.

Det piner Samia Kjeldgaard og hendes tre søskende, at gerningsmanden – måske var der flere – stadig er på fri fod.

Station 2 søger svar på mordgåde

Nu forsøger TV 2s kriminalmagasin Station 2 at kaste nyt lys over sagen.

Vært på programmet, journalist Kristian Bech, er sammen med et tv-hold rejst til byen Pampagna 100 kilometer nordvest for Filippinernes hovedstad Manila, for at søge oplysninger om det uopklarede drab.

Læs også: Min søns morder blev dræbt ved sit bryllup

Det gør Kristian Bech blandt andet for at hjælpe de efterladte i Danmark med at finde svar på en masse af de spørgsmål, som i årevis har plaget dem efter Sven-Erik Hansens pludselige og blodige død.

Indslaget kan ses på TV 2 torsdag den 23. marts kl. 20.50.

Myrdet med 35 knivstik

I sit hjem i en by syd for Aarhus krydser Samia Kjeldgaard fingre for, at tv-udsendelsen kaster nyt lys over hendes fars død.

21. maj 2012 forlod Sven-Erik Hansen sit hjem på Fejø for at tage til Filippinerne. Det har han gjort mange gange før, men netop denne rejse blev skæbnesvanger.

Sven-Erik vendte ikke hjem til sit fædreland i live. Den humørfyldte livsnyder blev tirsdag den 26. juni 2012 myrdet i sin feriebolig med 35 knivstik, og efter måneders efterforskning blev sagen henlagt som uopklaret.

Læs også: Barnemord kan være opklaret efter 20 år

Det piner hans pårørende i Danmark på femte år. Derfor håber blandt andre Samia og hendes søskende, at TV 2s indslag vil bringe nyt.

Hvorfor skulle far dø?

Samia elskede sin far og savner ham. Derfor er det hårdt for hende, at hun ikke har nogen anelse om gerningsmandens identitet, eller hvorfor hendes far skulle dø så brutalt.

Samia blev tilbudt at tage med TV 2 til Filippinerne, men afslog. I stedet blev hun via skype og telefonopkald løbende holdt underrettet om forløbet.

- Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg i Filippinerne risikerede at give hånd til det menneske, der måske havde slået min far ihjel, fortæller Samia Kjeldgaard til Ude og Hjemme.

Gode minder

Sven-Erik Hansen var uddannet klejnsmed, men havde mange forskellige jobs. Han var gør-det-selv-mand, og Samia arvede hans interesse for at bruge hænderne.

Da hun var tre år blev forældrene skilt, og i det første halve år boede Samia hos sin far. Men da han flyttede sammen med sin ekskone, kom Samia tilbage til sin mor.

Alle ferierne tilbragte hun hos faderen på Fejø, og Samia elskede det. Det er gode minder at have i dag, hvor faderen ikke er mere.

Læs også: Mor og stedfar pinte 10-årig søn ihjel

En dag i juni 2012 brast Samias verden. Én af hendes brødre ringede og fortalte, at deres far var blevet dræbt i sit hjem i Filippinerne.

- Tragedien gik kun langsomt op for mig. Det var som om jeg levede i en osteklokke, mens jeg forsøgte at forstå det frygtelige, fortæller Samia Kjeldgaard.

Lukkede selv sin morder ind

Familien fik Sven-Erik Hansen hjem til Danmark, og holdt en mindehøjtidelighed i kirken på Fejø. Bagefter blev hans aske strøet ud over Smålandsfarvandet.

Efterforskningen i Filippinerne tydede på, at Sven-Erik Hansen kendte gerningsmanden. Han lukkede selv vedkommende ind i huset, der ligger i midten af en større klynge rækkehuse med fælles gartner og swimmingpool.

Områdets beboere er fortrinsvis velhavende filippinere og udlændinge, og er beskyttet af et privat vagtværn.

Læs også: Emilie Meng blev myrdet - nu står veninderne frem

Sven-Erik Hansen blev stukket ikke færre end 35 gange med en stor køkkenkniv, og han blev ved middagstid næste dag fundet af sin filippinske veninde, Rose Ann Centeno.

Hun forklarede politiet, at hun gjorde det makabre fund af den afdøde mand, da hun kom til Sven-Erik Hansens hjem med mad til ham.

Håber retfærdigheden sker fyldest

Politiet formoder, at danskeren blev myrdet tirsdag den 26. juni 2012 om aftenen. Efterfølgende konstaterede politiet, at der var stjålet en lang række effekter, blandt andet nogle smykker samt en halskæde, som den myrdede altid bar.

Det nager Samia Kjeldgaard, at ingen er blevet stillet til regnskab for den bestialske forbrydelse. Men hun opgiver ikke håbet om, at retfærdigheden en dag sker fyldest.

Læs også: Mor knivdræbte 9-årig: Kunne tragedie være undgået?

- Jeg savner min far, selv om vi ikke havde daglig kontakt. I fjor besluttede min mand og jeg at gifte os. Jeg har altid drømt om et kirkebryllup, hvor min far skulle føre mig op ad gulvet. Da det ikke kunne lade sig gøre, valgte vi i stedet at blive viet på rådhuset af borgmesteren, siger Samia.

Nåede aldrig at møde sit barnebarn

Samia tager en grøn glaskugle i hånden, og vender og drejer den. Kuglen har tilhørt hendes far. Sven-Erik sagde altid til Samia, at hvis hun fik en datter, skulle hun arve kuglen.

Da boet efter faderen skulle deles, fik Samias datter kuglen som et kært minde om den morfar, hun aldrig nåede at møde.

Den 34-årige datter føler, at hun skylder sin fars ære og minde, at mordet på ham bliver opklaret. Samia spekulerer meget over, hvad motivet kunne være, og hun får ikke ro i sjælen, før hendes fars drabsmand er bag tremmer.

Læs også: Hun kvalte otte af sine nyfødte

- Det er vigtigt for mig at finde en ansvarlig for mordet på min far, og få klarhed over hvad der skete. Kun derved får jeg ro i sindet, siger Samia.

Følg Samias jagt på sin fars morder i Station 2 torsdag den 23. marts kl. 20.50 på TV 2.