De fortabte børns hjem

På et lille børnehjem i landsbyen Vilkija i Litauen kæmper syv kvinder hver dag for at give 18 forældreløse børn en tålelig tilværelse. Hjemmet er ludfattigt og mangler alt muligt, lige fra tøj til legetøj, men det emmer af kærlighed og god stemning. Læs reportagen.

Foto: Gregers Overvad

Hovedbygningen er et fint gammelt rødt træhus. Det har over 100 år på bagen, men er velholdt og restaureret op igennem årene. Bag de slidte trævægge og nedrullede hvide rullegardiner bor 18 børn i alderen 3-18 år. 10 drenge og 8 piger.

Det er børn med ar på sjælen. Børn, der hver dag drømmer om breve fra nogen, der elsker dem, men som igen og igen må konstatere, at postbuddet aldrig stopper op ved deres postkasse. Nogle af børnene har mistet deres mor og far på tragisk vis, mens andre må leve med det smertelige nederlag, at far og mor bare ikke ønsker at være sammen med dem mere.

Og hver især har de måttet sande, at ingen andre vil have dem. De er til overs. Vi står i vinterkulden foran det lille børnehjem i Vilkija i Litauen, en times flyvetur fra København plus to timers kørsel i bil. Vilkija er en lille by med ca. 2.300 indbyggere. En grå og trøstesløs flække med forsømte træhuse på stribe.

Børnehjemmet ligger i industrikvarteret klos op af flere nedslidte erhvervsbygninger. Fotografen og jeg har på forhånd rustet os til en nedslående oplevelse: Så mange stakkels skæbner, samlet under så usle vilkår.

Men vi bliver overrasket. Fra køkkenet breder sig en duft af hjemmebagt brød, og fra børnenes spisesal høres latter og glade stemmer. Stemningen er god. Børnehjemmets leder, Vida Rainiene, 54, tager imod os, tæt fulgt af en nysgerrig børneflok.

En tryg favn
Vida er en moderlig skikkelse, som de små børn gerne søger hen til. Og hun er ikke nærig med knusene, opdager vi hurtigt. Her er faktisk rart at være. Vi hilser på de fire søskende, Vita, 16, Dalia, 15, Deividas, 14 og Linas, 11 år. Søskendeflokken er endt her på børnehjemmet, fordi begge forældre drikker. Gang på gang har forældrene forsøgt at tage deres børn hjem, men hver gang er det endt i tårer og afmagt.

- Jeg tror egentlig godt, at far og mor vil have os, men de magter det ikke. De elsker alkoholen højere, og derfor er vi nu blevet enige om, at vi aldrig vil hjem til dem igen. Men vi er også blevet enige om, at vi søskende vil holde sammen for evigt, fortæller Dalia.

I et andet værelse ligger børnehjemmets yngste beboere og sover til middag. Det er Victor på fire år og Laura på tre, og de er svære at stå for. Man gribes umiddelbart af en trang til at beskytte dem. Deres store blå øjne har noget skræmt i sig.

De skræmte børn
Søskendeparret så med rædsel deres far tæve livet ud af deres mor. Hun fik hjertestop af mishandlingen. Synet af den mishandlede kvinde, på vej ud i en ambulance, er det sidste minde, børnene har om deres mor. At moderen så blev genoplivet i ambulancen, ændrede ikke børnenes situation.

Ingen andre i familien kunne eller ville have børnene, så myndighederne valgte, at de to børn skulle anbringes her. Det er i dag seks måneder siden, og Vida har været som en mor for Victor og Laura fra dag et.

- De første dage græd de meget, men langsomt begyndte de at vænne sig til livet her hos os. De store børn her på stedet har taget dem til sig, som var det deres egne søskende. De to små savner selvfølgelig både far og mor. Og spørger tit om, hvornår de skal hjem igen, men det har nu lange udsigter, siger Vida.

Victor vågner, da vi kommer ind på værelset. Han sætter sig op i sengen, hoster, gnider sine øjne og får øje på de to små gaver, vi har medbragt. For en stund tændes et lys i de bedrøvede øjne, og et glad smil breder sig over hans ansigt.

Da vores tolk rækker ham den ene pakke, tager han den og holder den ind til sin kind, lukker sine øjne og smiler saligt. Så lægger han den uåbnede gave under sin hovedpude og trækker igen dynen over sig.

- Han vil nyde fornemmelsen lidt endnu, forklarer Vida. Laura vågner, og da hun opdager, at der er gæster, tripper hun over til storebror og putter sig ind under hans dyne. Der går ikke lang tid, før de to ligger og småfniser.

Har kun hinanden
Da Laura på et tidspunkt titter op over dynen, får også hun en gave, og så går de to søskende i gang med at pakke op. Bag gavepapiret gemmer sig to puslespil, og børnenes glæde er rørende. Gaverne er velkomne. For ud over de mest basale nødvendigheder er her faktisk mangel på alt.

Børnene møder vinteren i hullede sko. Tøjet er tyndt og slidt og uegnet til leg i sneen. Derfor er børnene ofte tvunget til at blive inden døre i de koldeste vintermåneder. Men inden døre er der heller ikke meget at råbe hurra for.

Nogle gamle bamser er næsten slidt op. Farven i tusserne er for længst brugt op. Malerbøgerne er revet itu og de små legetøjsbiler er fyldt med rust. Der er ikke råd til nye indkøb. Hjemmet har, hvad der svarer til 30 kroner om dagen per barn at gøre godt med. De penge skal række til indkøb af møbler, mad, tøj, legetøj, medicin - alt.

De usle forhold er dog for en stund glemt hos Laura og Victor. De har fået noget betydningsfuldt i dag. Ikke selve puslespillene. Men oplevelsen af, at postbuddet for en gangs skyld stoppede ved deres postkasse.

Her er de 18 børn
Piger:
Laura, 3 år
Emma, 7 år
Justina, 10 år
Laura, 10 år
Evelina, 11 år
Diana, 1q3 år
Dalia, 15 år
Vitalija, 16 år

Drenge:
Victor, 4 år
Liudvikas, 7 år
Renaldas, 7 år
Robert,7 år
Jonas, 8 år
Mindaugas, 9 år
Linas, 11 år
Lukas,11 år
Rune, 13 år
David, 14 år

Hjælp børnene
Du kan være med til at give de 19 børn på børnehjemmet en bedre vinter. Kig efter i garderobeskabet eller på legetøjshylden: Er der noget, du og dine børn kan undvære? Børnehjemmet mangler specielt tøj, sko og legetøj, men også sengetøj, håndklæder, sportstøj, udendørs legesager og toiletartikler vil blive modtaget med kyshånd.

Sådan gør vi
Vi har allieret os med den danske humanitære organisation Baltic Child Protection (BCP), der opsamler gaver fra læserne og får dem transporteret til Litauen. Lørdag den 10. marts og søndag den 11. marts 2012 fra kl. 12 til 18 kan du aflevere dit bidrag på adressen:
BOXIT Odense M
Rødegårdsvej 199
5230 Odense M

Ude og Hjemme kan desværre ikke hjælpe med at bringe læsernes donationer til opsamlingsstedet i Odense.

Koordiner hjælpen på Facebook
Bor du på Bornholm eller Færøerne - eller bare langt fra Odense, kan det være svært at hjælpe. Men måske kan vi hjælpe hinanden: Gå ind på Facebookgruppen "Støt børnehjem i Litauen" og skriv et indlæg. Måske kan du tilbyde at tage en pakke med fra Sjælland eller lignende. Ude og Hjemme rejser med, når de indsamlede gaver fragtes til Litauen, og forhåbentlig kan vi bringe en dejlig reportage fra dagen, når hjælpen når frem!