Den ubarmhjertige samaritaner

Da Sarahs bil gik i stykker midt om natten, kom en yngre mekaniker hende hurtigt til undsætning. Hun tilbød ham 150 kroner som tak for hjælpen, men manden havde noget helt andet i tankerne. Han greb hende om halsen og slæbte hende ind i et buskads.

”Pokkers også. Hvorfor sker sådan noget altid for mig og så midt om natten?” tænkte Sarah, en ung medicinstuderende, da motoren i hendes 12 år gamle bil begyndte at hakke og sætte ud.

Alle advarselslamper lyste på instrumentbrættet, og hun fik med nød og næppe kørt bilen i nødsporet hen til en rasteplads.

Sarah begyndte at lede efter sin mobil, så hun kunne ringe til sin kæreste for at høre, om han kunne komme hende til hjælp.

Men netop som hun skulle til at ringe op, bankede det på ruden ind til førersædet.

– Du ser ud til at have problemer. Kan jeg hjælpe? spurgte en tilsyneladende både venlig og sympatisk yngre mand.

Manden fortalte, at han var udlært mekaniker. Han havde set hende i nødsporet med langsom og hakkende fart og var blevet bekymret på hendes vegne.

Sarah blev glad ved udsigten til at få hjælp og forklarede manden, hvad der var galt. Mekanikeren mente, at der nok var noget galt med strømforsyningen, og bad hende åbne hjelmen til motorrummet.

– Det var bare en sikring, der var gået. Nu kan du køre igen, lød hans besked efter at have nørklet lidt under motorhjelmen.

Sarah var taknemmelig og ville hente 150 kroner i sin taske som påskønnelse for hjælpen. Men den fingernemme lastbilchauffør, der havde parkeret sin store truck lige bag Sarahs bil, var ikke interesseret i penge.

Kevin, en 33-årig gift familiefar med to små børn på tre og fem år, havde noget helt andet i tankerne som betaling for at hjælpe. Det blev meget hurtigt klart, at han var villig til at gå meget langt for at få det, han ville have.

Da Sarah bøjede sig ind i sin bil på den mennesketomme rasteplads, greb Kevin hende bagfra om halsen og klemte til. Hun blev slæbt med ind i et lille buskads, hvor han kvalte den unge kvinde.

Herefter gennemførte Kevin en forfærdelig forbrydelse.

Kevin gik tilbage til sin lastbil og kørte bort i sikker overbevisning om, at han havde begået et mord. Men den 23-årige kvinde var ikke død.

Sarah havde spillet død under hele akten og satte sig nu op i det mørke buskads og aflæste Kevins nummerplade. Få minutter senere fik hun slæbt sig over til sin bil og ringede til politiet.

De var fremme efter fem minutter, og takket være Sarahs oplysning om nummerpladen blev gerningsmanden et kvarter senere anholdt uden dramatik på motorvejen.

Kevin tilstod mordet og overgrebet, da håndjernene blev sat på ham. Han var stadig sikker på, at Sarah var død.

Tre måneder senere mødtes forbryder og offer igen i en retssal i København. Kevin stod tiltalt for voldtægt og forsøg på manddrab, og han gjorde intet for at undskylde sin handling.

– Jeg er ikke i stand til at forklare, hvad der skete i mit hoved den nat, forklarede familiefaren.

– Jeg er lykkelig for, at Sarah stadig er i live. Hun er en sød pige, som ikke fortjente den behandling, jeg gav hende.

Gerningsmanden blev idømt 11 år og tre måneders fængsel og blev desuden dømt til at betale Sarah en erstatning på cirka 325.000 kroner. Men hun er ligeglad med pengene.

– Forbryderen har frarøvet mig min tillid til andre mennesker. Det faktum kan nok så mange penge ikke rette op på, sagde Sarah, der stadig modtager psykoterapi for at få bearbejdet traumet.

I et år efter forbrydelsen var hun ikke i stand til at følge undervisningen på universitetet, men hvis alt går vel, bliver Sarah færdig som læge til sommer.