Det afviste barn

I tre år og tre måneder har Idas mor søgt om asyl i Danmark. Lige så længe har hun fået afslag, fordi hun ikke opfylder betingelserne. Men Idas mor tør ikke rejse, og ingen har sat magt bag beslutningen. I mellemtiden er lille Ida blevet syv år og dansk.

Foto: Steen Wrem

Når man skal besøge Ida, skal man først godkendes af vagten, før man bliver lukket ind bag gitterporten. Det tog os tre uger, så møder vi endelig Ida på syv år. Vi er i Nordsjælland, og den lille pige har glædet sig.

- Kom, du skal se mit værelse, siger hun på flydende dansk. Egentlig er det ikke hendes værelse, men det soveværelse, som hun deler med sin mor og storebror.

De tre senge står tæt pakket på de få kvadratmeter. Hun finder en lille kuffert frem, som skal forestille en mariehøne. Det er her, hun gemmer sine bedste ting. Et lille, hemmeligt skatkammer.

- Den her bog er den bedste, siger hun. Den Eventyrlige Rejse, hedder den. En børnebog af Ulf Stark og Lilian Brøgger. Ida tager forsigtigt alle tingene frem og lægger dem én efter én på sengen. Blandt andet en samling Pixi- bøger om Peter Pedal og nogle Barbie-dukker.

Ida går i 1. klasse på Blovstrød Skole ved Allerød i Nordsjælland. Hun er glad, som dagen er lang, og hendes øjne skinner som diamanter.

Henne i skolen er hun ligesom sine klassekammerater. Nysgerrig - og elektrisk efter at komme i gang med alle skolebøgerne, som fylder godt op i hendes lyserøde skoletaske. Men efter skoletid ser hendes hverdag til gengæld helt anderledes ud.

Hun stiger af Linje 381 på Sandholmgårdsvej og skal først krydse landevejen for at komme hjem. Inden hun kan komme hjem til sin mor, skal hun melde sin ankomst til vagten i porten, som er lukket med et kæmpemæssigt jerngitter. Hun smiler og siger: "Hej, hej".

Vagten gengælder hendes smil og åbner for den lille sluse ved siden af porten, så Ida kan komme ind. Sådan har det været i tre år og tre måneder.

Så længe har Ida nemlig boet sammen med sin mor og bror i Danmarks største asylcenter, Sandholmlejren i Nordsjælland, der huser i alt 500 flygtninge, som enten venter på at få deres sag behandlet eller er blevet afvist.

Ida er afvist. Men hendes mor vil ikke rejse hjem til Albanien. Moderen vurderer, at det liv, hun kan tilbyde sine børn, er bedre i Danmark, selv som uønsket.

Et liv med vold
40-årige Lume Ulliri og hendes to børn, Ida og Dori, kom til Danmark juli 2008, da Ida var tre år, og hendes storebror Dori syv.

Lume stammer oprindeligt fra en lille landsby, Gjore, i Albanien, hvor hun voksede op under slavelignende forhold og med en brutal far, som tævede hende. Hun har kun gået lidt i skole, men blev mest brugt til at arbejde på familiens husmandssted, hvor hun passede huset, lavede mad og hjalp til i marken.

Senere indgik hun i et tvangsægteskab med den mand, som i dag er børnenes far. Han overtog hurtigt, hvor Lumes far havde sluppet, og Lume fik ofte tæsk. I dag ryster Lume stadig af skræk, når hun fortæller om ham.

Familien levede under fattige kår i et lille bondehus i landsbyen Qinam i det sydøstlige Albanien, indtil en klanfejde drev dem på flugt. I Albanien løser klanerne stadig konflikter med ældgamle æresbegreber som blodhævn.

Ida og Doris far havde ifølge Lume lagt sig ud med en klan, som havde erklæret blodhævn over ham og hans familie. Han besluttede, at de skulle flygte. Man ved, at de er kommet til Danmark skjult i en lastbil sammen med andre illegale flygtninge.

Lastbilen kørte fra Kosovo og har formentlig sat flere flygtninge af undervejs. Lume og de to små børn på tre og syv år blev efter en køretur på 2.650 km sat af i Aalborg, hvor hun meldte sig på politistationen den 1. juli 2008.

Med sig havde de kun det tøj, de havde på kroppen. Familien blev sendt til Sandholmlejren, og efter et par måneder videre til Center Avnstrup på Midtsjælland, der primært huser asylansøgere, som har fået endeligt afslag på asyl og skal forlade Danmark.

Læs hele historien i Ude og Hjemme i denne uge!