Det skal nok gå Simon

12-årige Simons skolegang i Sønderjylland udviklede sig til et helvede. Han blev klassens tykke dreng og han var anderledes. Så han blev mobbet og isoleret i årevis. Han er blevet mødt med hån og tæv i skolegården. Til sidst kunne Simon ikke mere og hans mor måtte tage ham ud af skolen.

Det er stadig svært for Simon at tale om den årelange mobning, han har været udsat for. Særligt episoden hvor han blev tævet og filmet, ligger dybt i ham

 

Det skete noget uopretteligt den dag i oktober, da Simon havde fået fri fra skole. Drengene stod og ventede på ham. Men det var ikke nyt. Han blev ofte skubbet til og grinet af.

Han var næsten vant til det. Så skreg han, indtil det stoppede. Nogle gange med et par blå mærker ekstra.

Men Simon lukkede det ude og gik hjem og forsvandt ind i et Nintendo-spil eller gik en tur med sin elskede hund Nuser. Det var sådan han overlevede.

Vil du være med til at stoppe mobning? Du kan downloade Ude og Hjemmes "Stop mobning"-logo lige her som PDF eller her som JPEG.
 

Ville tirre Simon

Men den oktoberdag i Sønderjyske Bevtoft var anderledes. For drengene havde en plan, som ville løfte ydmygelsen af den i forvejen sårbare Simon til nye højder.

Som autist havde han svært ved at aflæse de andre drenges signaler. Men denne dag var han ikke i tvivl. Drengene ville tirre ham og så ville de filme ham. De ville vise, hvor gal de kunne gøre en autist. Og så ville de lægge det hele ud på Youtube, så alle kunne se det.

LÆS OGSÅ: Min mand levede et dobbeltliv

I dag mange måneder senere sidder Simon ved sin mor, 42-årige Pia Lund-Nielsen. Han er tryg for han er hjemm. Også hans 18-årige søster Melanie og hans lillesøster Tilde (10) er der.

Han smiler et skævt lidt mistroisk smil til Ude og Hjemmes udsendte, men da samtalen når til oktoberdagen, driver en smerte over den lille drengs ansigt. Han får vand i øjnene og kigger mere og mere forkrampet ned i bordet, mens han begynder at kradse sig selv på hånden. Først en time senere er han i stand til at fortælle lidt om dagen.

- Hvad kunne jeg gøre? Jeg forsøgte at kaste dem væk. Men de var for mange. De var en på hver arm. Jeg kunne ikke gøre noget. Det var den værste dag i mit liv, fortæller Simon.

Og sådan gik det. Mens han kæmpede og skreg, og tårerne flød, så blev han filmet og hånet. Bagefter var han så flov og krænket, at han ikke kunne gøre andet end bare at gemme sig.

Havde gemt sig

Senere kørte hans mor og søskende rundt i Bevtoft for at lede. Simon kom altid hjem straks efter skole, så noget var galt.

- Jeg var bange. Jeg vidste, at han nogle gange blev tævet. Selvom jeg havde forsøgt at råbe både skolen og forældrene op, så stoppede det ikke. Så jeg var bange for, at han blev holdt tilbage, fortæller Pia.

Det blev Melanie, der så ham fra bilruden. Simon havde gemt sig bag busskuret og lå i forsterstilling.

- Han havde aldrig reageret sådan før. Jeg kunne slet ikke få ham med ind i bilen. Han var fuldstændig sønderknust og jeg var nødt til at trække ham med. Han nægtede at fortælle, hvad der var sket. Først senere fik vi ham til at åbne sig, fortæller Melanie.

LÆS OGSÅ: Jeg sendte min far i fængsel

Dengang blev drengenes telefoner konfiskeret af skoleledelsen. Men på det tidspunkt havde de fået kolde fødder - og formentlig slettet videoen.

- Efter den episode var det ligesom om, han fik fred et par måneder. Men så startede det igen. Jeg er sikker på, at skoleledelsen forsøgte at stoppe det. Men forældrene til mobberne bakkede ikke op. Så det blev igen sjovt at tyre bolden efter Simon eller råbe efter ham. Tæv fik han også.

Det år havde han 53 fraværsdage, fordi han hele tiden var syg med hovedpine og diarre, når han skulle i skole. Nogle gange kastede han også op. Så er det virkelig hårdt at køre sin dreng i skole, fortæller Pia.

Søster forsvarede Simon

Men det var også hårdt for lillesøster Tilde. Hun så nemlig, hvordan hendes storebror blev mobbet. - Nogle gange forsøgte jeg at hjælpe ham. Men det var svært. Og de voksne sagde, at jeg bare skulle lade som om Simon ikke var min bror, fortæller Tilde, der dog ikke kunne lade være med at forsvare Simon. Pia så det ske, da hun en dag skulle hente sin børn i SFO'en.

- Jeg ser bare en kæmpe flok børn ovenpå hinanden i sandkassen. Øverst ligger Tilde, der river en i håret og slår en anden. Hun er ved at rykke dem væk. Og så helt nedefra kommer min dreng stortudende ud. Det var sket uden nogle af voksne havde grebet ind, fortæller Pia.

Her i maj tog Pia konsekvensen. Simon var stadig mere ked af det. Og Tilde var forvandlet fra en glad og populær pige til en aggressiv hævner.

Holdt ham hjemme

- Jeg tog simpelthen Simon ud af skolen 12 uger før ferien. Jeg har holdt ham hjemme og gjorde det klart for kommunen, at han bliver her, indtil han har fået en plads på en anden skole. Det er drastisk. Men det har jeg været nødt til, fortæller Pia.

Og det er muligvis det bedste der nogen sinde er sket for Simon. Han er netop startet på Høllevang Skole i Toftlund, hvor han går i en klasse med syv børn, der alle har specielle behov.

- Det har faktisk været helt fantastisk. Simon var meget bange, inden han startede. Men allerede nu kommer han jo hjem hoppende som et tigerdyr. Han er blevet så glad. Og det ser ud til, at han allerede er ved at få sin første ven. Noget han aldrig rigtig har prøvet før, lyder det fra Pia.