Det usandsynlige skete: Tvillinger med hver sin kræftsygdom

Tvillinger er dobbeltlykke, men også dobbeltulykke, når begge rammes af sygdom. Det har Stine og Eirik prøvet med deres tveæggede tvillinger, Emil og Vetle, der har haft hver sin kræftdiagnose.

– Jeg sendte en besked til min mor om, at vi tog til sygehuset. Hun mødte os der og tog 6-årige Emil med i kantinen. De købte boller og en lille lægekuffert. Emil var glad og uvidende. Han klatrede rundt og mumlede et par gange, at han ville hjem. Men vi andre vidste, at han ikke skulle hjem.

Sådan husker forældrene, Stine Sandtven-Thrane, 33, og Eirik Sandtven-Thrane, 34, dagen, hvor deres søn Emil fik diagnosen akut lymfatisk leukæmi – blodkræft.

Men det var ikke første gang, et af den norske families nu i alt fem børn blev ramt af kræft.

I 2012 fik Emils tvillingebror – dengang kun tre måneder gamle Vetle – konstateret kræft i øjet.

Mors uro

Stine, der er læge, lagde mærke til, at Emils lymfeknuder var meget store og stadig blev større. Han var også pludselig blevet bleg i ansigtet.

Eirik prøvede at berolige Stine, der var højgravid med familiens femte barn. Det var nok bare graviditeten, der gjorde hende mere bekymret, mente han.

Men Stines uro stoppede ikke, og hun tog til lægen med Emil, hvor han fik taget blodprøver, som viste, at en meget lav blodprocent. Stine var sikker på, at det var leukæmi.

Det stemte. Lægerne på sygehuset var ikke i tvivl.

Familiens verden ramlede sammen.

– Skal Emil dø? spurgte tvillingebroren Vetle.

– Hjemme var alt kaos. Medicinen, som Emil fik, gjorde ham udadreagerende. Han var så rasende, at jeg slet ikke kan beskrive det, husker Stine.

Den 6-åriges hverdag ændrede sig fra glæde og leg til sygehusture, behandling og medicin. Det tog hårdt på ham. Hans hår forsvandt. Huden blev blegere. Han fik synlige blå ringe om øjnene, og langsomt forsvandt hans energi.

Har fået energien tilbage

Stine var overbevist om, at de aldrig ville kunne komme igennem det med så mange små børn. Hun blev ved med at tænke, at hun måtte bortadoptere barnet i maven, som var kuglerund for fjerde gang i hendes liv. 

Men heldigvis er prognoserne for lille Emil i dag gode. Han skal gå i behandling frem til juni 2020, og imens tager familien en dag ad gangen. Heldigvis kan de nu efter nogle benhårde måneder finde hvilepulsen i en lidt roligere periode med lettere medicinering.

– Nu begynder hans hår at gro igen, og hudfarven ser næsten normal ud. Jeg har desuden valgt at trimme håret på alle drengene, så han ligner de andre mere.

Emil har fået energien tilbage. Førhen tilbragte han hele dagen sovende på sofaen, men nu kan han komme ud og lege med sine brødre i børnehaven. Der er igen fuld fart på ham.

– Og med det samme han kommer hjem, lyder spørgsmålet ”hvor er håndspritten?” Han tager det svækkede immunforsvar alvorligt, fortæller Eirik.

Hvorfor mig?

Men forældrene kan stadig mærke, at Emil er ked af, at sygdommen lige skulle ramme ham. Nogle gange giver han Stine skylden. For det var hende, der tog ham med til lægen for at få tjekket lymfeknuderne.

– Hvorfor var det kun mig, som fik sådan nogle kugler? spørger han en gang imellem.

Så forklarer Stine og Eirik, at han har præcis den samme sygdom, som tvillingebror Vetle havde før. Han havde det bare i øjet, mens Emil har det i blodet.

Vetle var blot 3 måneder, da han fik diagnosen retinoblastoma – en hidsig kræfttype, som sidder i øjet.

Til tremåneders kontrol hos lægen lagde han mærke til, at der var noget unormalt i babyens øje. Vetle begyndte straks i behandling – med kemo hver tredje uge i seks omgange.

– Vi var utrolig heldige, fordi sygdommen blev opdaget så tidligt. Oftest opdages det først, når barnet er 1 eller 2 år, og på det tidspunkt har kræften udviklet sig så meget, at barnet ofte mister synet helt, siger Stine. 

Bange for tilbagefald

I dag, seks år senere, har Vetle lidt nedsat syn på det ene øje, og han bruger klap for øjet to timer hver dag. Derudover har han ingen plager eller senfølger.

Men med kræft hos to ud af fem børn har forældrene svært ved at tage det helt roligt. Også selv om de har fået lavet mange undersøgelser, der viser, at det er helt tilfældigt, at kræften har ramt begge tvillinger, og at det altså ikke er noget genetisk.

– De siger, at man ikke bliver ramt af lynet to gange. Men det passer ikke på os længere, siger Eirik.

Stine kalder sig selv for hypokonder nummer et. Som læge overanalyserer hun alle symptomer.

– Jeg er dødsens bange for tilbagefald. Og jeg går med en angst for, at alle børnene skal blive dødsyge, siger Stine.

Heldigvis bliver dagene fyldt op med mere end bare skræmmende tanker om fremtiden. Hjemme hos familien Sandtven-Thrane er der højt tempo fra morgen til aften. For mens den ene gut hopper på trampolinen, rutsjer den anden ned ad rutsjebanen og den tredje sidder på gyngen. Babyen må ammes, og den 4-årige skal lige have en brødskive.