Efter kræftsygdommen: Jeg bliver aldrig den samme igen

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Charlotta som 35-årig fik brystkræft. Selv om hun er rask i dag, har alting ændret sig for hende.

Da Charlotta ved et tilfælde mærkede en knude i sit ene bryst, var hun slet ikke i tvivl om, at det var kræft. Tanken gjorde hende panisk og angsten for at dø fra sine børn nærmest handlingslammet.

I dag er det seks år siden, og hun husker det så tydeligt, som var det i går.

Indtil da havde hun haft følelsen af at være en heldig kvinde. Med syv års ufrivillig barnløshed var det lykkedes hende og hendes mand Lars at blive forældre til tre børn på blot tre år. Men så mærkede hun knuden, der vendte op og ned på familielivet.

– Jeg så for mig, hvordan min fremtid blev taget fra mig, husker Charlotta Lindgren, der bor i svenske Vindeln.

Læs også: Overlevede brystkræft: Viser stolt sine ar

Insisterede på mammografi

Hos lægen fik Charlotta at vide, at det højst sandsynligt ikke var kræft, når hun kun var 35 år. Faktisk lovede sygeplejersken i telefonen, at Charlotta ikke havde kræft. Men det beroligede hende ikke, og hun insisterede på at få lavet en mammografi.

Den viste, at der faktisk var to ondartede knuder.

– Da lægen sagde til mig, at hun havde brug for at lave en biopsi, blev jeg helt hysterisk. Tårerne flød bare, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg havde fået en dødsdom. Lægen lagde en hånd på min skulder og sagde roligt, at jeg ikke skulle dø, og det lykkedes mig at tage det til mig. Jeg ønskede jo ikke at dø ...

Læs også: Fik fjernet bryster og æggestokke: Jeg ville ikke leve med frygten

Ude af sig selv

Men dødsangsten lå konstant på lur, og mens hun ventede på prøvesvarene, var hun helt ude af sig selv.

– Da svaret kom, ville jeg straks vide, om jeg havde kræft, og da lægen nikkede, kollapsede min verden. Jeg vidste, at jeg for altid ville frygte sygdommen, fortæller Charlotta bevæget.

Usikker fremtid

Selv om det er seks år siden, at Charlotta blev syg, er hun stadig påvirket af at fortælle sin historie, fordi det var en så trist og frustrerende periode. En periode, hun føler, at hun var for ung til at skulle opleve allerede.

For der kom en anden kvinde ud på den anden side. Før var hun som andre unge kvinder. Ubekymret og uden tanke for livets skrøbelighed. I dag føles fremtiden mere usikker og skræmmende. Charlotta tager intet for givet og er opmærksom på det mindste.

For hende kan hoste betyde mestaser i lungerne og muskelsmerter spredning af kræften. Tilsyneladende ubetydelige symptomer kan hun ikke længere afvise med et skuldertræk.

Læs også: Alenemor har kræft: Jeg frygter at dø fra min datter

Tættere på døden

Charlotta vil gerne forklare sin oplevelse med respekt for andre, der har været igennem en kræftsygdom, og som bagefter føler sig både stærkere og gladere. Samtidig vil hun gerne vise, at det er o.k. at føle, at det er dybt urimeligt og undertiden et rent helvede at få kræft.

– Jeg var allerede meget taknemmelig for livet, inden jeg fik kræft. Forskellen er, at jeg nu ved, at jeg er tættere på døden. I min optik er der ikke noget godt ved det. Jeg vågner ikke om morgenen med et smil og føler glæde over livet. Kræften har ødelagt så meget, og jeg ville give alt for ikke at have fået den, fastslår hun.

Alvorlig diagnose

Hun kæmpede sig igennem, selv om der var tale om en rigtig alvorlig diagnose, hvor der var 50 procents chance for at overleve. Efter to år uden tilbagefald var prognosen mere lys, og det klamrede hun sig til.

– Jeg ønskede kun at overleve og lagde mit liv i lægernes hænder. Jeg ville ikke vide noget om diagnosen, men kun have dem til at gøre alt, hvad de kunne, fortæller Charlotta, der fik fjernet sit ene syge bryst og bad om også at få fjernet det raske for at forebygge kræft. Men det ville lægerne ikke.

Læs også: Ofrede sit liv for sin datter

Dybt sort hul

Efter operationen røg hun ned i et stort sort hul og havde svært ved at finde glæde over livet.

Hørte hun en smuk sang i radioen, tænkte hun, at den ville passe godt til hendes begravelse. Faktisk forestillede hun sig, hvordan det ville være for hendes børn og mand, hvis hun døde.

– Det er jo en kendsgerning, at nogle kræftramte med en god prognose for at overleve rent faktisk dør alligevel. Hvorfor skulle det ikke være mig? tænkte jeg. Jeg ønskede virkelig at være positiv og håbefuld, men det var meget svært, siger Charlotta, der kun takket være sine børn kom ud af sengen hver morgen.

Gravid mod alle odds

Hun havde ikke lyst til at planlægge forud, og hvis nogen spurgte, hvad familien skulle i sommerferien, ville hun ikke svare. For det var jo ikke sikkert, at hun var der til den tid.

– Jeg har fået så mange velmenende råd fra folk, der ikke har haft nogen idé om, hvad jeg er gået igennem. Jeg fik at vide, at jeg skulle holde mig fra sukker, fordi det udløser kræft. Jeg har fået at vide, at jeg skulle drikke min urin eller birke-askesaft. Men når man er syg, er man også helt filterløs og bange for næsten alt, hvis man ikke følger de forskellige råd. Måske fungerer birkeaskesaft, og så drikker man det.

Et år efter kræftdiagnosen skete der noget, der overvældende hende, og som blev et vendepunkt.

Syv måneder efter at kræftbehandlingen var afsluttet, viste det sig, at Charlotta – mod alle odds – var gravid med sit fjerde barn. Hun havde ellers fået at vide, at hun sandsynligvis ville blive steril efter kemoen – noget, der ikke var vigtigt for hende, fordi hun allerede var mor til tre.

Læs også: Forskere: Blodprøve vil kunne forudse brystkræft

Et lille nyt liv

– Graviditeten kom som en overraskelse, og jeg følte meget stærkt, at det var skæbnen. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg skulle dø, når der voksede et nyt liv inde i mig.

Charlotta smiler, når hun fortæller om den lykkefølelse, der ramte hende, da lille Gösta kom til verden. Også selv om hun kort efter blev diagnosticeret med kræft i skjoldbruskkirtlen.

– Det lyder måske underligt, men for mig var det godt, at det var en ny kræft og ikke en metastase. Det viste sig også at være en mild form med en god prognose, så jeg var ikke bange som første gang.

Elsker hverdagen

I dag har Charlotta det godt. For et par måneder siden fik hun fjernet sit andet bryst for at være på den sikre side, og det er hun meget tilfreds med.

På papiret er hun rask, men lever stadig med fysiske og mentale ar. Bekymringerne gnaver indimellem, og hun tager intet for givet eller lægger langsigtede planer.

– Jeg bliver aldrig den samme, og det synes jeg er enormt trist. Da min ældste søn lærte at cykle, var det følelsesmæssigt en milepæl, som jeg nåede at opleve. Men jeg ville hellere bare have været en stolt mor. Jeg ville ønske, at jeg kunne være så ubekymret som før og tillade mig at brokke over banaliteter. Det føler jeg ikke rigtig, at jeg kan, når jeg har oplevet det værste og bare bør være taknemmelig for at leve. Men det bliver da bedre. Forleden tænkte jeg, at jeg skulle tabe mig. Det var en vidunderlig tanke, fordi det handler om livet og hverdagen. Ordet hverdag er det smukkeste, der findes, siger hun.  

Læs også: Henriette mistede sin mand og fik brystkræft