Emilie mistede sin far som 9-årig: Jeg skammede mig over min sorg

Emilie mistede sin far, da hun var 9 år. Hun prøvede at flygte fra sin sorg, men savnet ramte for alvor i teenageårene. Inden hun begyndte i sorggruppe, følte hun skam over at være ked af det. I dag har hun lært, at det er okay.

Emilie var som 9-årig med sin mor til frisør for at få klippet spidserne. Mens frisøren svingede saksen, ringede et nummer, som Emilies mor Betine ikke genkendte på mobilens display. Det var en mand, der havde fundet Emilies far ukontaktbar på jorden. Han var faldet om og indlagt på sygehuset.

Faderen havde pludselig fået en hjerneblødning, og der var intet at gøre, det var bare et spørgsmål om tid. Han var indlagt i tre dage, mens Emilie blev passet af nogle tætte venner til familien. Det var også dem, der fortalte Emilie den hårde besked, at hendes far var død.

Emilie husker tydeligt den dag, hun så sin far for sidste gang. Mørket var ved at bryde igennem, for det var om aftenen, hun kom til sygehuset. Med langsomme skridt nærmede hun sig den stue, hvor hendes far lå. Her blev hun mødt af kendte ansigter, for familien var allerede mødt op. Der lå blomster på sengen, og hendes far var helt gul i huden. Han lignede langt fra den glade og energiske far, hun havde elsket hele livet.

– Det føltes uvirkeligt. Det hele var gået så stærkt, at det ikke var gået op for mig. Jeg forstod godt, at min far var død, men ikke hvad det ville betyde, fortæller nu 17-årige Emilie Simonsen fra Fårvang.

Læs også: Pludselig bliver man alene

En humørbombe

Emilies far havde sit eget lastbilfirma og var vant til at køre lange ture både til Norge og Sverige. Emilie har sovet utallige timer i lastbilens førerhus, mens landskabet susede forbi uden for lastbilens ruder.

Hun mindes især faderens gode humør og smittende latter. Han var en humørbombe, der var vellidt af alle. En gang kom familien hjem fra en ferie i Thailand, hvor faderen for sjov havde stillet et ”Til salg”-skilt ude foran familiens hus.

– Jeg husker bedst min far fra alle vores fælles campingture. Når vi var derhjemme, havde han travlt, og telefonen ringede uafbrudt, men når vi var på camping, var vi sammen. Det var trygt og dejligt, forklarer Emilie.

Emilie har altid været fars pige og bliver glad, når folk siger, at hun ligner sin far. For på den måde er der stadig en del af ham, han er ikke helt forsvundet. Hun har arvet sin fars skæve næse og fortænder. Personligt ligner hun ham også, hvor hun på gode dage altid er klar på fis og ballade. Når hendes mor og storesøster tog på loppemarkeder, foretrak hun at køre lastbil med sin far.

Svære dage

Emilie kom i skole nogle dage efter faderens død. Hun sad musestille på en stol i lokalet, da klasselæreren fortalte, hvad der var sket. De gik i 2. klasse, og der var ingen, som spurgte ind til, hvad der var sket. De var bange for at gøre Emilie ked af det, men i virkeligheden var hun ked af det.

I de efterfølgende år var der heller ikke nogen, der turde spørge ind til faderens død.

– Det var frustrerende, at ingen spurgte, hvordan jeg havde det, når min fars død fyldte så meget. De behøvede ikke at sige noget, bare de var der, siger Emilie, der følte sig anderledes efter faderens død.

På en måde var det befriende for Emilie at komme i skole, for så havde hun et frirum, hvor hun ikke skulle forholde sig til faderens død. Hun kunne tænke på noget andet end det, der foregik derhjemme. Andre dage blev sorgen for overvældende. Der var ingen, som forstod hende. I årene efter prøvede hun at løbe fra tanken om faderens død, men den blev ved med at indhente hende. 

– Jo ældre jeg blev, desto mere gik det op for mig, at jeg ikke skulle se ham igen. Det var svært at erkende, fortæller Emilie.

Hun savner især sin far til højtider og mærkedage. På de dage bliver det ekstra tydeligt, at hendes far mangler. Julen er det værste, for her samles familien og tænder adventskrans og går rundt om juletræet. Før elskede Emilie at høre julemusik og glædede sig til jul, sådan er det ikke længere. De har flere gange lavet noget helt andet, og et år holdt de jul i London for at komme væk og glemme.

– Jeg kan stadig få en knude i maven, når julen nærmer sig. Den skal bare overstås. Den er ikke noget, jeg ser frem til. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på det, jeg havde en gang, og det, jeg har i dag, siger Emilie.

Læs også: Lines sorg: Far slog mor ihjel 

Græd på toilettet

Savnet til hendes far ramte hårdt i begyndelsen af teenageårene. Hun begyndte at få det svært socialt og kunne ikke koncentrere sig i timerne. Hun kunne sidde og stirre tomt ud ad vinduet i timevis. Hun ville ikke vise, hvordan hun havde det. Hun opstillede en facade, hvor hun udadtil var smilende og havde det fint, men indeni var hun ked af det.

Når hun blev ked af det i skolen, gemte hun sig på toilettet, for ingen måtte se, hvordan hun havde det. Knuden i maven voksede sig større, og nogle gange kunne hun sidde alene på toilettet i flere timer, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

Emilie havde ikke fået bearbejdet sin sorg. Hun talte aldrig med sine venner om det, for de forstod ikke, hvordan hun havde det. Derhjemme snakkede de heller ikke om faderens død, da de var bange for at gøre hinanden kede af det.

Sorggruppen

– Jeg skammede mig, når jeg var ked af det, fortæller Emilie.   

Emilie var nervøs, inden hun trådte ind ad døren til sorggruppen som 13-årig. Første gang turde hun ikke sige noget, for hun var genert og ikke vant til at tale om de svære følelser. Men de andre i gruppen fortalte åbent og ærligt om deres forældre, så næste gang havde hun samlet mod til sig. Og mødet med de andre i sorggruppen gjorde en forskel. Her var alle i samme båd, og Emilie fandt ud af, at der var andre med de samme tanker som hende. I gruppen var hun ikke anderledes.

– Jeg havde brug for at vide, at der var andre, der havde det ligesom jeg. Alle forstod hinanden. I begyndelsen var det mærkeligt at sige højt, for jeg havde aldrig fortalt nogen om mine følelser, men det lettede, forklarer Emilie.

Hun stoppede efter to år, hvor sorggruppen var nødt til at lukke, da de ikke kunne skaffe nye frivillige ledere. De to år i sorggruppen havde gjort en forskel for Emilie. I dag er hun mere åben og bedre til at sige, når hun har det skidt og har brug for en krammer. Hun har lært, at det er okay at være ked af det.

Læs også: Mor er stadig med mig

Lever med savnet

Et ordsprog siger, at tiden læger alle sår, men selv om det er over otte år siden, at Emilie så sin far for sidste gang, er der stadig dage, hvor det er hårdt, og hvor hun savner sin fars gennemtrængende latter. Men savnet fylder ikke på samme måde.

– Jeg har ikke accepteret, at jeg aldrig skal se min far igen, men jeg har lært at leve med det, siger Emilie.

I dag har hun fortrudt, at hun ikke fortalte til andre, hvordan hun havde det efter faderens død. Hun ville ønske, at hun havde været mere åben og ikke gået med sorgen selv. Det kunne have sparet hende fra mange års tomhed. Hendes bedste råd til andre er derfor, at man skal bryde tavsheden og snakke om sin sorg.