Endelig forstår mor mig

10-årige Julie, der medvirker i Kanal 4’s dokumentarserie ”Kunsten at overleve som barn”, har lært at styre sit iltre temperament og har langt om længe fået sin mors accept.

Foto: Gregers Overvad

Julie er et af de fire børn, seerne kan møde i tv-serien, der giver et sjældent indblik i, hvordan det er at vokse op i en udsat familie i Danmark.
Gennem et år er børnene og deres kamp for at klare sig i hverdagen blevet fulgt, og programmet afslører, at det er en kunst at overleve som barn, når man både har problemer derhjemme og i skolen.

Mors accept
Julie fik ikke den bedste start på livet. Moderen led af en fødselsdepression i Julies første fire leveår. Det betød blandt andet, at den lille pige måtte kæmpe for sin mors accept. For kærligheden til Julie fulgte ikke naturligt med ved fødslen, som den havde gjort for hendes storebror.
- Jeg orkede hende simpelthen ikke. Hun blev sat i sin skråstol, og så læste jeg ugeblade, siger Julies mor, Charlotte Gram, ærligt.

Læs også: Mød Andreas fra børnehjemmet Valdemarhus

Krævede meget
Men Julie orkede til gengæld sin mor. Hun hang i hendes bukseben, væltede sit glas mælk ved aftensmaden eller svarede uartigt igen - alt sammen for blot at blive set og hørt.
Og det virkede. Men resultatet var skældud og efterfølgende masser af tårer.
- I dag kan jeg jo godt se, hvad hun prøvede på. Men på det tidspunkt havde jeg bare ikke overskuddet. Der var altid gang i hende, og hun krævede meget mere af mig, end hendes storebror havde gjort i den alder, erkender 34-årige Charlotte.

Skældte ud
Da Julie var skoleklar, flyttede familien fra Nørrebro til Stevns. Da blev det for alvor svært for den lille storbypige.
Julie kunne ikke sidde stille, ville bestemme over klassekammeraterne - og skældte ud på lærerne. Og når hendes mor så efterfølgende kunne læse om det i kontaktbogen, stod den på en omgang mere skældud derhjemme.

Fik diagnose
- Jeg lyttede ikke til Julies forklaringer, men valgte at stole på lærerne. Herhjemme havde hun jo også svært ved at høre efter nogle gange, forklarer Charlotte, der i dag fortryder hun, at hun ikke stolede mere på sin datter.
For hvad man ikke får at se i dokumentaren, er, at Julie har ADHD. Hun fik diagnosen længe efter, de snurrende tv-kameraer slukkede.

Læs også: Søs tog børnene på flugt

I specialskole
- Jeg er blevet meget bedre til at sidde stille og høre efter, siger Julie, der nu får medicinsk behandling, genert.
Hun har forladt den almindelige folkeskole, der ikke kunne rumme hende, og i stedet fået en plads i en specialskole.

Bedre forhold
Forholdet til hendes mor er blevet væsentligt bedre. Faktisk bedre, end det nogensinde har været.
- Mor forstår mig bedre nu. Vi skændes ikke så meget mere, siger Julie og lader sin mor om at uddybe nærmere.
- Jeg elsker Julie, fordi hun er Julie og ingen anden. Jeg elsker hendes surhed, overstadighed og de ting, hun kommer hjem med fra skolen. Det har taget mig lang tid, men nu føler jeg, at jeg endelig forstår hende, siger Charlotte.