Et år efter terrorangrebet i Stockholm: Jeg har stadig mareridt

Suzanne lever sit liv med mindre armbevægelser efter det traumatiske terrorangreb. Hun får panikanfald, når hun ser en lastbil, og hun tør ikke være i større forsamlinger. Men hun er ikke bange for at se terroristen i øjnene under retssagen.

Den 7. april 2017 brugte den terroranklagede usbeker Rakhmat Akilov en lastbil som våben, da han med høj fart mejede sagesløse fodgængere ned langs Drottningggatan i det centrale Stockholm. Fem personer blev dræbt, og hundredvis af mennesker flygtede i panik, da køretøjet buldrede frem.

Dødskørslen skete efter lignende terrorangreb med lastbiler i Nice og Berlin med hundredevis af døde og kvæstede til følge.

Suzanne Diamantakidou, 59, er en af de overlevende og et af de mange vidner i den efterfølgende retssag. Lastbilen fór forbi 30 centimeter foran hende, og hun kastede sig bagud i indgangen til en butik. Siden fulgte mange timer i skræk og rædsel, inden hun følte, at hun var i sikkerhed.    

Hændelsen har sat dybe spor i Suzanne, og et år senere kæmper hun stadig med mareridtsagtige minder og posttraumatisk stress.

– Nu forstår jeg, hvad terror indebærer. Det er skræk i sin værste form. Der er stadig meget, som jeg er bange for, og som hurtigt sætter panikken og angsten i gang. Det gør, at jeg ikke kan leve et normalt liv. Ikke endnu, siger hun.

Læs også: Ferien endte i mareridt: Mistede mine ben i et jordskælv

Som en krigszone

Suzannes indre kamp for at overvinde rædslen og genvinde kontrollen over sit liv er også synlig udadtil. Hun er tydelig og detaljeret i sin beskrivelse af hændelsen og genfortæller den traumatiske oplevelse uden at dirre med stemmen en eneste gang.

Fredag den 7. april gik Suzanne tidligere hjem fra sit job ved det svenske teleselskab Ericsson i forstaden Kista og tog metroen ind til det centrale Stockholm.

– Jeg stod af ved metrostationen T-Centralen. Det gør jeg ellers aldrig, men jeg havde bestemt mig for at gå i byen og handle lidt, forklarer hun.

Da Suzanne kom op fra metrostationen, tog hun hen til H&M på Drottninggatan. Da hun gik ud ad butikken, skete det uhyggelige.

– Lastbilen med Akilov drønede forbi lige foran mig. Jeg var bare 30 centimeter fra at blive påkørt. Jeg tænkte med det samme, at ”det her er en terrorist”, og så kastede jeg mig bagud i indgangen.

Derfra havde hun udsigt over gerningspladsen, som nu lignede en krigszone med dødsofre og mennesker, der flygtede i panik i forskellige retninger.

– Jeg så, at der sad en barnevogn fast under lastbilen, og tænkte, at et barn var blevet dræbt, og derefter så jeg lastbilen køre ind i indgangen til stormagasinet Åhléns, og at det begyndte at brænde. Nogle unger piger, som ikke forstod, hvad der var sket, kom ud på gaden, og jeg råbte til dem, at de skulle gå tilbage i forretningen. Jeg vidste jo ikke, hvad der kunne ske bagefter, om der ville lyde et brag, eller om der var flere attentater undervejs. Det var forfærdeligt. Jeg følte bare skræk og panik, fortæller Suzanne. 

Se også: Cecilie blev stukket 46 gange: Troede jeg skulle dø fra min datter

Er bange for alt

Da hun forsøgte at ringe til sine nærmeste, fik hun ikke kontakt, fordi mobilnetværket var overbelastet. Til sidst måtte hun via Facebook meddele, at hun var uskadt. Herefter fik hun en besked fra en veninde, som opfordrede Suzanne til at komme hen på venindens nærliggende arbejdsplads på Norrlandsgatan.

– Jeg var bange hele tiden og gik med ryggen tæt op ad husmurene. Jeg så potentielle trusler overalt. Jeg kan huske en fyr fra Mellemøsten, som rystede af skræk over, at han kunne blive mistænkt for at være terrorist. Og jeg mødte masser af mennesker, som løb uden at vide, hvor de skulle hen, siger Suzanne.

Det lykkedes hende at nå frem til Norrlandsgatan, og sammen med veninden sad hun klistret til tv’et og fulgte nyhedsopdateringerne. Først sent på aftenen var hun i stand til at tage hjem til sin mand i forstaden Tyresö.

– Da jeg kom uden for byen og ud på vejene, hvor trafikken flød normalt, kunne jeg endelig slappe lidt af. Der følte jeg mig sikker.

Hører lyden af dækkene

De første dage efter angrebet var hun i chok og lå bare på sofaen og så nyheder. Hun var træt og medtaget og orkede ikke at arbejde. De følgende uger turde hun ikke tage hen på jobbet, men arbejdede i stedet hjemmefra.

Hændelsen har påvirket Suzanne dybt, og hun er stadig langt fra sit gamle jeg. De skrækkelige timer har sat sig fast, og der skal ikke meget til, før hun bliver grebet af angst og ubehag.

– Jeg har stadig mareridt, hvor jeg hører lyden af dækkene. Jeg tør ikke at køre i bil. Og jeg går i panik, når jeg ser en lastbil. Metroen tager jeg helst ikke. Når jeg skal på arbejde, tager jeg en anden vej, så jeg kun behøver at køre i bus. Det tager meget længere tid, men jeg slipper for metroen, siger Suzanne og fortsætter:

– Jeg kan ikke være i større forsamlinger. Så tænker jeg kun på, hvad der kunne ske. Det er nok svært for andre at sætte sig ind i og forstå, hvorfor det tager så lang tid at komme over. Der er så mange situationer, som jeg kobler sammen med attentatet, og som gør, at jeg ikke kan leve et normalt liv.

Læs også: Mia ville beskytte sin bror og udviklede angst: Jeg tør ikke gå udenfor

Vil ikke være bange   

Suzanne er et af hundredvis af vidner i retssagen mod Akilov.

– Det er klart, at jeg har tænkt på, at der kan ske mig noget, hvis jeg vidner, men jeg stoler på politiet. De har været fantastiske, og jeg tror på, at de tager god hånd om os. De beskytter os.

At stå ansigt til ansigt med Rakhmat Akilov i retten skræmmer hende ikke. Hun skal nok vidne og har selv ønsket at være med under retssagen.

– Nej, jeg er ikke bange for ham. Jeg føler, at det er vigtigt at være med under afhøringen. Jeg vil være med og få ham kendt skyldig og idømt en straf. Jeg ønsker, at han får en lang straf. Efter dét kan jeg komme videre.

Suzanne vender tilbage til de posttraumatiske symptomer, som hun kæmper imod, og som tager tid at overvinde. For at komme tilbage på sporet har hun sat sig nogle delmål, så det bliver lettere at overskue.

– Mit mål er, at jeg skal kunne køre bil snart, og at jeg skal kunne gå en tur på Drottninggatan igen. I løbet af foråret skal jeg tage ind til Kungsträdgården i Stockholm og se kirsebærtræerne blomstre. Jeg har besluttet mig for, at det skal lykkes for mig, og at jeg skal tage tilbage til Stockholm. Jeg vil ikke være bange mere. Sådan bliver det nødt til at være. Jeg skal lykkes med det. Ellers har han jo vundet.