Far! En mand vil dræbe os

16-årige Elisabeth Trønnes Lie var på Utøya. Det samme var massemorderen Anders Behring Breivik. Det vidste hendes far dog intet om, da Elisabeth ringede panikslagen hjem og sagde, at en mand i politiuniform var i gang med at skyde de unge. Sekunder efter blev Elisabeth selv dræbt.

Foto: Morten Mejnecke

Datterens rædselsslagne stemme i telefonen har for altid ætset sig ind i sjælen på Freddy Lie. De angste skrig i baggrunden var ikke til at tage fejl af. Elisabeth havde desperat brug for hjælp, så Freddy Lie gjorde det eneste, han kunne.

Han ringede til politiet og sprang ind i sin bil og kørte fra Oslo til Utøya med fuld tryk på speederen. Det tog lidt over 30 minutter, og det var umuligt at ringe Elisabeth op i løbet af turen derud. Midt i det frygtelige telefonopkald var forbindelsen til datteren røget.

Freddy Lie ved det godt i dag. At mens han kastede sin personvogn ind i svingene mod Utøya, var hans værste frygt allerede blevet til virkelighed. Elisabeth havde ikke en chance, da Anders Behring Breivik nærmede sig skydende på alt og alle, fast besluttet på at tage ethvert liv, han stødte på.

Det første drab ramte lejrens vagt gennem 20 år, Trond Berntsen. Han blev skudt foran sin 10-årige søn Erland, og drabet vidner om den ubarmhjertighed, Breivik besad, da han fortsatte over mod øens cafebygning.

Det var her, Elisabeth havde søgt tilflugt, da hun angst ringede til sin far. Det var også her, hun blev fundet skudt. Nøjagtig som Breivik forudsagde i sit 1400 siders had-manifest, som allerede lå på internettet. To skud i hovedet skulle hans ofre have.


Elisabeth og Cathrine.

Hørte datter dø
Den dag, den 22. juli 2011, lykkedes det Breivik at dræbe yderligere 68 mennesker på den ellers så idylliske klippeø i Tyrifjorden. Den værste terrorhandling i Norges historie var en realitet. Nu fire måneder senere hører Freddy Lie stadig sin datters stemme, når han går i seng. Og forsøger at sove. Men det er svært.

- Jeg havde jo Elisabeth i røret, da hun blev ramt, nærmest hvisker han. Han gnider sig hen over de gråtonede skægstubbe med et opgivende udtryk i ansigtet.

- På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor galt det var. Men jeg vidste, at det var ved at ske noget frygteligt. Det var forfærdeligt. Jeg hørte paniske skrig og skud. Jeg tænkte, at det var voldtægt eller sådan noget. Jeg kunne ikke forstille mig, at en gal mand var ved at myrde vores datter og mange af de andre unge mennesker på Utøya. Det var så uvirkeligt, fortæller Freddy Lie, der er dybt traumatiseret af sit tab.

Det samme er Marit Lie, Freddys ekskone og mor til Elisabeth. Familien har besluttet at fortælle deres historie til Ude og Hjemme, og derfor sidder vi nu her i familiens hjemby, Halden, med en anden af tragediens hovedpersoner - Cathrine Trønnes Lie, Elisabeths 17-årige storesøster.

Også hun var på Utøya, og også hun er mærket for livet af massakren. For mens hendes far hastede mod Utøya i sin bil, var Breivik for alvor gået i gang med at myrde løs på den ø, hvor han allerede havde dræbt Elisabeth.

Og nu nærmede den vanvittige massemorder sig også Cathrine. Hun kunne høre skuddene komme nærmere - i salver på 8-10 stykker. Og så var der skrigene, der var fulde af frygt. Denne viden kunne den 17-årige pige ikke dele med andre på fastlandet.

Hendes mobiltelefon var flad og lå i teltet. Hun kunne hverken ringe til sin mor eller far. Marit Lie var hjemme i huset på Grenaderveien i Halden. Hun havde flere gange talt i telefon med Freddy og andre ængstelige forældre, der havde deres børn på ungdomslejr på Utøya.

De uhyrlige realiteter var langsomt ved at gå op for dem. Først terrorbomben i Oslo og nu meldinger om skyderi på Utøy. Det desperate telefonopkald fra Elisabeth sad i kroppen, så hjertet var ved at eksplodere.

Uvisheden var tærende. Samtidig var telefonforbindelsen til Utøya brudt sammen, fordi hundredevis af forældre og børn ringede på en og samme tid. Et faktum Anders Breivik brugte kynisk, da han støvede rundt på øen efter ofre, der skjulte sig i klipperne eller i de små telte.

Ringede mobiltelefonen, var han der som et rovdyr og skød telefonens ejer uden nåde. Et så vanvittigt scenarie var uden for Marits forestillingsevne, men hun var fuld af ængstelse og uro.

- Vi vidste jo reelt ingenting. Kun, at det var slemt. Jeg tænkte: Jamen herregud, nu er der skyderi på Utøya, og jeg har mine piger derovre. Det er så frygteligt at stå i. Og på det tidspunkt vidste jeg jo ikke, at Elisabeth var blevet dræbt. Vi kunne ikke ringe derover. Ingen kunne give os besked. Det var kaos, og vi frygtede det værste, fortæller Marit.

På det tidspunkt presser hendes ældste datter sig ind mod en fjeldvæg sammen med andre unge. Nogle græder, mens andre hysser på dem. Faren er overhængende, for Breivik nærmer sig. Skuddene kommer stadig tættere på.

Det samme gør skrigene, der nu får Cathrine og de andre til at kaste sig fremover, ned ad klipperne og væk. Det sker i en byge af kugler. Cathrine bliver ramt som en af de første. I ryggen. Hun falder forover og forsøger at skrige uden at kunne.

Den ene lunge er ramt. Hun mangler luft. Smerterne er vanvittige, og det sortner for hendes øjne. Det sidste, hun hører, er Breiviks riffelskud og kammeraternes skrig.

Skudt i ryggen
For Marit er det et mirakel, at hun nu fire måneder senere kan stå med sin ene datter på havnemolen i deres elskede hjemby. Kun tre timers kørsel fra Utøya. Som Cathrine står der med sin mor, ligner hun enhver anden teenager, men inden under tøjet er hun lappet sammen med 180 sting.

Også psykisk er hun hårdt såret. Marit og Freddy var uvidende om deres datters skæbne to timer endnu. Så lang tid lå hun der på klippebredden og ventede på hjælp, inden hun så en jolle nærme sig. Da hun blev lagt på en båre på fastlandet, lånte hun en mobiltelefon. Hun ringede til sin mor.

Det var nu blevet fredag aften. Beskeden var kort: - Hej mor. Det er Cathrine. Jeg er blevet skudt i ryggen, men det går godt, lød det nærmest surrealistisk, inden Cathrine måtte afslutte samtalen.

Læs mere i Ude og Hjemme i denne uge.