Far er stukket af med et tivoli

Først spillede Gittes mand familien fra hus og hjem. Fordi han kedede sig, lød forklaringen. Om det også var af kedsomhed, at han for en måned siden stak af med et omrejsende tivoli, ved Gitte ikke. Hun og børnene aner ikke, hvor han er, eller omde nogensinde ser ham igen.

Foto: Morten Mejnecke

29-årige Gitte Louwen fra Rødby burde være vred, fortørnet eller rasende. Hendes kæreste har ikke alene spillet familien fra hus og hjem. Nu har han også efterladt hende alene med tre børn, hvoraf de to yngste er hans.

Kæresten, J. (hans navn er redaktionen bekendt), er stukket af med et omrejsende tivoli - uden nogen forklaring og tilsyneladende uden at bekymre sig om, hvordan Gitte skal få hverdagen til at hænge sammen som alenemor med kroniske rygsmerter, slidgigt og en kæmpemæssig gæld.

Hus på tvangsauktion
Gælden stammer fra parrets forrige hus, som røg på tvangsauktion, bl.a. fordi kæresten havde spillet familiens penge op. Men Gitte er ikke rasende. Hun hader ikke J. Hun ville bare ønske, at han gav lyd fra sig, for hun har svært ved at forklare børnene, Michael på ni, Ea på fem, og Oliver på fire, hvorfor deres far er rejst.

- Når de siger, at deres far ikke elsker dem mere, gør det ondt i mit hjerte. Så svarer jeg dem, at han selvfølgelig elsker dem meget højt, og at de nok skal se ham igen. Men jeg ved jo ikke hvornår, siger Gitte, der ikke kan holde tårerne tilbage, når hun taler om J.

- Selv om jeg ved, at det er slut imellem os, så har jeg stadig følelser for ham. Dagen inden han rejste, sagde han, at han trængte til en pause. I min verden er man sammen, eller også er man ikke sammen. Pauser er for kærester i folkeskolen og ikke for voksne mennesker med tre børn, sukker Gitte hjerteknust.
 

Elsker ham stadig
Sidste gang, hun så ham, var om morgenen den 8. juni. Aftenen inden havde han meddelt hende, at han trængte til at komme lidt væk, og at han havde fået hyre i et omrejsende tivoli ved radiobilerne.

- Det kom som et chok. Jeg var fuldstændig lammet af hans ord, og jeg gik bare rundt og rundt i huset, mens han pakkede sin taske. Derefter satte han sig med børnene på skødet og fortalte dem, at han skulle ud at rejse. Jeg hørte ikke, hvad han sagde til dem, men de begyndte alle tre at græde, fortæller Gitte, som havde det særligt svært den første uge, efter at kæresten var skredet.

Læs også: Forladt da jeg blev gravid

Økonomi i ruiner
Første gang hun opdagede, at han spillede deres penge op, var for to år siden, da der pludselig manglede en masse penge på kontoen.

- Han var fuld af gode undskyldninger. Enten havde han ikke fået hele sin løn, eller også havde hans arbejdsgiver snydt ham for hele lønnen. Men da jeg fik bankudskrifterne, kunne jeg se, at han havde hævet sin løn lige så hurtigt, som den var kommet ind. Det havde stået på i otte måneder. Da jeg konfronterede ham igen, indrømmede han at have spillet pengene op og lovede mig at stoppe. Han havde allerede spillet en formue op, og vi kunne ikke betale vores regninger eller lån, fortæller Gitte.

Ifølge hende havde kæresten spillet hele 55.000 kr. op - et beløb, som kæresten dog mener, er væsentligt mindre. Uanset hvad førte spilleriet til, at parrets hus røg på tvangsauktion.

Spillede fordi han kedede sig
J. forklarede senere, at han begyndte at spille, fordi han kedede sig. Det er jo klart, at det ikke er særlig sjovt at være fattig. Men han gjorde det jo kun værre ved at spille pengene op, siger Gitte.

Læs også: Kærester er forbudt
 

Vil tilgive ham

- Gælden skal jeg nok få betalt af stille og roligt. Børnene og jeg er vant til at leve nøjsomt, men J. rejste uden at flytte sin adresse, og så længe han står som samlever, kan jeg hverken få boligstøtte, børnepenge eller anden hjælp, lyder det fortvivlet fra den unge mor.

Hun er dog villig til at tilgive sit livs kærlighed og lade ham se sine børn, så ofte han vil, hvis bare han ville ringe hjem til dem. Indtil videre har børnene kun hørt fra deres far én gang, siden han stak af, og det var sankthansaften.