Fars selvmord reddede seks

Klaus blev kun 40 år. Han begik selvmord og efterlod sig kone og to bonusbørn. Det eneste, som trøster dem, er, at seks mennesker har reddet livet med de organer, Klaus kunne give. Det blev hans livs sidste gode gerning.

Når børnene Camilla og Lars skal beskrive Klaus, har de kun kærlighed og ros til overs for deres bonusfar. Han var gavmild og hjælpsom og typen, som altid sagde ja, hvis de bad ham om noget. Det trøster børnene, at hans sidste gode gerning var at redde seks andre menneskers liv. Faktisk er det så stor en trøst, at de og deres mor, Laila, for længst har tilgivet Klaus, at han tog sit eget liv. Det skete en varm forårsdag i 2012.

Læs også: Trines far døde, før hun blev konfirmeret. Først nu tilgiver hun ham.

-Klaus var gået ned i garagen for at arbejde med speedway-cyklerne, som han plejede efter aftensmaden. Jeg havde gjort børnene klar til at putte, og gik ned for at sige til ham, at han godt måtte komme og sige godnat.

Hang 15 cm over gulvet

-Det var et frygteligt syn. Han hang i en nylonsele helt livløs. Jeg forsøgte at løfte ham, men jeg kunne ikke bære ham, og jeg var nød til at slippe ham igen, for at ringe efter hjælp, fortæller Laila Wittenkamp Helliz fra Agerskov i Sønderjylland.

Camilla og Lars kunne høre deres mors skrig fra garagen. De lå i deres senge ovenpå. Hun råbte, at de skulle få fat i mormor, morfar og tante og onkel. Klaus havde hængt sig. Familien boede tæt på, og mens Laila fik skåret sin livløse mand ned med en nedstryger, fik børnene tilkaldt hjælp. En ambulance var på vej, og pludselig stod nabokonen også i garageporten. Man havde ringet til hende fra alarmcentralen - om hun kunne førstehjælp.

Fik ømme arme af førstehjælpen

Laila har mere end 20 års erfaring som samaritaner i hjemmeværnet, men det er meget hårdt at yde førstehjælp på en voksen mand alene. Kort tid efter stod Lailas svoger Bjarne også i garagen for at hjælpe.

-Vi fik liv i ham. Klaus fik puls igen, og da redderne dukkede op, roste de os for vores arbejde, fortæller Laila, som kørte efter ambulancen til Aabenraa Sygehus, mens hun skældte og smældte alene i bilen. Hvordan kunne han finde på at forlade os? Og så lige der. Børnene kunne lige så godt have fundet ham. Jeg var pisse sur, husker Laila.

Klaus havde det svært

Selv om det kom bag på hende, at Klaus kunne finde på at tage sit eget liv, vidste hun godt, at han havde det svært. Klaus var en meget aktiv mand, der udover at arbejde som lastbilchauffør altid gik og rodede i sin garage og hjalp hendes søn Lars med hans speedway-cykler. Han var speedwaydommer og mekaniker til stævnerne. De to mødte hinanden via en sms-chat i 2004. De skrev sammen længe, før Klaus spurgte, om han måtte komme til kaffe.

-Jeg sagde, at hvis han ville køre hele vejen fra Frederikshavn ned til mig, så skulle han da også spise med. Det var kærlighed ved første blik. Ungerne var også straks vilde med Klaus, og fra den dag var vi altid sammen, fortæller Laila, der læser på VUC i Tønder.

Sygdom slog Klaus ud

Klaus elskede sit arbejde, men i 2009 blev han pludselig syg. Han vågnede en morgen og var lam i den ene side af kroppen. Hans hukommelse forsvandt, han talte underligt, og han havde mistet overblikket over helt almindelige daglige gøremål.
Symptomerne var de samme, som hvis han havde haft en hjerneblødning. Men utallige undersøgelser skulle vise, at sygdommen skyldtes stress. Klaus led af Body distress syndrom, og en neurolog på Århus Universitetshospital forklarede ham, at der mindst ville gå ti år, før han igen kunne arbejde.

Læs også: Lille Katrine skal vokse op uden sin far. Han tog sit eget liv.

Klaus blev tilkendt førtidspension. Den mand som før kunne finde rundt i Spanien, som i sin egen bukselomme, kunne pludselig fare vild på villavejene i sin egen lille by.

-Det var et stort knæk for Klaus. Jeg tror, han følte sig til besvær og han var ked af, at han ikke kunne forsørge os. Det var ydmygende for ham, at jeg måtte skrive skemaer til ham, så han huskede at spise og huskede at tage sine piller mod sin konstante hovedpine. Det må have plaget ham mere, end han gav udtryk for, siger Laila.

Datteren Camilla på 14 år husker den dag i maj sidste år, Klaus tog sit liv. Klaus var i dårligt humør og sad foroverbøjet med hovedet hvilende i højre hånd. Sådan sad han, når hans hovedpine vær værst.

-Han var meget stille ved middagsbordet, og vi blev alle en smule uvenner, fordi han var i dårligt humør, fortæller Camilla.

Klaus var som en far

Heller ikke hun havde troet, at Klaus kunne finde på at forlade dem. Ham som altid var så omsorgsfuld. Hun elskede, når de gik ture sammen ned til søen. Og havde det ikke været for Klaus, ville lillebror Lars ikke køre speedway.

-Nu kører jeg ikke mere. Ingen kan tage Klaus plads, siger Lars på 12 år.

Læs også: Camilla fra redningskvinder: Mor begik selvmord

Han og Camilla ser deres biologiske far en gang om måneden, og Klaus fik derfor lov at være deres far det meste af tiden. En opgave som han tog meget alvorligt, selv om han var fuld af sjov og ballade.

Klaus var død for længe

På hospitalet blev Klaus lagt i respirator og kølet ned. Lægerne gjorde alt for at holde ham i live, men de kunne ikke gøre noget ved den hjerneskade, som blev mere og mere tydelig. Klaus havde været død for længe, da Laila fik hans puls tilbage. De daglige scanningsbilleder afslørede en grumset grå masse, som bredte sig for hver dag. Det var Klaus hjerne, som døde langsomt, mens maskiner holdt resten af hans krop i live. Efter en uges indlæggelse blev Klaus erklæret hjernedød.

En glæde at andre blev reddet

-Jeg vidste, at Klaus var organdonor, så jeg sagde det til lægerne, og de gik i gang med at tage en masse test, for at finde de bedst egnede modtagere. Hvor ville jeg gerne have været en flue på væggen i de hjem, som fik den opringning. Det betød så meget for os, at Klaus død ikke var forgæves. Det er vores eneste trøst, og vi er så taknemmelige for, at hans organer kunne bruges, fortæller Laila.

Fire måneder efter Klaus død, blev Laila kaldt til et møde på sygehuset. Lægerne kunne fortælle, at de havde brugt syv organer til seks forskellige patienter. Alle seks havde reddet livet på grund af Klaus. Det var en dejlig nyhed, syntes Laila og hendes børn.

-Det er godt, at Klaus organer kunne bruges. Det er ligesom genbrugsflasker. Når et menneske dør, kan et andet redde livet. Hvis der skete noget med mig, ville jeg selv blive glad for at få hjælp, siger Lars på 12 år.

Klaus blev begravet d. 8. Juni 2012. I sin tale pointerede præsten, at selv om Klaus gav alle sine organer væk, ville han få alt, hvad han skal bruge i himlen. Og mens familien fulgte Klaus til sit sidste hvilested, fortalte Lars præsten, at han var glad for, at andre børn nu kunne beholde deres forældre. Klaus ville have været stolt, både af sin egen gerning, men også af sine kære, der respekterede hans valg.


Populært lige nu i Ude og Hjemmes webshop

En session med Ude og Hjemmes clairvoyante, Anne-Marie Østersø, er en af de mest populære tjenester i shoppen.


En session koster
kun 500,-


Selvom serummerne fra M2 til øjenvipper og bryn ikke er helt billige, er de stadig populære.
De virker nemlig!

Serummerne koster
hhv. 975,- og 1.025,-


Vores shapewear i shoppen er eftertragtet, for det får dig til at se 5 kilo slankere ud på et øjeblik. Disse shorts er blandt favoritterne.


Shorts'ne koster
kun 475,-