Femårige Cathrines kamp

Femårige Cathrine fik fjernet svulst i hjernen

GODT DU KOM HJEM SØSTER

Det har været et barskt år for familien Amtrup Sørensen i den lille by Vildbjerg, 16. km. nord for Herning.

I fjor fik familiens ældste datter, femårige Cathrine, fjernet en kræftsvulst i hjernen.

Siden har den stået på stråle- og kemobehandlinger.
Heldigvis er det nu ved at lysne for den hårdt prøvede familie. Lægerne giver Cathrine 80% chance for at overleve, og i august begynder den lille pige i skole.

Hendes to små søskende, Casper på halvandet og Sarah på fire, er lykkelige for at have hende hjemme igen.


- Det hele begyndte i juni i fjor. Cathrine kastede op og fik voldsomme anfald af hovedpine, fortæller 31-årige Nicola Amtrup Sørensen, som er på barsel fra sit arbejde som sosuhjælper.

Det var dog først på Nicolas 30 års fødselsdag, den 6. juli 2008, at det for alvor gik op for familien, hvor slemt det stod til med den lille pige. Den dag fik Cathrine det så dårligt, at de måtte køre hende til vagtlægen på Herning Sygehus.


- Det viste sig, at hun havde en svulst i hjernen på ca. fem cm. i diameter, fortæller Nicola, som nærmest var i chok, da lægerne med det samme kørte af sted med hendes lille datter for fuld udrykning til Århus Universitetshospital.
Her blev Cathrine opereret i otte timer. Det viste sig, at svulsten var ondartet.

- Vi var rystede og græd og holdt om hinanden. Det var som om, det hele ramlede, husker Cathrines far, René, som sammen med Nicola sad ved sin datters side, da hun vågnede to dage senere.

- Det har virkelig været et mørkt år, men nu er lyset ved at komme, fortæller Nicola, som glæder sig til snart at få en normal hverdag i familien igen.

- Vi har snakket om, at holde en stor fødselsdagsfest for Cathrine i august med hele familien. Så skal vi rigtig fejre hende, siger Nicola og sender sin datter et kærligt smil.

Læs hele artiklen om Cathrine og hendes familie i Ude og Hjemme nr. 28, som udkommer i dag.

[email protected]