Fie har arvet sine forældres misbrug: Jeg tog narko med min far

Fie har fået misbrug ind med modermælken. Svigt har præget hendes opvækst. Men hun nægter at ende som sin mor og far, så hun kæmper i dag for at blive afvænnet på behandlingsstedet Søbæk i Jyderup – og blive en mere fornuftig person.

Når gyngen var længst væk fra gruset og gav et sus i maven, kunne man spore et smil på den lille lyshårede piges læber. Et nyt penalhus eller en ny bluse kunne få gyngen helt derop, hvor fødderne vendte snuden mod himlen. Det var dog kun plastre på såret. For det meste stod gyngen helt stille.

Fie sad på gyngen i lejlighedens baggård, selv hvis det var øsende regn eller frostvejr. Her levede drømmene. Hendes største drøm var at komme væk. Og når den nu 20-årige Fie Johansen tænker tilbage, vil hun ikke ønske sin egen utrygge gyngetur af en barndom for nogen anden.

Udadtil så alt pænt ud. Fie havde altid den nyeste skoletaske og det smarteste tøj. Men bag facaden var historien en anden. Fie er vokset op med misbrug i byen Mørkøv på Vestsjælland. Moren drak, faren tog stoffer. Da Fie var 2 år, flyttede faren, og forældrene var derefter skiftevis sammen og skilt.

De tre stjerner

Den utrygge opvækst har sat sine spor både i Fies sind og helt konkret på hendes hud i form af tatoveringer, der alle fortæller en historie.

Tro, håb og kærlighed, symboliserer de tre stjerner på maven. Tre stjerner vil hendes egen vurdering af barndommen dog aldrig nå op på. Når hun tænker tilbage, har visse minder sat sig fast, andre har hun fået fortalt af sine bedsteforældre. De var hendes ”livline”. Første gang livlinen ”rykkede ud med blå blink”, var Fie 2 måneder gammel. Allerede som spæd var hun fuld, fordi hun blev ammet af sin mor.

Andre gange rykkede bedsteforældrene ud, når Fie vågnede om natten og var bange, fordi hun pludselig var alene hjemme. Eller når hun skulle passes af sin far, og han var umulig at vække, fordi han var påvirket af stoffer.

Trods de mange svigt, vil Fie altid elske sin far, men da hun var barn, forsvandt han hurtigt ud af billedet.

– Indimellem mødte jeg ham på gågaden i Holbæk, når min mor og jeg var ude og købe ind. Så stod vi og snakkede lidt. Han væltede bare rundt og var høj på stoffer, husker Fie.

Blev valgt fra

Hjemmet føltes heller ikke trygt. Fie vidste aldrig, hvad der ventede, når hun kom fra skole, og af samme grund blev hun hurtigt valgt fra af klassekammeraterne. Hun har altid vidst, at hun var anderledes, og hun følte det især, når de andre fra klassen blev hentet af deres mor eller far. Specielt første skoledag gjorde ondt. Fies mor havde drukket for meget til at følge hende.

– Jeg kan huske, at jeg kiggede hen på min moster og mærkede, at det virkede forkert. Alle andre kaldte mor og far, men jeg skulle sige moster. Jeg havde brug for at sige mor. Jeg havde hele tiden vidst, at min far ikke ville være der, men jeg havde håbet og troet på min mor lige til det sidste, fortæller Fie.

Indimellem var der gyldne øjeblikke af lykke. Fie mindes, hvordan hun kunne slentre hånd i hånd med sin mor gennem gågaden. De købte ind sammen eller shoppede i gågadens butikker, og når hænderne var tilpas fulde af poser, tog de altid på café og fik noget lækkert. Men de lykkelige øjeblikke var sjældne, og en dag forsvandt Fies tro og håb. Kun kærligheden står tilbage.

Spillede sej

“Don’t worry daddy, your daughter is a soldier. I am proud of where I come from.” (”Bare rolig, far. Din datter er en soldat. Jeg er stolt af, hvor jeg kommer fra.” Red.) Sådan står der tatoveret på Fies venstre underarm. Fie er ikke typen, der sætter sig ned og græder. Hun mander sig op og tager den hårde facade på, som en soldat ville gøre.

Fie begyndte at afreagere i skolen og blev desuden diagnosticeret med adhd. I kampen for at få venner og opmærksomhed prøvede hun at være ”sej” og blev skolens ballademager. Dagens menu var slåskampe, mobning, udvisning fra timerne og eftersidning.

En dag fik hun øje på en flok andre børn med scootere, dunjakker og shox-sko, og på Fie virkede de mere interessante end klassekammeraterne, der løb rundt og spillede rundbold.

Fies nye omgangskreds røg hash og var ofte på kant med loven, men de fik hende til at føle sig mere tilpas og accepteret, fordi ingen så ned på hendes personlighed eller baggrund.

Det endte dog med tre pletter på straffeattesten, og hun slap for en fjerde, der ville give hende 30 dage i fængsel efter at have sparket en betjent. Fie blev lukket ud af detentionen, fordi betjenten fik ondt af hende.

Endelig hjemmefra

Held og lykke skal firkløveren, som Fie har tatoveret på halsen, give hende. Følelsen af at være heldig og lykkelig kom, da hun som 16-årig blev anbragt på behandlingsstedet Søbæk i Jyderup og endelig fik opfyldt sin drøm om at komme væk hjemmefra.

Og fødderne vendte snuden mod himlen i helt nye højder, da Fie var 17 år, og hendes far igen blev en del af hendes hverdag. Desværre skete det ved, at hun opsøgte faren, hvor han var. I narko. 

– Der var en hel nat, hvor vi sad og var blæst på ecstasy, mens vi spillede Candy Crush på en iPad. Alle omkring os dansede og festede, men vi ænsede dem slet ikke og var i vores helt egen verden, fortæller hun.

Fie følte en glæde ved, at forholdet til faren fik mere indhold, fordi de kom på bølgelængde.

– Det er aldrig fedt at være den ædru i selskabet. Sådan er det både med alkohol og stoffer. Når far og jeg tog stoffer sammen, var vi i øjenhøjde. Jeg kunne bedre nå ind til ham og hans sande jeg, fortæller Fie. Lykken varede desværre kort. 

Døde to gange

Thors hammer har Fie tatoveret på højre underarm med sin fars fødselsdato foroven og dødsdag forneden. Han blev kun 50 år, og var stiknarkoman i 30 af dem. Faktisk døde han to gange. Første gang i 18 minutter af en overdosis heroin, hvor det lykkedes at genoplive ham. Det var kort tid efter, at han igen var blevet en del af Fies liv, og hvor hun tog en mor-rolle over for sin far.

– Min far tog skade, da han døde første gang. Han havde kun tre klare øjeblikke på halvandet år, hvor jeg kunne kende ham. Kommunen hjalp ham ikke, så min mor og jeg passede ham og sørgede for, at han fik mad, kom i bad og i seng, fortæller Fie.

For halvandet år siden faldt han om på badeværelset af hjertestop og vågnede ikke op igen. Fie mærker savnet hver dag og vil altid elske sin far. Når man spørger ind til farens svigt, holder hun hånden over ham. Fie mener, at han har været der for hende i det omfang, han kunne.

Alligevel erkender hun, at det nok var bedst for alle, at han fik fred. I rollen som mor for sin egen far glemte Fie nemlig at passe på sig selv. Efter hans død mærkede hun konsekvensen.

– Jeg vågnede og tænkte kun på, hvordan jeg kunne skaffe hash nok til hele dagen. Det var sådan, mine dage så ud, fortæller Fie.

– Jeg havde altid været typen, der slog igen. Men så fik jeg en kæreste, som var både psykisk og fysisk voldelig over for mig. Og jeg tog bare imod. Til sidst var jeg slet ikke klar over, hvem jeg selv var, fortæller Fie, der udviklede endnu mere dødsangst.

Vær stærk

”Stay strong” står der tatoveret i et uendelighedstegn på Fies fod. Fie er nemlig som et mælkebøttebarn, der kæmper for at blomstre igennem dynger af asfalt, higende efter stråler af solens varme. Hun vil starte et nyt liv. Derfor har hun valgt at skifte navn til Melani. Hun beholder dog Fie som mellemnavn, men forklarer, at Fie kun skal komme frem i små doser.

– Fie er en partypige, der mener, at regler er til for at blive brudt. Hun lever livet i overhalingsbanen. Man skal ikke sige til Fie, at der er noget, hun ikke tør. Så gør hun det, forklarer Fie og fortsætter efter lidt betænkningstid:

– Det skal være mere voksent at være Melani. Hun skal stikke en finger i jorden og tænke mere på fremtiden. Og så skal hun ikke tage stoffer. Hun skal være typen, der forlader selskabet, når der kommer narko på bordet.

I en tung sky af cigaretrøg sidder Fie i sin grå sofa. En af dem, der i dag giver Fie et puf i ryggen, et kærligt ét af slagsen, er hendes kontaktperson Pia. Hun hjælper Fie med at komme af sted til misbrugscentret fire gange om ugen og har sagt, at hun først vil begynde at kalde hende Melani, når hun ikke længere tager stoffer.

Fie synes, det lyder mærkeligt, når vi taler om Pia som ”kontaktperson”. For hende er hun nemlig meget mere. Og selv om Fie sjældent viser følelser, bliver hun rørt til tårer, når hun fortæller, hvor meget Pia betyder for hende.

Drømmen lever

– Hun føles som en mor for mig. Det vil altid være den samme Pia, jeg ringer til, fordi hun ikke er fuld eller lader det gå ud over mig, hvis hun har en dårlig dag. Hun giver mig tryghed, og jeg ved, at jeg altid kan regne med hende.

 Fie vil helst ikke skuffe Pia ved at blive i sengen om morgenen, når vækkeuret ringer. Alligevel er det svært for hende at komme af sted til misbrugscentret.

Fie er ved at få færdiggjort en stor tatovering af en drømmefanger på ryggen. Drømmefangere er det første, man får øje på, når man ser Fies vinduer ude fra vejen, og så snart man træder ind i hendes stue, er man ikke i tvivl om, at drømmene lever. Fie drømmer om alt det, hun ikke før har haft: Et trygt familieliv, hvor hun og en mand bor sammen med deres børn. Og så vil hun gerne uddanne sig til maler. Lige nu har drømmene dog lange udsigter, erkender hun.

– Det kræver, jeg kommer tilbage på sporet. Og hvis jeg kan se, at det her ikke ændrer sig, kunne jeg aldrig finde på at sætte et barn i verden. Det har jeg besluttet. Ingen fortjener det, som jeg har været igennem.