Fik hjerneblødning som 15-årig: Jeg elsker livet

For to år siden fik den nu 17-årige Sanna en hjerneblødning. I flere uger vidste forældrene ikke, om hun ville overleve, og da hun vågnede op, var hun lam i den ene side og ude af stand til at tale.

Selv om Sanna lige er kommet hjem efter en lang dag på gymnasiet, har hun stadig masser af energi. Hun hjælper med at dække bordet hjemme hos familien i Bredbyn i det nordvestlige Sverige. Her bor hun sammen med sin storebror Erik, 20, og forældrene Linda Backman, 44, og Jerry Sjöberg, 47.

De er alle dybt taknemmelige for, at Sanna er blandt dem og har klaret sig så godt, som hun har efter den dag for to år siden, der vendte op og ned på familiens – og ikke mindst Sannas – liv.

Hun gik på det tidspunkt i 9. klasse, var aktiv i sin fritid flere gange om ugen og klarede sig godt i skolen. Hun havde aldrig været alvorligt syg – indtil den dag i klasseværelset. Det var den 17. marts 2017, og eleverne skulle have en prøve.

Men ud af det blå faldt Sanna pludseligt om.

– Jeg kan huske, at min lærer forklarede de grundlæggende ting før testen, og at jeg åbnede prøven. Derefter husker jeg ikke mere, fortæller Sanna Sjöberg.

Alvorlig misdannelse

Hendes lærer handlede resolut og var klar over, at der ikke var tale om en ufarlig besvimelse, men ringede efter en ambulance med det samme. Selv Sannas forældre blev der ringet efter.

Hendes mor, Linda, husker, at det var en flot forårsdag, og at hun var i skoven med familiens hund, Selma, da de ringede fra skolen og fortalte, at den var helt galt med Sanna, og at Linda skulle skynde sig at komme.

Linda er uddannet sygeplejerske, og da hun så sin datter ligge på gulvet i klasseværelset, var hun klar over, at det var alvorligt. Måden, som Sanna trak vejret på, var karakteristisk for en hjerneblødning, vidste hun.

Ambulancen kom heldigvis kort efter, og sammen med Linda kørte de afsted til sygehuset, hvor Sannas far var blevet kaldt til.

På sygehuset røg den unge pige direkte i en CT-skanner, og lægerne kunne hurtigt konstatere, at hun havde fået en hjerneblødning midt i hjernen. Blødningen skyldtes en såkaldt misdannelse af blodårerne i hjernen, hvilket betyder, at blodet fra arterierne med højt tryk går ind i vener, hvor trykket er lavt. Desuden er de misdannede blodårer oftest meget skrøbelige, så der er stor risiko for, at de på et tidspunkt brister og dermed forårsager en hjerneblødning.

I Sannas tilfælde var blodkarrene sprunget. Misdannelsen kan være medfødt, men da hun aldrig har haft symptomer som migræne eller epilepsi, ved man det ikke med sikkerhed.

Måtte tage afsked

Lægerne var dog ikke i tvivl om, at Sanna skulle overflyttes til et større hospital med det samme, men midt i det kaos, det gav, skulle det vise sig at blive den helt rigtige beslutning.

For lige præcis den dag var Sveriges førende specialist i den slags misdannelser af hjernens blodårer nemlig på arbejde.

Han ville ikke operere Sanna gennem kraniet, men foretage indgrebet via hendes lyske.

Inden var det dog nødvendigt, at Sannas forældre tog afsked med deres datter.

– Jeg tror, at jeg befandt mig i en slags boble, for det gik ikke rigtigt op for mig, at vi risikerede at miste hende, husker Linda, der først bagefter fik at vide, at selv lægen tvivlede på, at den unge pige ville overleve.

Genoptræning i fuld fart

Men operationen gik godt. Der gik dog et par uger på intensivafdelingen, før hun vågnede op. Lam i den ene side og ude af stand til at tale.

– Det var meget uvirkeligt for mig at få at vide, hvad der var sket. Jeg kunne jo slet ikke huske noget som helst, siger Sanna, der hurtigt blev sendt på et rehabiliteringscenter for at blive genoptrænet.

Her var hun et helt år, hvor hun lærte at gå og tale igen. Faktisk var hun i så god en udvikling, at hun insisterede på at begynde som planlagt i gymnasiet – på fuldtid, selv om lægerne rådede hende til at gå i gang på halv tid.

– Det er gået rigtig godt. Jeg frygtede lidt, at jeg ville blive alt for træt og skille mig ud blandt mine klassekammerater, men jeg er ligesom alle de andre, siger Sanna med et smil.

Mindre pres

Før hjerneblødningen var hun dygtig til skiskydning, læste meget og accepterede kun høje karakterer. Derfor var det også planen, at hun skulle have haft linjefagene Natur og Samfund i gymnasiet. Men hun endte med at vælge Pleje og Omsorg og ved, at hun har valgt rigtigt.

– Det er interessant, fordi min mor er sygeplejerske, og fordi jeg har oplevet, hvordan det er at være patient. Jeg vil ikke nødvendigvis være sygeplejerske, men måske fysioterapeut, siger hun og har accepteret, at hun ikke længere kan leve op til de krav, hun før i tiden stillede til sig selv.

Da var hun sjældent tilfreds, selv om hun klarede sig godt i skolen og altid havde styr på sine lektier.

– Selvfølgelig ville jeg helst have undgået at få en hjerneblødning, men det har også bragt noget positivt med sig. Jeg tror næsten, at jeg har fået et bedre liv. Det er roligere og uden presset om at præstere mit bedste hele tiden, synes Sanna.

Med jævne mellemrum er hun til kontrol på sygehuset, og der vil altid være en risiko for, at det kan ske igen. Det eneste, lægerne decideret har forbudt hende, er at presse sig fysisk hårdt. Derudover er der ingen andre begrænsninger.

Positivt indstillet

Heldigvis er Sanna ikke den nervøse type, men hun er god til at tænke positivt. At grave sig ned under dynen og lade livet passere har hun slet ikke lyst til.

– Jeg tror faktisk, at der er en mening med, at ting sker, og at det var meningen, at jeg skulle igennem det her. Derfor er det vigtigt for mig at få det bedste ud af den tid, jeg får.

En indstilling, som glæder Sannas forældre. For det er ikke ualmindeligt at få en depression efter sådan en livskrise.

– Det er rart, at hun er så stærk og har klaret det så flot. Hvis hun var blevet deprimeret, var vi måske også bukket under, siger Jerry.

Livet venter forude

Familien har valgt at fortælle historien for at øge kendskabet til, at også unge kan blive ramt af en hjerneblødning.

– Jeg vil gerne fortælle, hvordan det er at få en hjerneblødning, når hele livet venter forude. Jeg har ikke engang et arbejde endnu.

Ud over sygehuspersonalet, familie og venner har også familiens hund, Selma, og hendes hest, Valle, hjulpet hende igennem.

Ridning er f.eks. rigtig god træning, og allerede under rehabiliteringen opfordrede ergoterapeuten hende til at komme i gang med at ride igen.

Hun føler, at hun har et rigt liv med studier, venner, træning og ridning.

– Jeg har fået et bedre liv, end jeg troede, jeg ville få. Da det lige var sket, havde jeg svært ved at forestille mig, at det nogensinde skulle blive godt igen. Men det er det blevet, og jeg vil fortsætte kampen for at blive stadig bedre. For livet er godt, og jeg elsker det. Jeg ønsker bare at se fremad – også efter at være blevet ramt af en alvorlig sygdom, fastslår Sanna.