Forældreløs som 5-årig: Jeg voksede op uden kærlighed

Da Pernillas forældre blev dræbt i en ulykke, blev hun og hendes tre søskende spredt for alle vinde. For Pernilla fulgte en kærlighedsløs opvækst, hvor vold og utryghed var hverdag.

Forældreløs som 5-årig: Jeg voksede op uden kærlighed

”Pernilla lever”. Sådan lød overskriften på forsiden af den svenske avis Expressen mandag den 15. november 1976. På billedet så man en 5-årig pige på en båre. Hun havde netop mistet både sin mor og sin far i en voldsom trafikulykke ved byen Eksjö nær Jönköping.

Her havde familien lige fejret fars dag, og de var på vej tilbage til hjemmet i Heda. Pernilla, hendes forældre og to ældre brødre på otte og 11 år var alle med i bilen. Hendes 13-årige storesøster var blevet hjemme den dag. Det var en mørk og regnvåd aften, og otte kilometer fra Eksjö løb en elg pludselig ud på vejen. Kollisionen var uundgåelig. Bilen skred af vejen, ramte et træ og krøllede helt sammen.

– Jeg husker ingenting fra ulykken, siger den nu 47-årige Pernilla Nordén.

Læs også: Maj blev forældreløs som 7-årig: Jeg blev vred på mine forældre

Pernilla: Jeg vil vide mere

Forleden lagde hun et opslag på Facebook med en helt særlig bøn: ”Nu vil jeg vide mere. Hjælp mig med at sprede billedet. Jeg vil gerne i kontakt med dem, der var involveret i redningsarbejdet 14. november 1976. Solvej og Alf Gustafsson omkom på stedet. Vi børn endte på Eksjö Hospital”, skrev hun blandt andet.

Heldigvis fik Pernillas efterlysning stor respons. Hun var nået til et punkt, hvor hun havde brug for at vide, hvad der egentlig skete. Hvem var først fremme på ulykkesstedet? Og hvad skete der med børnene efter ulykken? Pernilla følte også, at hun skyldte sine egne to børn svar på spørgsmålene, efterhånden som de begyndte at spørge mere ind til hendes barndom.

Læs også: Emma blev mobbet i årevis: Jeg græd mig i søvn

Skreg på bagsædet

Via sit Facebook-opslag fik Pernilla kontakt med en kvinde ved navn Mona-Lisa, som var ven af familien. Hun var samtidig den første på ulykkesstedet og kunne fortælle, at Pernilla og hendes brødre sad og skreg på bagsædet. Drengene kunne selv gå ud af bilen, mens Pernilla måtte bæres ud, da hun havde brækket sit ene ben.

Det var også Mona-Lisa, som fulgte med børnene til Eksjö Hospital, hvor de blev indlagt på intensivafdelingen.

– Jeg har også fået kontakt til Anette, der var sygeplejerske på afdelingen. Hun fortæller, at jeg lå i sengen med benet i gips, og at jeg i bund og grund var en glad pige, men at vemodet en gang imellem ramte mig. Så rakte jeg mine arme ud for at få et kram af sygeplejerskerne. Jeg ved ikke, om jeg helt forstod, hvorfor min mor og far ikke var der til at holde om mig.

Blev skilt ad

Dagen efter ulykken ankom Pernillas storesøster til hospitalet for at se sine søskende, og personalet sørgede for at holde de fire børn væk fra tv og radio. Siden dukkede deres bedsteforældre op, og børnene fik beskeden om, at deres forældre ikke længere var i live. Pernillas farmor og farfar ønskede, at alle børnene nu skulle bo hos dem, og der var bred enighed om, at de fire søskende ikke skulle deles i hver sin familie. Pernilla har endnu ikke fået svar på, hvorfor det aldrig blev sådan.

– I starten boede min ældste bror hos vores naboer, mens jeg, min søster og min bror Per endte hos et par, der lejede et hus af vores forældre. Der er kun sparsomme dokumenter, men jeg kan forstå, at vi boede der under et år.

Parret, som de boede hos, beskriver Pernilla som en alvorlig pige, og hendes storesøster påtog sig rollen som mor for sine mindre søskende. Men en dag, da søsteren kom hjem fra en bytur med sine venner, var Pernilla og Per pludselig væk. Parret orkede dem ikke længere, lød det.

Læs også: 13-årige Joan-Graces store sorg: Jeg savner dig far

Tæv og psykisk vold

Pernilla og Per havnede på et behandlingshjem, hvor den ældste bror nu også befandt sig. Men da Pernilla var syv år, blev hun og Per adopteret af et par, som ikke selv kunne få børn.

– De var ikke rare mennesker. Udadtil så alt perfekt ud, men derhjemme var det noget helt andet. Jeg fik tæv, og kvinden kørte på mig dagligt. Jeg husker særligt en tæppebanker, som hun slog mig med. Hun var stor og stærk, og tit hev hun mig også i håret. Når jeg tissede i bukserne af skræk, bad hun mig bare om at gøre rent efter mig selv.

Den fysiske og psykiske vold påvirkede Pernilla på flere måder, og i gymnasiet blev hun sygemeldt med "stress". Senere har en ven af familien sagt, at "du skal vide, at alle vidste, hvordan I havde det". Hendes stedmor døde i 1998, stedfaren lever fortsat, men er syg.

Læs også: Rikke mistede begge sine forældre indenfor en måned

Faderfigur

Pernilla flyttede hjemmefra, lige før hun fyldte 18 år, og som 19-årig mødte hun en 12 år ældre mand. I dag kan hun se, at det, hun fandt i denne mand, var den faderfigur, som hun savnede. En tryghed i sit liv. Forholdet holdt ikke i mange år, men de nåede at få sønnen Jesper sammen, og for første gang oplevede Pernilla en ægte, grænseløs kærlighed.

– Jeg forstod lige dér, at det jo er præcis sådan, det skal føles. Det var fantastisk at opleve. Jesper og jeg stod længe på egne ben, og i 2000 mødte jeg faren til min datter Melina.

Det var kærlighed ved første blik, og de er stadig bedste venner, selv om de efter syv år gik fra hinanden. Pernilla bor nu i sin egen lejlighed i Varberg, hun er i dag en stærk karrierekvinde og vigtigst af alt: Hun er glad og har et godt forhold til begge sine børn.

– Jesper er fløjet fra reden. Han er verdens bedste dreng, og jeg har ladet mig fortælle, at både Jesper og jeg selv minder meget om min far. Vi er alle ret skøre og spøgefulde. Melina er 16 år nu og bor skiftevis hos mig og sin far. Hun er en kærlig og utroligt dygtig og ambitiøs pige.

Fortid er fortid

At Pernilla nu har fået kontakt med personer fra sin fortid, har ikke revet op i gamle sår, men snarere givet hende en følelse af tryghed.

– Der var mange mennesker omkring os, som ikke var rare, men der var også mange, som var det. Jeg har lagt fortiden bag mig og bruger i stedet min energi på at hjælpe andre. Jeg synes også, at hvis man vil være lykkelig, må man selv gøre, hvad man kan for at blive det, siger hun og tilføjer:

– Men jo flere svar jeg får om min fortid, desto flere spørgsmål dukker der også op. Hvorfor blev vi søskende egentlig skilt? Og hvordan kan den slags mennesker få lov til at adoptere? Min ældste bror kom til at bo i mange forskellige plejefamilier, og han har som voksen fået erstatning fra staten for det, han var igennem. Vi var alle traumatiserede, men fik alt andet end kærlighed og tryghed, og det, vi blev udsat for, var frygteligt. Ingen børn skal behandles på den måde.