Frederikke er besvimet 200 gange: Angst styrer mit liv

18-årige Frederikke har nærmest altid kæmpet med angst, men først i de seneste år er hun begyndt at besvime, når hun er presset. 200 gange i løbet af to år har hendes krop sagt fra, og det har resulteret i blå mærker, en hjernerystelse og mere angst.

Frederikke går med sine venner i gymnasiets store åbne aula, da en plakat fanger hendes interesse. Hun går hen for at nærstudere den, og da hun kigger op igen, er hendes venner væk. Med ét føler hun sig helt alene i verden. Hendes hjerne bliver bombarderet med en masse bekymringer og tanker, der kommer med 100 kilometer i timen, så hun kan slet ikke nå at forholde sig til dem.

Hun bliver rigtig bange, for hendes mave knuger sig sammen, hun sveder, og hendes ben ryster og kramper, mens hun trækker vejret hurtigt og overfladisk. Hun har ingen kontrol over sin krop.

Sådan var det første gang, Frederikke fik et angstanfald i 1. g. Og det blev langt fra det sidste.

– Det er ubehageligt ikke at have kontrol over sine tanker eller krop, så de første gange, jeg fik et angst-anfald, blev jeg meget forskrækket. Efterfølgende var jeg bange for, at det skulle ske igen, hvilket udløste angsten for angsten, som fremprovokerer flere anfald. Det er en ond cirkel, fortæller 18-årige Frederikke Borst Hansen fra Haderslev.

Også bange før angst

Selv om hun først i 1. g fik et reelt angstanfald, har hun altid været bange som barn.

Som lille pige havde hun utallige fobier, da hun var panisk angst for alle dyr, bange for højder, mørke, vand og fart. Hun turde heller ikke ringe på døren hos sine veninder for at spørge, om de ville lege.

Allerede i børnehaveklassen gav pædagogerne udtryk for, at de var bekymrede for den lille piges helbredstilstand. Hendes jævnaldrende kammerater elskede frikvartererne, men ikke Frederikke, som græd i hver eneste pause.

Hun var bekymret for sin lillebror, der lige var begyndt i børnehave, for hun var sikker på, at der ville ske ham noget. Hun forestillede sig alle mulige skrækscenarier.

Kroppen genstarter

”Mikroovnen siger mærkelige lyde, og når mikroovnen siger mærkelige lyde, er det, fordi den er ved at eksplodere. Når den eksploderer, sætter den ild til hele lejligheden, og så bliver mine forældre sure og smider mig ud, og så har jeg intet sted at bo. Når jeg ikke har noget sted at bo, bliver jeg nødt til at flytte hjem til mine forældre, og så bliver de vildt trætte af mig”.

Sådan lyder det i hovedet på Frederikke, når hun får et angstanfald, lige indtil det siger bump – og hun besvimer. Så er hun væk i 20-30 sekunder.

– Det føles, som om nogen affyrer en masse pile imod mit hoved, og til sidst siger min krop bare fra. Når jeg kommer til mig selv igen, har jeg det godt, fordi det føles, som om min krop er genstartet, siger Frederikke.

Hun er efterhånden vant til det, for på bare to år er hun besvimet omkring 200 gange, når hun er presset.

De fleste gange er hun heldigvis sluppet med hudafskrabninger og blå mærker, mens hun en enkelt gang fik en lettere hjernerystelse, da hun besvimede på vej ned ad forældrenes trappe og landede med hovedet først. I dag får hun dog ikke så mange anfald som tidligere, da hun er blevet bedre til at tage dem i opløbet.

Turde ikke gå ud

Frederikke er inderst inde godt klar over, at der ikke er noget at være bange for, men hun kan bare ikke overbevise sig selv om det.  

– Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået at vide, at der ikke er noget at være bange for, men lige lidt hjælper det. Hvis jeg troede på det, havde jeg jo ikke angst. Det er ikke et frivilligt valg, forklarer Frederikke.  

Angsten er så kontrollerende, at hun ikke selv kan cykle, tage kørekort eller køre med bussen, fordi hun besvimer så ofte.

Og for bare to år siden var det angsten, der styrede hele Frederikkes liv. Hun turde ikke bevæge sig uden for hjemmet alene, så hver dag blev hun kørt i skole, hvor hendes veninde stod klar til at hente og følge hende til klasseværelset. Hun turde ikke engang gå på toilettet selv.

– Angsten hæmmede virkelig min hverdag. Det var svært at være så afhængig af andre, og ofte følte jeg mig til besvær, sukker Frederikke, som tydelig kan mærke forskel på dengang og til i dag.

Op- og nedture

I 2016 blev hun officielt diagnosticeret med agorafobi med panikangst, da hun ikke kunne færdes på gågader, i butikker eller åbne rum. På det tidspunkt fyldte bekymringerne så meget, at hun ikke længere selv kunne håndtere det. Hendes mor var bekymret for Frederikkes helbred.

– Jeg har aldrig været ked af at få mærkatet med angst, selv om jeg allerhelst vil være foruden. Men det var rart at få en forklaring på, hvorfor jeg tænkte, som jeg gjorde. Det var en lettelse at vide, at jeg ikke var den eneste i verden, der følte sådan her, forklarer Frederikke, der fik medicin for at dæmpe angstanfaldene.

Angsten præger stadig hendes hverdag, selv om det ikke er i lige så høj grad som tidligere. Hun er blevet bedre til at mærke efter, hvad hun har brug for og lytte til sin krops signaler.

Men det går hele tiden op og ned. Der er dage, hvor Frederikke er lige så velfungerende som alle andre, men også dage, hvor hun ikke kommer ud af sin lejlighed.

For nylig havde Frederikke en episode, hvor hun havde det så dårligt, at hun ikke kunne overskue at gå uden for sin dør, men havde intet i køleskabet. Så hun fik ikke spist noget, og hver gang, hun rejste sig, sortnede det for hendes øjne, og hun besvimede. Hendes forældre havde heldigvis en nøgle, så de kunne hjælpe datteren. Så de dage er der stadig, selv om der er længere mellem dem.

Læs også: Mettes angst styrede hendes liv: Bange for at blive syg

Flyt grænser

Selv om angsten er blevet mindre kontrollerende i dag, undgår Frederikke stadig busser, da hun er bange for at besvime. Hun synes, at det er skræmmende, at hun ikke bare kan komme af bussen, hvis hun får et angstanfald, men er afhængig af et busstoppested. Maven knuger sig sammen, når dørene lukker, og hun skal koncentrere sig om, at angsten ikke får et fast tag i hende. Men selv om det er grænseoverskridende, øver hun sig i at køre i bus med sin kontaktperson, som hun ser et par gange ugentlig. Frederikke får hjælp til at håndtere angsten og øve de ting, som hun synes er svære.

– Mit råd til andre med angst er at flytte grænser. Hvis man ikke går derud, hvor det bliver ubehageligt, rykker man sig ikke, forklarer Frederikke stålfast.

Selv om hun føler sig tryggest hos forældrene, har hun taget et stort skridt ved at flytte i egen lejlighed for tre måneder siden. Frederikke drømte om at blive mere selvstændig. Og således tog hun også bevidst afstand fra rollen som angstramt, der konstant havde brug for støtte. Det var en stor sejr, da hun havde sovet alene den første nat uden at ringe til sine forældre, næste nat gik også godt, og nu har hun sovet der mange nætter.

Angsten er en ven

Frederikke har accepteret, at angst er et grundvilkår for hende. Hun håber, at hun med tiden kan arbejde med angsten, så den præger hendes hverdag mindst muligt. Hun er klar over, at hun ikke kan knipse den væk, men kun ved at arbejde med angsten og flytte grænser kan hun styre den i stedet for at lade angsten styre hende.

– Jeg tror aldrig, at jeg bliver helt fri for angst, men jeg tror, at jeg kan nå til det punkt, hvor jeg ikke længere føler, at det er angsten, der definerer mig. Jeg håber, at angsten kan være ligesom en ven, der dukker op til en kop kaffe en gang imellem og smutter igen. Lige nu er det nok snarere en ven, som overnatter i 10 dage og får en treretters menu, men jeg er sikker på, at det nok skal blive bedre, smiler Frederikke.