Frederikkes mor er paranoid skizofren: Jeg satte mig selv til side

Da Frederikke var 4 år, blev hendes mor indlagt på psykiatrisk afdeling. Savnet efter moren var stort, og følelsen af, at hun skulle passe på hende, betød, at datteren havde svært ved at forlade moren i ungdomsårene. Alligevel er nu 22-årige Frederikke ikke i tvivl: Hun har verdens bedste mor.

– Frederikke! råber hendes mor nede fra stuen. Hun bliver med et sæt trukket væk fra bogens gribende fortælling, og med det samme kan hun høre, at der er noget galt.

Trinene ned ad trappen er hurtigere end normalt, og da hun kommer ned for enden af trappen, kan hun se tårerne trille ned ad hendes mors kinder, mens hun holder en telefon i den ene hånd. Hulkende rækker hun den til Frederikke, der sætter den op til øret.

Lægens stemme toner frem, og den fortæller hende, at hendes mor har slugt en overdosis af stesolider, og nu er det hendes opgave at holde hende vågen, indtil ambulancen kommer. Frederikke er 20 år.

– Jeg vidste godt, at min mor havde haft flere selvmordsforsøg, da jeg var lille, men det var første gang, at jeg var der. Lige da det var sket, bagatelliserede jeg det nok. Men i bund og grund kunne min mor været død mellem hænderne på mig, og det gik nok først op for mig noget tid efter, fortæller den nu 22-årige Frederikke Efryd Vejen-Jensen fra sit kollegieværelse i København.

Hun skruer tiden tilbage til barndomsårene i den vestjyske by Skjern, hvor varme knus og timelange samtaler med hendes mor fylder erindringen.

Alligevel er historien mere end det.

Da Frederikke var 4 år, blev hendes mor indlagt på psykiatrisk afdeling, efter at stemmerne i hendes hoved havde overtaget hendes sind.

Frederikke husker svagt den kliniske stemning på hospitalet, når hun besøgte sin mor, og hvordan tårerne trillede, når hun igen sad i bilen på vej hjem.

Mor gav tryghed

– Jeg manglede hende meget, mens hun var væk. Min mor var altid den forælder, jeg primært gik til for tryghed, og det efterlod mig i en meget skrøbelig position, selv om jeg stadig havde min far, der arbejdede hårdt for at opfostre min søster og mig.

Frederikke mindes en aften, hvor hendes mor havde fået lov til at komme hjem fra afdelingen for at putte hende og hendes søster.

Glæden var altid stor, når moren var hjemme, men da lyset på børneværelset var slukket, og øjnene endnu ikke var lukkede, kunne hun høre høje stemmer fra stuen.

Den aften var hendes mor ikke kommet tilbage til hospitalet til aftalt tid, og det viste sig, at politiet kom og hentede hende.

– Jeg kan ikke huske, hvordan jeg reagerede på det, men selv om jeg savnede hende, så vidste jeg alligevel godt, at der var en god grund til, at hun ikke var hjemme hos os, fortæller Frederikke, hvis mor var indlagt i to år, hvor lægerne prøvede at finde den rigtige diagnose.

Moren nægtede at tage medicin, og derfor dominerende stemmerne i hendes hoved så voldsomt, at hun prøvede at tage sit liv 38 gange og ofte skadede sig selv.

Når hendes mor var hjemme, havde hun svært at ved at skjule de mange ar på sine arme efter selvskade, men Frederikke forstod ikke dengang, hvad moren havde gjort. Hun troede bare, at det skyldtes, at hun var klodset.  Hvad hun ikke vidste var, at hendes mor havde et udtalt ønske om at dø.

– Vi har altid været meget åbne og kærlige i vores familie, og mine forældre fortalte løbende min søster og mig om sygdommen, men på det tidspunkt vidste jeg slet ikke, at det var muligt at slå sig selv ihjel, fortæller Frederikke.

Mors behov fyldte

Mens hendes jævnaldrende var ude om aftenen, havde Frederikke det bedst med at være hjemme. Yndlingsstunderne tilbragte hun i sofaen sammen med sin mor, hvor de så serier og havde timelange snakke.

– Jeg har altid haft et stort behov for at forstå sygdommen, og hvordan min mor generelt havde det. Derfor var jeg meget opmærksom på hendes behov, fortæller Frederikke, der set i bagspejlet endte med at sætte sine egne behov til side for at være i nærheden af hende.

– Mit mentale helbred var bundet op på, hvordan min mor havde det. Hvis hun havde det skidt, havde jeg det også skidt, og derfor havde jeg selv svært ved at blomstre, fortæller Frederikke, der begyndte at frygte, at hun selv havde arvet sygdommen.

Så hvis negative tanker dominerede for meget i en periode, blev hun nervøs.

Sidste år valgte Frederikke at flytte fra Skjern til København, og det var en både nervepirrende og positiv forandring.

I begyndelsen dominerede frygten for, hvad der ville ske, hvis hendes mor var alene, når hun havde det skidt.

Til forelæsningerne på universitetet var Frederikkes telefon aldrig længere end en armslængde væk, men hun har lært at give lidt slip på ansvaret.

– Det har jo aldrig været min mors intention, at hun skulle være en byrde for mig, og hun er rigtig ked af, at hendes sygdom har påvirket mig så meget. Men det er noget, jeg har lagt over på mig selv, fastslår Frederikke, der aldrig har været flov over, at hendes mor er psykisk syg.

Væk med tabuerne

Familien har altid været god til at snakke om de svære emner, og selv om Frederikkes mor stadig i perioder kæmper med sygdommen, så dominerer det ikke den tid, de har sammen.

 – Egentlig føler jeg mig ret heldig. Min mor var der, når jeg kom hjem fra skole, og hun altid været god til at lytte og tage mine problemer alvorligt. Faktisk var det sådan, at hvis mine veninder havde det svært, snakkede de ofte med min mor. Hun har altid været et meget kærligt og rummeligt menneske, fortæller Frederikke, der mener, at der skal være større åbenhed om psykiske sygdomme.

– Hvis man skal tabuerne til livs, er det vigtigt at snakke om det, så man ikke sidder og føler sig alene og forkert. I mit tilfælde var det enormt vigtigt, at jeg lærte, at jeg ikke skal påtage mig ansvaret for min mor. Jeg skal i stedet sætte mig selv først. Det er ikke noget, der er nemt, men jeg er heldigvis godt på vej.