Georgia er skizofren: Stemmerne holdt aldrig mund

Georgia har hørt stemmer, siden hun var barn. For hende var de så normale, at hun aldrig fortalte nogen om dem. Men jo ældre hun blev, jo flere stemmer kom der, og jo mere modbydelige blev de. Mobning i skolen forværrede det hele, og som 17-årig fik hun et psykisk sammenbrud og blev diagnosticeret som skizofren.

Georgia er skizofren: Stemmerne holdt aldrig mund

I mere end et år forklarede familien, at Georgia bare var lidt stresset. Det var det mest ufarlige svar, når folk spurgte, hvorfor den søde, kønne pige med de tårnhøje karakterer pludselig var droppet ud af 2. g i gymnasiet.

Men 17-årige Georgia Brask var ikke bare stresset. I virkeligheden var hun blevet indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling i Roskilde, hvor hun havde fået diagnosen paranoid skizofreni. En diagnose, som for første gang gav svar på, hvorfor Georgia havde hørt stemmer siden barndommen, og hvorfor hun havde så svært ved at begå sig socialt, når hun nu var så dygtig til alt andet.

Ingen i familien Brask havde erfaringer med skizofreni. De vidste lige så lidt om lidelsen som de fleste andre, men de blev selvfølgelig meget klogere undervejs, og til sidst forstod både Georgia og hendes forældre, at det her ikke var noget, der gik over. Det ville være en del af Georgia altid, og derfor besluttede de en gang for alle at droppe facader og bortforklaringer for i stedet at være helt ærlige. Det lettede. Helt utrolig meget.

Åbenheden gjorde alting så meget bedre, at Georgia efter et par år fandt modet til at blotlægge udfordringerne i sin hverdag endnu mere, da hun startede sin egen blog ”Georgias verden”. Hendes meget åbenhjertige indlæg er nu blevet til bogen ”Georgias stemmer”, hvor hun med både smerte og humor giver et indblik i livet for en ung pige med skizofreni.

Et let offer

Der har været mange stemmer i Georgias liv. Helt op til flere hundrede, da hendes sygdom var værst.

Stemmerne har altid været der, men som barn anede hun af gode grunde ikke, at de var unormale. Hun havde jo aldrig prøvet andet. Og i barndommen var de heller ikke voldsomt generende. De konstaterede bare, hvad der skete omkring hende.

”Du har en rød bluse på,” kunne de sige. Eller ”hun er sød.”

Men efterhånden som Georgia blev ældre, blev stemmerne mere og mere modbydelige.

”Vi hader dig,” kunne en stemme sige. ”Hold nu kæft” sagde en anden.

– Ligesom med tanker kunne jeg ikke slukke for dem. De var der bare hele tiden, som om de kom ud af et par høretelefoner, siger Georgia, som desværre ikke kun skulle høre på sine egne indre stemmer.

Også udefra blev der sagt nedsættende ord til hende fra flere klassekammerater.

Når man er en stille pige, der ikke har en bedste ven at læne sig op ad, er man et let offer. Det var Georgia.

Mobning er ødelæggende. Og mobning rammer altid hårdt og sætter sig dybe spor. Det ved alle, som igen og igen har prøvet at være offeret i skolegården. Men for Georgia var mobningen samtidig med til at skubbe til hendes sygdom, som for alvor brød ud, da hun som 17-årig fik et sammenbrud.

Dygtig fagligt

”Det værste er, at mobberne sikkert ikke kan huske noget af det, de gjorde. Men det kan jeg” skriver Georgia i sin bog, hvor hun rammende og præcist skildrer, hvordan det er at være den, de andre niver i maven og kalder ”Flæske”. Hvordan det er at være den, ingen svarer, når man siger noget, og den, som glad kan læse søde beskeder under billederne på sin Facebook profil, inden glæden ødelægges af: ”Det var en joke Georgia…”

Selv om Georgia udadtil har svært ved det sociale, er hun faktisk et socialt menneske, og i skolen ville hun hellere end gerne være en del af fællesskabet. Men hun fandt aldrig vejen derind.

”Når jeg mødte den mur af tavshed, mine klassekammerater udsatte mig for, kunne jeg ikke komme videre. Jeg havde det, som om alle andre færdedes inde i en stor glaskugle, hvor man skulle have en speciel kode for at komme ind, og jeg havde aldrig fået koden. Men jeg kunne stadig se alt, hvad der foregik inde i kuglen,” skriver Georgia, som dog altid kunne bruges en kort stund, når en klassekammerat var desperat nok til at bede om at få hjælp til den engelske stil eller den næste matematikaflevering.

Georgia har nemlig altid været ekstremt dygtig fagligt. Derfor så hendes liv også lysere ud, da hun begyndte i gymnasiet, hvor hendes gode hoved virkelig kom til sin ret, og hvor hun både fik luftforandring og nye klassekammerater. Men lige da alting skulle være så godt, gik det galt.

Læs også: Caroline er skizofren: Jeg er først og fremmest menneske

Flere stemmer

Hvad der præcist skete med Georgia, forstod ingen. Men hun blev mere og mere indesluttet og begyndte at sige underlige ting. Hendes forældre kunne godt se, at deres altid så søde Georgia var blevet en anden, men i begyndelsen forklarede de det med, at det nok var et lidt uventet teenageoprør.

Det var dog noget helt andet end hormoner, der rasede i Georgia i den periode. Inde i hendes hoved kom der flere og flere stemmer til. Mande-stemmer. Kvinde-stemmer. Nye stemmer. Velkendte stemmer. De holdt aldrig mund. Aldrig. Og Georgia var ude af sig selv. 

To gange slæbte hun alle sine ting fra sit værelse ud i haven og dækkede dem til med plastic. Hvorfor ved hun ikke. Måske fordi hun havde så meget larm og rod indeni, at hun bare ville leve i et rent og tomt rum.

På det tidspunkt var Georgia ikke rationel. Hun var dybt psykotisk, og en decemberdag for syv år siden, blev hun tvangsindlagt på ungdomspsykotiskafdeling.

– Dengang var jeg temmelig utilfreds med beslutningen, men i dag ved jeg, at indlæggelsen – der i alt varede syv måneder – var højst nødvendig.

Er ikke farlig

I løbet af de syv måneder, fik Georgia for første gang fortalt om sine stemmer inde i hovedet. At Georgia hørte stemmer, kom fuldstændig bag på hendes forældre.

”Hvorfor vidste vi det ikke?” spurgte de fortvivlede i begyndelsen, når de sad til møder med lægerne.

Svaret var lige til: Fordi stemmerne hele tiden har været en fuldstændig normal del af dagligdagen for Georgia. Derfor talte hun aldrig om dem.

I dag får Georgia medicin, som har fået langt de fleste stemmer til at forsvinde. Kun når hun bliver stresset, kan de dukke op som et advarselssignal om, at nu skal hun tage den med ro. For det skal hun.

Georgia vil aldrig få et hektisk og udadvendt liv som sine jævnaldrende. Efter sin indlæggelse kom hun ikke tilbage til gymnasiet, og hun er heller ikke i stand til at passe et fuldtidsarbejde. Men hun går til keramik og maleri to gange om ugen med sin farfar, og hjemme både maler, tegner og skriver hun med en meget kreativ hånd.

Georgias kunstneriske evner har helt sikkert været hendes redning. Ligesom hendes familie, som har stået stærkt omkring hende hele tiden sammen med en lille, men trofast gruppe af gode veninder.

Selv om Georgia er skizofren, kan hun nemlig sagtens være en god veninde med sjove bemærkninger og en hjerteligt grin. Hun er ikke skør. Og hun er slet ikke farlig, selv om skizofrene mennesker oftest bliver omtalt i medierne, når der er sket en drabelig tragedie.

I virkeligheden kender de fleste ikke meget til et liv med skizofreni, og det er præcis det, Georgia vil lave om på med sin fine lyserøde bog, hvor hun ikke bare har formuleret hvert et ord, men også malet forsiden og alle illustrationerne.