Gittes søn døde – og vennerne forsvandt: Jeg er stadig Mikes mor

Da Mike døde i en alder af bare 24 år, mistede Gitte ikke kun sin højtelskede søn, men også flere af sine nærmeste venner. De anede ikke, hvordan de skulle håndtere hendes sorg. Men Gitte insisterer på at tale om Mike, når hun har lyst. For han er stadig hendes søn.

– Er det dig, der har en søn, som hedder Mike?

– Ja.

– Og som har epilepsi?

– Ja.

– Så skal du vide, at han er på vej til Odense Sygehus med politieskorte. Og du må hellere tage derhen med det samme.

– Okay.

– Altså lige nu! Og du bør ikke tage derhen alene.

Gitte Bhutho fra Aarup glemmer aldrig det opkald, hun fik en formiddag i marts sidste år.  Det var fra politiet, der kunne fortælle, at hendes 24-årige søn, Mike, var fundet med hjertestop på sit kollegieværelse.

Gitte havde lige snakket med ham i telefonen dagen forinden, hvor han med stor stolthed fortalte, at han nu havde sorteret de mange piller, han tog for sin epilepsi. Morgenen efter fik Mike et af de helt store anfald. En rystealarm i hans madras gik i gang, og en sygeplejerske ankom inden længe til det specialkollegie, hvor han boede.

Det var desværre for sent. Mikes krop havde givet op under de voldsomme krampeanfald, og hans hjerte var holdt op med at slå. Sygeplejersken fik ham genoplivet, men det så ikke godt ud, og Mike blev sendt videre til hospitalet. Og så var det, at Gitte fik sit livs værste opkald.   

Hun var dog ikke klar over, præcis hvor slemt det stod til med Mike, da hun sammen med sin mand, Jimmi, kørte ind på parkeringspladsen ved Odense Sygehus.

Den værste besked

Mens Jimmi ledte efter et sted at stille bilen, løb hun ind på traumeafdelingen og spurgte efter sin søn. En sygeplejerske fulgte hende hen til stuen, hvor Mike lå, og bad Gitte om at vente uden for døren et øjeblik.

– Da sygeplejersken gik ind gennem svingdøren, stod den og vippede frem og tilbage, så jeg kunne se ind i stuen. Der var virkelig mange læger derinde.  Mike lå i respirator, men jeg tænkte stadig, at det bare var noget, vi skulle klare os igennem. Så da jeg kom ind til ham, begyndte jeg at nusse ham på armen, som jeg plejede, og sagde: ”Nu vågner du lige op, unge mand!”.

Mens Gitte aede sin søn på armen, fik hun øjenkontakt med sygeplejersken. Først da gik det op for hende, at den var helt gal. 

– Jeg kunne bare se på hendes øjne, at det var alvorligt. Da snørede det sig sammen i kroppen på mig. Jeg frygtede, at han ville ende i kørestol eller det, der var værre, men på intet tidspunkt overvejede jeg, at Mike kunne dø. Heller ikke da lægerne overførte ham til intensivafdelingen og sagde, at de nu ville se tiden an, før de kunne tage stilling til, hvad der skulle ske.

Jimmi, der også var nået frem til intensivafdelingen, kørte derfor hjem igen for at tage sig af datteren, Emma, som var blevet passet af Gittes forældre. Så Gitte var alene, da en læge trak hende til side og gav hende den værst tænkelige besked.

– Mike overlever ikke det her, sagde han med alvorlig mine, mens en sygeplejerske strøg Gitte blidt på armen.

– Hvordan kan du vide det? spurgte Gitte og blev sur og irriteret på lægen.

Hvad var det for noget at sige? Selvfølgelig ville Mike da overleve. Han havde altid selv sagt: ”Vi klarer den, mor,” hver gang tingene så svære ud, og Gitte var sikker på, at sådan var det også denne gang.

– Hvad ville du gøre, hvis det var dit barn? spurgte hun. 

– Der er desværre ikke noget at gøre, lød svaret.

Slukkede respiratoren

Mikes lever og nyrer var stået af, og der var ingen hjerneaktivitet. De var nødt til at slukke for respiratoren.

Gitte spurgte to andre læger, om de var enige. Det var de. Hun måtte indse, at Mikes liv var slut. Gitte tog derfor den ubærlige, men også uundgåelige beslutning om, at de skulle slukke den maskine, der holdt hendes søn i live.

Hun ville dog gerne have, at resten af familien fik mulighed for at tage afsked med Mike først, så hun ringede til Jimmi og bad ham komme tilbage sammen med Emma samt Gittes forældre og søster. Og så blev respiratoren slukket.

– Jeg holdt Mike i hånden, mens vi ventede på, at han gav slip. Det var faktisk en rigtig smuk død. Han lå helt afslappet i sin fine skjorte og så ud, som om han endelig havde fundet ro. Før havde han altid en uro i kroppen, selv når han ikke havde anfald. Der var altid et tic ved øjet eller noget, der kørte rundt inde i ham, selv når han sov. Nu havde han fået fred.

Tung sorg

Mike var en helt almindelig dreng, da han som 12-årig fik epilepsi. Han spillede fodbold i sin fritid og var den gladeste og mest betænksomme unge mand, fortæller Gitte.

Det første år havde han kun to små anfald, men herefter gik det stærkt. Der kom flere anfald om ugen, hvor han faldt om med vilde kramper i hele kroppen og fråde om munden. Nogle var så voldsomme, at han måtte på hospitalet, og det blev til sidst hans andet hjem.

– Jeg måtte sygemelde mig fra mit arbejde og gå hjemme med ham, fra han var 13 år, for han kunne ikke passe sin normale skole. Og efterhånden gik anfaldene også ud over hans hukommelse. Pludselig var jeg ikke længere kun hans mor, men også hans sygeplejerske, socialrådgiver og skolelærer.  Vi gik op ad hinanden 24 timer i døgnet og blev nærmest til én person. Vi så hinanden i alle situationer og udviklede et helt specielt forhold, siger nu 48-årige Gitte.        

Mikes død ændrede meget. De første måneder fyldte sorgen alt, og for Gitte var den så tung, at hun selv ønskede at dø.

Men med tiden – og med hjælp fra en psykolog – genfandt hun lysten til at leve. Hun lærte at være i sin sorg og at se den som noget positivt.

– Den var jo et tegn på, hvor meget jeg elskede Mike. Sorg betyder også, at der har været en kæmpe kærlighed. Og jeg vil hellere leve med sorgen, end jeg vil komme videre. For hvis jeg ikke har min sorg, så er det, fordi jeg har glemt Mike. 

Spørg os dog

Ikke alle kunne dog håndtere denne sorg.

Gitte og Jimmi oplevede, at flere af de nærmeste venner trak sig ud af deres liv. Nogle med det samme. Andre lidt efter lidt. Og de så, at folk skyndte sig over på den anden side af fortovet, når de gik forbi på gaden.

– Folk turde ikke snakke med os mere. Når jeg nævnte Mike, kunne jeg mærke, at de stivnede, og der kom en akavet stemning. Så lige så stille forsvandt flere og flere mennesker fra vores omgangskreds. Vi mistede ikke alle vores venner. Men vi mistede mange. Jeg følte mig forkert, og at min sorg var forkert, fordi de ikke ville snakke med mig om den. Og det gjorde ondt, at folk bare trak sig fra os, fortæller Gitte.

Jimmi nikker:

– Det er jo ikke sådan, at vi kun kan tale om Mike, men når folk ved, at vi har mistet ham og bærer på en stor sorg, hvorfor pokker så ikke lige spørge, hvordan vi har det en gang imellem? Mere behøver man ikke at sige. Vi skal nok selv vælge, hvor meget vi vil fortælle, og der er ikke noget, de kan sige til os, som kan gøre os mere kede af det, end vi er i forvejen. Tværtimod vil det kun hjælpe, at folk viser interesse, siger han.

– Jeg er stadig Mikes mor, og han er en kæmpe del af mig, selv om han ikke er her mere, så jeg har brug for at snakke om ham, ligesom jeg snakker om alle mulige andre ting i mit liv. Det vil jeg have lov til. Det kan også være gode og sjove ting, jeg fortæller om ham. Måske får jeg tårer i øjnene, men hvad sker der egentlig ved, at man græder? Man kommer da kun tættere på hinanden, når man kan tale om alt og vise, at man har følelser, siger Gitte.