Gravid fik en aggressiv type brystkræft: Min ufødte datter reddede mit liv

Da Eliza ventede sit andet barn, fik hun konstateret brystkræft, og lægerne gav hende valget mellem af beholde barnet eller brystet. Hun valgte datteren Sirid og gennemførte som gravid en omfattende kræftbehandling.

Gravid fik en aggressiv type brystkræft: Min ufødte datter reddede mit liv

En februardag i 2016 blev Eliza Madlycke urolig, da hun opdagede en øm knude i sit venstre bryst. Hun ringede til vagtlægen, men fik besked på at tage det roligt. Knuden skyldtes sandsynligvis, at Eliza for nylig var stoppet med at amme sin datter. Hun skulle afvente sin menstruation, men den udeblev.

Den dengang 33-årige kvinde var nemlig gravid og ventede uden at vide det barn nummer to.

Men da Eliza fandt ud af, at hun var i lykkelige omstændigheder, opdagede hun samtidig, at knuden var vokset. Hun indså, at tiden var inde til at få knuden undersøgt.

– Jeg fik en tid hos lægen op til påske, og allerede første hverdag efter påske skulle jeg have foretaget mammografi og biopsi. Lægerne forstod alvoren, og at det var vigtigt for mig hurtigt at få stillet en diagnose. Men jeg var ikke specielt urolig, fortæller Eliza.

Den unge kvinde fra Huskvarna i Sverige var sikker på, at der var tale om en ufarlig cyste. Hun søgte information på internettet, og en knude i brystet var ikke usædvanligt under en graviditet.

Men da resultatet af biopsien forelå, var situationen en helt anden og langt mere alvorlig.

Læs også: Anne måtte også gå i behandling for kræft, mens hun var gravid - hun havde ikke brystkræft, men livmoderhalskræft

Gravid med brystkræft

På Elizas ældste datter, Hedvigs, 1-års fødselsdag den 11. april 2016 kom beskeden. Eliza havde en meget aggressiv og hormonfølsom form for brystkræft, og den havde spredt sig til lymfekirtlerne. På blot en måned var knuden vokset fra en til fire centimeter.

– Jeg husker, hvordan jeg sad som i et rum af vakuum med min mand, Petter, ved siden af mig. Jeg hørte i det fjerne en læge tale om, at jeg skulle opereres om en uge, men det kunne jeg ikke forholde mig til. Jeg sagde, at det havde jeg ikke tid til, fordi min mor skulle opereres for kræft i underlivet, siger Eliza.

Men lægerne insisterede på, at Eliza skulle opereres hurtigst muligt. Samtidig anbefalede de at Eliza fik en abort, men det ville hun under ingen omstændigheder gå med til. Hun meddelte lægerne, at hun ville beholde barnet. Den beslutning stod ikke til forhandling.

– Jeg vidste, at det kunne blive svært at blive gravid efter en kræftbehandling. Vi ville gerne have, at Hedvig skulle have en lillebror eller -søster. Min mand spurgte lægerne, om det var muligt at bevare barnet trods en kræftbehandling, og svaret var et ja. Men det var under forudsætning af, at jeg fik hele brystet fjernet. Var jeg klar til det?

Det var Eliza. For hende var det en selvfølge at vælge barnet fremfor sit bryst.

Kort efter fik hun fjernet brystet og 27 lymfekirtler. I graviditetsuge 14 begyndte Eliza på kemobehandling, eftersom det ufødte barn på det tidspunkt ikke længere kunne tage skade af cellegiften. Hun fik seks gange kemoterapi med tre ugers mellemrum, og i uge 35 blev fødslen sat i gang.

Den 24. oktober 2016 kom Sirid sund og rask til verden, selv om hun var en smule lille.

– Bagefter kan jeg se, at Sirid reddede mit liv. Hvis jeg ikke var blevet gravid, havde jeg ikke opdaget tumoren i mit bryst i tide. Så er der ingen, der ved, hvordan det var gået med mig, siger Eliza med et smil.

Se også: Sådan opdager du brystkræft: Billede går verden rundt

Ramt af dødsangst

Et par uger efter at have født Sirid begyndte Eliza på en ny omgang kemoterapi, og efter den ottende behandling lige før jul blev hun ramt at svær svimmelhed, og lægerne frygtede, at hun havde flere metastaser.

– Da blev jeg for første gang under hele forløbet rigtig bange og fik dødsangst. Jeg troede, at kræften havde spredt sig til hjernen, og at jeg skulle dø fra mine børn. Inden da havde jeg bare kørt på med fuld fart og var aldrig bange for noget. Jeg var fortrøstningsfuld og sikker på, at jeg ville overleve, fortæller Liza.

– Min eneste bekymring under graviditeten gik på, om Sirid havde taget skade af den stærke medicin, som jeg fik mod kræften. Jeg var kun den anden kvinde på hospitalet i Jönköping, der havde været i kræftbehandling under en graviditet. Derfor var min situation usædvanlig og samtidig en smule usikker.

Efter en mareridtsagtig uge forelå resultaterne, og de var positive. Svimmelheden skyldtes eftervirkninger fra kemobehandlingerne, og Eliza kunne ånde lettet op.

Læs også: Ulla og hendes søstre fik brystkræft: Jeg overlevede som den eneste

Følte sig ensom

Eliza har stillet op i en landsomfattende kampagne for den svenske kræftorganisation CancerRehabFonden. Hun gør det blandt andet for at oplyse om, at det kan lade sig gøre for en gravid med brystkræft at gennemføre svangerskabet samtidig med, at man får kræftbehandling.

– Jeg følte mig meget ensom, mens jeg var syg, og tænkte alle mulige tanker. Derfor søgte jeg på Facebook efter ligestillede kvinder, og snart var vi en hel håndfuld i gruppen ”Kræft og gravid – kæmp for to”, fortæller Eliza.

Hun mailede til CancerRehabFonden og spurgte, om der var mulighed for at få et tilskud, så kvinder fra hele Sverige kunne mødes. Det endte med, at 14 kvinder mødtes.

Tre af dem er i øjeblikket med i kræftkampagnen som ambassadører, og de fortæller om deres erfaringer.

– Det er et vigtigt budskab, vi kommer med, nemlig at man ikke behøver få en abort, fordi man er ramt af brystkræft. Det tror mange kvinder fejlagtigt. Lægerne er ofte meget hurtigt ude med en opfordring til abort, men sådan behøver det ikke at være. Vi 14 kvinder er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at få kræftbehandling og gennemføre et svangerskab.

Eliza er i dag erklæret rask og fri for kræft. Men de næste 10 år skal hun have hormonbehandlinger for at minimere risikoen for et tilbagefald.

– Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har fået barn nummer to på trods af den alvorlige kræftdiagnose. Sygdommen har lært mig meget om livet. I dag tager jeg intet for givet, men oplever hver dag som en gave, siger Eliza.