Helved blev vores paradis

Familien Minke Jørgensen har måske ikke flyttet sig mange kilo­meter. Men de har været på en lang rejse, inden de endte i Helved. I to år boede de i campingvogn med deres tre børn, sommer og vinter, gennemlevede stor sorg, inden de flyttede til Helved og fandt den store lykke.

Det tog næsten to år, før det ramte. Men så slog det også hårdt. Henriette måtte medicineres og sygemeldes, da hun holdt op med at fortrænge og endelig helt forstod det: ”Jeg er mor til en død dreng.”

Marcus blev 3 år. Selv om han ikke fik længere tid i verden, nåede han at gøre en kæmpe forskel.

– Han var jorden dejligste dreng og rummede så meget liv og glæde. Han lærte os så mange ting om livet og hinanden, siger Henriette.

LÆS OGSÅ: Sapran blev slået og ydmyget som barn: Jeg ville bare elskes

Hun og manden, Kim, vidste godt, at den kønne Marcus med de runde kinder kun var til låns. Han var født svært hjerneskadet og kunne ikke det samme som deres to andre børn. Men det gjorde selvfølgelig ikke kærligheden mindre.

Familien havde Marcus hjemme, som var han et helt normalt barn. Kun én weekend om måneden var han hos en aflastningsfamilie. En af de weekender blev Henriette ramt af en uforklarlig følelse. Hun stod og kiggede på et billede af Marcus, da hun pludselig sagde: Skal vi ikke hente ham i aflastningen?

Der var ingen logisk forklaring på Henriettes bange anelse. Marcus var midt i en af de bedste perioder i sit liv helt uden sygdomme. Alt gik godt, og det var også derfor, de blev enige om at lade Marcus blive hos aflastningsfamilien som planlagt.

Klokken fire om natten ringede politiet på døren. Marcus var død. Et hul i den ene lunge havde pludseligt sluttet hans liv.

Marcus var en helt fantastisk dreng. Men han fik kun lov at blive 3 år.

Forsinket

Beskeden ændrede alt. Men alligevel fortsatte livet. I bogstaveligste forstand pressede et nyt, lille liv sig ud 10 uger efter, da Henriette fødte datteren Malou.

Den lille pige skulle som alle andre spædbørn have mælk, kærlighed og opmærksomhed døgnet rundt. Henriette gav rigeligt af det hele, mens den voldsomme sorg efter Marcus blev skubbet væk.

Først godt halvandet år efter kom sorgen væltende ud for fuld kraft.

– Jeg blev simpelthen overrumplet af savn. Det var så ufatteligt og så hjerteskærende. Jeg blev syg psykisk.

LÆS OGSÅ: Glimt af Flemming Jensen: Nutår i Suditalien

Henriette fik hjælp og medicin, og Kim gjorde, hvad han kunne for at passe på sin ulykkelige kone. Men vejen ud af den tunge depression kom først, da familien tog en uventet beslutning.

De solgte alt, hvad de ejede, og flyttede i campingvogn.

Idéen var lige så stille startet, mens de tilbragte ferier og weekenden i en lille gammel campingvogn. Noget ved campinglivet tiltrak dem så meget, at de en dag sagde deres lejlighed op og købte en stor moderne campingvogn.

På Naldmose Strand Camping på Als fik de en hverdag, hvor børnene gik i skole hver morgen, og hvor de hver aften trak den lille trækvogn med opvask ned til fælleskøkkenet. De gjorde det både på de dejligste sommerdage, men også når de skulle trække gennem snedriver og hård frost.

Var I helt ærligt ikke ved at give op en gang imellem?

– Tværtimod. Det var simpelthen den bedste tid. Vi var bare så tætte som familie. Det var lige det, vi havde brug for, siger Henriette, som understreger, at hun selv fik en ro, som hun ikke kunne finde i en almindelig bolig.

– Jeg er sådan en, der gerne vil have, at ALT skal være i orden. Men her var der ikke noget at stresse over. Jeg skulle ikke tænke på at støvsuge og pudse vinduer. Der var bare den der gode tid med familien.

I mere end to år boede familien med to voksne og tre børn i campingvogn.

Det rigtige hus

I campingvognen blev Henriette sig selv igen. Inderst inde vidste hun godt, at familien på et tidspunkt skulle slippe campinglivet og flytte i hus igen, når børnene blev større, men tanken skræmte hende nærmest. Hun jublede i hvert fald ikke, da hendes mor en dag ringede og fortalte, at hun i lokalavisen havde set det perfekte hus til salg i Helved.

Det var mest for at lukke den mulighed hurtigt, at Henriette samme dag ringede til ejendomsmægleren og fik en fremvisning med Kim.

– Jeg havde virkelig ikke lyst til at se huset, husker Henriette, som alligevel trådte ind.

Da hun og Kim stod sammen på første sal og kiggede ud ad vinduerne, kom følelsen: Det her var det helt rigtige hus.

De var stort set ikke nået ned af trapperne igen, før de sagde ja til købet.

LÆS OGSÅ: Slankelægen fra Holbæk: Jeg har savnet mine børn

Kort efter solgte de campingvognen.

– Det var godt nok vemodigt at se den trille væk. Der var så mange minder i den, husker Henriette, som til gengæld fik travlt med at indrette det store hus i Helved.

Familien havde stort set ingen møbler. Efter to år i campingkøjer havde de ikke engang senge, så den første tur i IKEA kostede dem 50.000 kroner.

Det var nu ikke boligudgifterne, der bekymrede Henriette. Hun frygtede langt mere for sammenholdet i sin familie.

– Jeg tænkte: Åh nej, nu går børnene sikkert ind på deres værelser, og så ser jeg dem næsten ikke mere. Men sådan gik det slet ikke. Faktisk tog det lang tid, inden vi begyndte at gå ind i hvert vores rum. Vi søgte ubevidst hinanden hele tiden.

For tre år siden meldte endnu en person sin ankomst i familiens stærke fællesskab. Henriette var gravid.

Hele familien har fundet roen og lykken i Helved.

Alle børnene glædede sig, og da Henriette fik den første ve en aften, mens de sad sammen og så ”Rundt på gulvet”, jublede de højlydt.

– Nu sker det, råbte børnene.

Henriette fik dem dog hurtig til at slappe af.

– Rolig nu. En fødsel tager mange timer, sagde hun, inden hun helt uden panik ringede til sine forældre for at få dem til passe børnene.

Panikken var der heller ikke, da hun og Kim satte sig ud i bilen for at køre til Sønderborg Sygehus, 15 kilometer væk. Men de havde ikke kørt længe, før Kim kunne mærke, at der skete noget voldsomt med hans kone.

– Hvordan har du det? spurgte han, mens de kørte gennem den mørke regn. Vinduesviskerne piskede frem og tilbage. Men Henriette sagde ikke noget.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen makeover: Et brus af krøller

– Jeg ville bare have, at Kim skulle få os sikkert frem, siger Henriette, som i virkeligheden var forpint af kraftige presseveer. Pludselig kunne hun mærke barnet komme ud, mens hun sad der på forsædet.

– Hold ind, når du kommer til rundkørslen. For jeg føder, fik hun fremstammet.

Kim gjorde, som han fik besked på. Henriette satte sin ene hånd på sædet og lettede sin krop en anelse. Så fødte hun Marius i rundkørslen. En sund og stærk dreng, som de kunne tage med hjem efter få timer på sygehuset.

Når familien i dag kører gennem rundkørslen, falder snakken hver gang på Marius’ fødsel. Det er en del af deres fælles historie. Præcis ligesom Marcus er det, selv om han ikke er her mere.

Han fylder stadig meget, og sorgen går aldrig helt væk. Men de kan også mindes ham med smil, og til hans fødselsdag nyder de hvert år pandekager med is, som var hans livret.

Henriette og Kim er sikre på, at de skal blive ved med at fejre alle familiens mange fødselsdage i Helved. Her har de fået både skov, strand og et liv, hvor de kan være tæt som familie.

– Jeg plejer at sige, at vi fandt vores paradis i Helved, smiler Henriette.