Onsdag, 22. februar 2017 - 5:46 - af Louise Søgaard. Foto: Morten Mejnecke
Ja, det er mig med den døde dreng
Christina og Thomas mistede deres søn, Mads, da han var 14 måneder. Han døde i sin seng. Siden oplevede Christina, at mange undgik hende eller ikke turde tale om hendes tab og savn.
Ja, det er mig med den døde søn


Mads døde, mens han sov
– Tal mere åbent om at miste, og tal med dem, der har mistet, lyder opfordringen fra Christina, der har mistet sin bare 14 måneder gamle søn.
Foto: Morten Mejnecke


Mads døde, mens han sov
Christina har i samarbejde med Simon Kratholm An-kjærgaard skrevet en bog om Mads’ død. ”Ja! Det er mig med den døde dreng” kan købes via Christinas Face-bookside af samme navn.
Foto: Morten Mejnecke


Mads døde, mens han sov
Christina giver sin datter Malou æren for at være her endnu: Havde det ikke været for hende, ville Christina have fulgt sin søn i døden.
Foto: Morten Mejnecke


Mads døde, mens han sov
Ved at stå frem håber Christina at være med til at nedbryde tabuet om døden.
Foto: Morten Mejnecke


Mads døde, mens han sov
Christina og Thomas er forældre til tre børn: to i armene, Malou og Oscar, og en i hjertet, lille Mads, der døde blot 14 måneder gammel.
Foto: Morten Mejnecke


Mads døde, mens han sov
- Vi kan godt lide, at folk taler om Mads, siger Christina.
Foto: Morten Mejnecke


Mads døde, mens han sov
- Oscar er ikke en erstatning for Mads, for han er barn nummer tre, siger Christina.
Foto: Morten Mejnecke
Babyer kan da ikke dø. Så længe de har deres mor og far til at passe på dem, og mor og far gør det godt, sker den slags ikke.
Det troede 30-årige Christina Richter-Olesen fra Smørum, og hun var derfor aldrig rigtig bange for at miste sine børn.
Sådan tænker Christina ikke i dag.
Mads døde i sin seng
Christian og Thomas mistede deres søn, Mads, da han var bare 14 måneder.
Mads blev puttet en fredag aften, mens storesøster Malou, som dengang var 3 år, så Disney Sjov. Han var lidt sløj med feber og forkølelse, men der var ikke noget alarmerende i hans måde at være på.
Mads var stadig lidt dårlig om natten. Han kaldte, og Thomas stod op og var inde hos ham. Han var tørstig, så han fik lidt vand, og hele familien sov videre, også Mads. Desværre vågnede Mads aldrig igen. Men Christina og Thomas opdagede ingenting før næste morgen.
Daniella og Asgers sorg: Vores Mikkel døde i børnehaven
Et dybt brøl
Malou kom ind til dem i sengen, som hun plejede, for at putte og se lidt tv, mens de langsomt vågnede.
Thomas’ mor sendte en sms for at høre, om Mads havde fået det bedre. Så Thomas stod op og gik ind for at se til lillebror.
Christina kunne høre, at noget var helt galt. Thomas råbte på hende, som hun aldrig havde hørt ham råbe før.
– Jeg nåede at tænke, at Thomas måtte være blevet dårlig, og at han måske skulle kaste op. Det lød som et dybt brøl, og da jeg kom ind på værelset, så jeg ham stå bøjet ind over Mads’ seng. Han stod og ruskede i Mads, og det så alt for voldsomt ud. Jeg skulle lige til at skælde ham ud, men så så jeg, at Mads havde lilla og blå plamager på den ene side af hovedet og på hænderne. Han var død. Der var ingen tvivl, men jeg gik ikke i panik.
– Jeg ringede 112, og til manden i røret sagde jeg: Jeg tror, min baby er død, fortæller Christina.
Læs hele historien om Christina og hendes familie i Ude og Hjemme nr. 8, der er i handlen fra onsdag den 22. februar 2017.
De sidste sekunder
Christina bad om at få lov at blive, mens politi og læger undersøgte Mads. Hun måtte have det hele med, for hun var godt klar over, at det var hendes sidste timer med sin dreng.
– Det var rædselsfuldt. Mads var slet ikke min lille lækre babydreng, som han lå der. Jeg kunne ikke holde ud at se ham sådan, samtidig med at jeg ikke ville gå glip af et eneste sekund, for det var jo vores sidste sekunder med vores søn, siger Christina.
Bagefter fik Thomas ham i armene, og sammen med Christina blev de kørt til sygehuset. Her var Mads i en uge, hvor han blev obduceret to gange, inden man måtte konkludere, at den lille dreng havde ligget med ansigtet ned i puden og derfor ikke havde kunne trække vejret. Det havde fået hans hjerte til at stoppe.
Intet blev nogensinde det samme igen.
Sarahs søn ville ikke ammes: Det reddede hendes liv
Et tabu
Christina ville ønske, at alle andre, som ikke har mistet et barn, kunne lære ikke at være så berøringsangste over for forældre til døde børn.
Christina oplevede, at de andre forældre i børnehaven ikke turde tale med hende. Det gjorde hende ondt, så hun skrev et brev, som hun hængte op i garderoben.
Her skrev hun, at de følte sig revet midt over, men at de ikke var så ødelagte, at de ikke kunne svare på spørgsmål.
En lille by som Smørum er ikke et nemt sted at bo, når man er mor til den døde dreng. Flere gange oplevede Christina, at folk undgik hende, når hun nærmede sig.
– Folk skal vide, at vi godt kan lide, at de husker Mads. At de taler om Mads. Der er intet, de kan sige, som kan gøre smerten værre, end den allerede er. Man kan for eksempel sige til en forælder, som har mistet et barn, at man ikke ved, hvad man skal sige. Det er langt bedre end ikke at sige noget som helst, siger hun.
Lys i mørket
De ønskede sig begge et barn mere.
– Vi havde været mor, far og to levende børn, og det skulle vi være igen. Der skulle bare gå lidt tid. Og knap et år efter viste en test, at Malou skulle være storesøster igen, og Mads skulle være storebror. Så kom Oscar. Han er ikke en erstatning for Mads, for han er barn nummer tre, siger Christina.
Du kan se billeder af Christina med sin familie i galleriet øverst i artiklen.