Jeg elsker den han var

Den mand, Vita forelskede sig i og giftede sig med for 21 år siden, har forladt hende i ånd. Der er kun hans krop tilbage, og den skal Vita passe og pleje 24 timer i døgnet. Det er et ensomt job. Vita savner Peter.

Før kunne han alt, og han var især god til at få Vita til at grine. Den Peter, Vita giftede sig med, fortalte vittigheder hele tiden, og latter var deres fælles sprog. Nu er der ikke så meget at grine ad i huset i Sønderborg hos Peter og Vita. 

– Det er ensomt. Vi kan gå her en hel dag, og det eneste der bliver sagt er: ”Værsgo,” når vi skal spise, og ”Vil du tage min tallerken med ud?”. Gudskelov har vi mange kanaler på tv’et, siger 64-årige Vita Wortmann.

LÆS OGSÅ: Jeg mister lidt af mor hver dag

Selv om Vita forsøger at være vittig, forstår Peter ikke længere humor. Det var sådan, Vita opdagede, at han måtte fejle noget. De første symptomer var småting, og hun havde svært ved at bede ham om at gå til lægen. Da det endelig lykkedes, spurgte Peter hende, hvad han skulle sige, årsagen var. 

privat

Vita havde sine anelser, men  hun ville ikke gøre ham urolig eller ked af det. Hun foreslog ham derfor at skrive: Stress eller depression, og han bad hende om at tage med ham. 

LÆS OGSÅ: Nødder forebygger demens

– Det første, Peter sagde til lægen, var: Jeg tror ikke, at jeg fejler det, som jeg skrev. Jeg tror, at jeg er ved at blive dement. Hårene rejste sig på mine arme. Jeg havde jo gået og tænkt det i flere år. Der var så mange situationer, som Peter ikke længere forstod, og han havde svært ved at passe sit arbejde, fortæller Vita.

Peter var 57 år, da en rygmarvsprøve afslørede årsagen til de mange tegn på, at han var ved at blive en anden. 
Lægens besked lød: Du har Alzheimers, og det er desværre den arvelige slags. Du skal ikke arbejde mere, og du må ikke længere køre bil eller drikke alkohol. Turen hjem var Peters sidste tur bag et rat. 
Siden har han kun kørt cykel.

Sover dagen lang

Nu er Peter 63 år, og han sover lige så meget som et spædbarn. Han ligger dagen lang på sofaen og ser fjernsyn og falder i søvn. Og allerede kl. fire om eftermiddagen begynder han at kigge på sit ur. 

Vita ved, det er fordi, han gerne vil i seng for natten. Han kan ikke selv sige det. Peter har for længst mistet evnen til at tale, så andre kan forstå ham, og han kan ikke forstå, hvad man siger til ham.

– Jeg elskede Peter – den pæne og sjove mand, jeg giftede mig med, men han er her ikke længere, og det er hårdt arbejde at passe en voksen mand, som ingenting kan. Nogen tror, at det kan sammenlignes med at passe et lille barn, men et barn kan trods alt forstå, hvad man siger. Peter forstår ikke længere alle ord, og han kan ikke huske, hvad jeg lige har sagt. Så snart gæster er gået ud ad døren, har han glemt, at de var her, og så kan han ikke forstå, hvorfor der står flere kopper på bordet. Så bliver han forvirret, fortæller Vita Wortmann fra Sønderborg.

Hun og Peter bor stadig sammen, og hun passer ham døgnet rundt. Kun når Peter ligger og sover på sofaen, har Vita tid for sig selv. Men hun kan ikke forlade huset mere end kort tid ad gangen. Peter kan ikke huske, hvorfor hun gik, og hun kan ikke være sikker på, at han læser og forstår den seddel, hun lægger til ham.

Vi havde det sjovt

Peter kunne alt, før han blev syg. Han arbejdede som reparatør af kontormaskiner, og det var ham, som klarede det hårde praktiske arbejde derhjemme. Han støvsugede, pudsede vinduer og slog græs. 

Vita har i mange år lidt af fibromyalgi og slidgigt i hofterne, og Peter gjorde med glæde alt det, hun ikke kunne.

LÆS OGSÅ: Kirstens mand levede et dobbeltliv: Havde kone og børn ved siden af 

– Da han blev syg, havde jeg bare at blive rask. Nu kan han kun gå ud med skraldet, og jeg skal holde øje med ham imens, fortæller Vita. 

Hun og Peter mødtes i 1993. Da var Vita alene med sin store datter, og Peter var ligeledes skilt fra sine to døtres mor. Vitas datter kendte en af Peters venners døtre, og en dag, de to mænd skulle i byen, spurgte Vitas datter, om de ikke kunne tage hendes mor med. Hun sad altid bare hjemme, klagede hun. Og sådan blev det. Men Peter og vennen måtte ringe mange gange til Vita, før hun endelig lod sig overtale. 

Det var tydeligt for enhver, at Peter og Vita var et godt match. De var begge glade for speedway, og de tog sammen rundt som publikum til speedway-konkurrencer hver weekend. Det var altid sjovt, og de kendte alle de andre, husker Vita. 

I dag tager de ingen steder. Peter bliver for hurtigt træt og må lægge sig. Det er også slut med at rejse. 

Igennem 22 år har Vita og Peter holdt ferie på Mallorca det samme sted i en måned ad gangen. Men sidste år viste turen derned sig for lang for Peter. Nu overvejer Vita, om hun skal tage dertil i år alene og få Peter passet på det lokale plejehjem imens.

– Men jeg ved jo ikke, om jeg kan lide at være af sted alene. Vi er altid sammen. Vi gik til vandgymnastik sammen hver mandag. Sidste mandag gik ikke godt. Peter kunne ikke længere forstå, hvad instruktøren sagde. Han blev utryg og måtte hele tiden kigge på mig. Så nu forsøger jeg at få lov til at sætte Peter af på det lokale aktivitetscenter for ældre hver mandag, mens jeg dyrker vandgymnastik alene. Han har også gået til bowling om torsdagen uden mig, men det måtte også stoppe, for han kunne ikke længere finde hen til hallen på cykel. Jeg har sat hans cykel til salg. Han har ikke brugt den i to år, siger Vita.

Peter sidder ved hendes side og smiler og nikker. Det første, han mistede, var evnen til at genkende folk på gaden. Så blev ordene væk fra ham, men i starten kunne han erstatte dem med andre. 

LÆS OGSÅ: babydukke giver dement kvinde mening med livet

Til sidst havde han ikke flere ord. Det var han meget ked af, men det er længe siden, hans tale forsvandt, og han er ikke længere frustreret. 

Husker stadig Vita

Det er ikke til at vide, hvor meget Peter forstår. Men han virker glad, og det er tydeligt, at selv om han har glemt næsten alt andet, husker han stadig sin kone. 

Hun er den vigtigste person i hans liv. Uden hende kan han ikke sove, hverken i sofaen eller i sin seng. Hun må følge ham i seng, for at han kan finde ro. Han er altid ved hendes side, og hun ved hans, når han ligger i sofaen og blunder. Rejser hun sig for at gå på toilettet, vågner han og leder efter hende i huset. Han har formentlig glemt, hvad de har oplevet og talt om, men Vita husker alt. 

– Jeg savner Peter, siger hun med Peter ved siden af sig. Han nikker og smiler til hende, som om Peter var en fælles bekendt, han bare ikke kan huske hvem er