Jeg kæmper for min datters liv

For et år siden opdagede Susanne, at hendes elskede datter lider af anoreksi. Lige siden har hun overvåget Cecilies måltider og sikrer sig også, at datteren ikke bagefter kaster det hele _skæbner_udsatte menneskerop igen.

Foto: Morten Mejnecke

Seks gange om dagen sidder 41-årige Susanne Jørgensen fra Frederikssund og kigger på sin datter, der spiser. Hun overvåger, at hver eneste skefuld yoghurt, hver eneste bid af bollen og hvert eneste stykke frugt synkes. Efter måltiderne skærpes overvågningen. Risikoen for, at Cecilie går ud på toilettet og stikker en finger i halsen, er simpelthen for stor.

Skolelægen ringede
16-årige Cecilie lider af anoreksi og har gjort det i to år. Men det var først for et år siden, at det gik op for Susanne.
Hun sad i frisørstolen med sølvpapir i håret, da hendes mobiltelefon ringede.
Skolelægen sagde: Tag det nu roligt. Men Cecilie har lige fortalt, at hun kaster sin mad op.
- Jeg blev så vred. Hvordan skulle jeg "tage det roligt"? Det var jo en forfærdelig besked, siger Susanne.

Læs også: Reddet af kærlighed

Blå negle
I stedet hastede hun op på skolen for at hente Cecilie, så de kunne tale sammen.
- Set i bakspejlet har der jo nok været visse tegn, erkender Susanne.
For eksempel da Cecilie ikke længere gad spise slik og kage. Når hun insisterede på at løbe lange ture flere gange om ugen. Eller når hun blev sur og ked af det, hvis der ikke var den rigtige mad i køleskabet. Men især da hendes negle begyndte at blive blålige.

Perfekt og slank
- Men dengang viste blodprøverne hos lægen jo, at der ikke var noget galt med Cecilie, siger Susanne stille.
Hun har svært ved at forstå, at hendes store pige ikke selv kan se, at hun er slank. Lige meget hvor ofte hun forsøger at forsikre Cecilie om, at hun er perfekt, som hun er, nytter det ikke.
For Cecilie kan ikke selv se det.

Tyk i spejlet
Når hun kigger sig i spejlet, ser hun en tyk pige, der trænger til at tabe sig.
- Jeg ved inderst inde godt, at det ikke er sandt, siger Cecilie og slår blikket ned.
Faktisk er hun meget afklaret med sin sygdom. Hun ved godt, at det ikke er vægten, men hendes tanker, der er problemet.

Læs også: Jeg blev reddet af min far

På kur for sjov
- Det er svært at forklare, hvordan det er, siger hun.
Det var i 6. klasse, at ideen om at blive slankere opstod. Sammen med en veninde i klassen besluttede Cecilie sig for at følge en slankekur. Bare for sjov, for ingen af pigerne havde brug for at tabe sig. Men da vægten for Cecilies vedkommende senere viste to kilo mindre, blev det alvor.

Følelsen af kontrol
- Det var en rar følelse, at jeg kunne tabe mig, hvis jeg ville. Det var lykkedes for mig, forklarer Cecilie.
Men det betød også, at hun ønskede følelsen af kontrol igen. Så hun fortsatte med nye kure, som hun fandt på nettet. Og jo mere hun tabte sig, jo mere gemte hun sig i store trøjer og jakker. For hun vidste jo godt, at det var forkert.

Fik nok
Til sidst blev det hele dog for meget for Cecilie, der på det tidspunkt vejede blot 45 kilo, og da var det, hun betroede sig til skolelægen.
- Jeg var utroligt lettet bagefter, for det var hårdt at gå at skjule det. Og så vidste jeg, at det ville ødelægge min krop, hvis jeg fortsatte, siger Cecilie.

Lægebesøg
Et besøg hos familielægen sendte mor og datter videre til Center for Spiseforstyrrelser i Hillerød, og nu - et år senere - kører Susanne stadig Cecilie til ambulant behandling to-tre gange om ugen. Her bliver Cecilie vejet og undersøgt, og har derudover samtaler med en psykolog.

Overvåger stadig
I dag går Cecilie i 1. g på gymnasiet. Frokosten, der består af en bolle med pålæg, klarer hun selv. De andre måltider foregår sammen med Susanne.
- Jeg føler ikke, at tankerne har ændret sig så meget. Jeg tænker stadig mest på, hvordan jeg kan snyde mig fra et måltid, indrømmer Cecilie, der godt kan forstå, at hendes mor er nødt til at overvåge hende, selv om hun ikke længere kaster maden op og også har taget en del kilo på. Der er dog stadig et stykke vej til en normal vægt.