Jeg lærte at elske min datter

I 10 år har der været gråd, skænderier og manglende kærlighed mellem to, som burde være hinandens nærmeste: Mor og datter. Men i fjor fik de den hjælp, der ændrede alt til det bedre.

Foto: Gregers Overvad

Det var de sværeste ord at sige. Næsten umulige at få over sine læber. Men Susan Rasmussen var kommet så langt ud, at hun var desperat for at få hjælp. Derfor rømmede hun sig og sagde det lige ud: - Jeg vil gerne lære at elske min datter. Det er nu tre år siden, 36-årige Susan sad i familierådgivningen Elmehuset i Borup på Sjælland, hvor hun skulle flytte ind i håb om at rette op på forholdet til sin 10-årige datter. Om det ville lykkes, anede hun ikke. Hun vidste bare, at den var helt gal.

Drømmen om en baby
Da Susan var en 14-årig pige, havde hun én stor drøm: Hun ville være mor. Når hun blev det, ville alt blive perfekt. Hun var derfor lykkelig, da hun knap 10 år efter fandt ud af, at hun var gravid. Men som maven voksede, kunne hun mærke en underlig sorg indeni. Og da hun fødte sin skønne datter Naa Adoley med de store mørke krøller, lå hun i timevis og kiggede på hende: Er det virkelig min? Skal jeg have hende med hjem? Det skulle hun, og selv om Susan stadig var sammen med faderen på det tidspunkt, var hun meget alene med sin datter, og tingene var ikke, som man læser om i de lykkelige babybøger.

- Det var svært for mig at være mor. Jeg syntes, hun krævede sindssygt meget af mig, som jeg ikke kunne give. Når sundhedsplejerske kom, sad jeg bare og tudede, husker Susan, der er kontorelev.

Hun blev alenemor, da Naa Adoley var et år. Det blev deres forhold langt fra bedre af. I dag husker hun hovedrystende tilbage på, hvordan hun gav sin lille datter skylden for alt, og en dag, da datteren var tre år, ringede hun tudende til sine forældre:

Skulle blive voksen
- I må komme og hente hende. Jeg kan ikke klare det mere. De urolige bedsteforældre kom selvfølgelig, og de fik Susan overtalt til at gå i terapi.
Det blev på mange måder et vendepunkt. Gennem terapien indså hun, at hun selv opførte sig som et barn. At de reelt var to treårige, der boede sammen. Hun skulle lære at blive voksen. En krævende opgave, når man er så langt fra mål.

Til gengæld fik Susan året efter et ordenligt skub i den rigtige retning. Hun mødte Martin, der var både ansvarlig og stabil. Præcis, hvad Susan havde brug for. Hun blev så forelsket, at hun gik med til at få et barn mere, selv om hun frygtede, at historien ville gentage sig, da hun fik sin lille Emilie i armene for otte år siden. Og det kunne også let være gået galt endnu en gang.

- Jeg kunne mærke, at når hun græd og ville have min opmærksomhed, så kom den gamle følelse op igen, husker Susan, som heldigvis fik hjælp af den robuste Martin. Stille og roligt fik han hende til at slappe af. Forholdet til Naa Adoley blev til gengæld værre og værre.

- Vi hang under loftet konstant og skændtes, så det bragede. Til sidst måtte Martin give op. Han kunne ikke holde den uro ud og flyttede. Selv om Susan kom i familieterapi og fik velmenende råd, hjalp det ikke. Til sidst følte Susan kun, der var en udvej. - I må fjerne min datter, bad Susan kommunen, hvorefter det blev besluttet, at pigen skulle på døgninstitution.

Men så fik hun den rigtige hjælp. Hjælpen kom fra Elmehuset, som er en rådgivning for kriseramte familier.

- Jeg var kørt helt ned. Naa Adoley var 12 år, og hun sov stadig ikke om natten. Vi havde haft konflikter i døgndrift i så lang tid, at jeg havde brug for hjælp hele tiden. At der konstant stod nogen over mig og sagde, hvad jeg gjorde rigtig og forkert. Da jeg blev tilbudt at flytte ind, blev jeg simpelthen så lettet, fortæller hun. Da Susan flyttede ind med sine to piger, skete der enorme forandringer. Susan skulle vænne sig til, at andre påpegede hendes fejl som mor. Og hun skulle indse, at hun ikke bare var mor til en uartig unge.

Har erkendt mine fejl
Allerede efter tre måneder var forskellen slående. Fra at have haft cirka 20 konflikter om dagen, havde de nu omkring tre. Samtidig var der kommet noget tilbage, som Susan så brændende havde efterlyst: Hun kunne mærke, at hun elskede sin datter. Men det gjorde ondt at indse sine egne fejl som mor. Susan glemmer aldrig, da hun sad og så en hjemmevideo fra Emilies babytid.

- Jeg kunne høre min egen stemme sige: Hvor er hun sød og nuttet. Naa Adoley ville hele tiden ind i billedet, og hver gang sagde jeg: Lad nu være. Den dag satte jeg mig ned og holdt om hende og sagde: Jeg kan godt forstå, du har været sådan. Jeg har jo hverken hørt eller set dig. Men det gør jeg nu, og det vil jeg gøre resten af mine dage, siger Susan og tørrer nogle tårer væk.


Læs også historien om den succesfulde gyserforfatter: Flugten blev min levevej