Jeg mister lidt af mor hver eneste dag

Tina Hagstrøm var kun 53 år, da hun fik diagnosen Alzheimer. Familien gik i chok, og i lang tid benægtede datteren, Emma, at hendes mor havde fået en dødsdom. Det er tre år siden. For nylig flyttede Tina ind i en plejebolig, og Emma kan nu se, at hun langsomt er ved at miste sin mor.

Emma undrede sig i begyndelsen. Når hun havde lavet en aftale med sin mor, glemte moderen den. Eller når moderen lige havde spurgt, om Emma havde haft en god dag, gik der kun en halv time, før hun stillede det samme spørgsmål igen.

Senere begyndte Emmas mor også at studse. Hun var folkeskolelærer, og en dag, hvor hun havde forberedt en bestemt undervisning, opdagede hun efter timen, at hun havde undervist klassen i noget helt andet.

LÆS OGSÅ: For syg til sine børn

Chefen havde en mistanke
- Jeg troede, jeg bare var stresset, fordi jeg havde travlt. Men en dag skulle en mand fra skolen pludselig overvære en af mine timer. Og under julefrokosten sagde skolelederen, at hun mente, at jeg havde brug for en pause. Jeg tror, at skoleledelsen havde en mistanke, siger Emmas mor, Tina Hagstrøm.

Det er i dag tre år siden, at hun som bare 53-årig fik konstateret Alzheimer. En diagnose, der ramte hele familien. Tina selv var i chok og følte længe ikke noget som helst, indtil hendes samlever en dag sagde til hende, at de var nødt til at tale om sygdommens konsekvenser. Så brød hun sammen.

Græd konstant
20-årige Emma og hendes tvillingebror, Carl, var lige så rystede. De boede begge hjemme i parcelhuset i Køge på det tidspunkt.

- Lige da mor fik diagnosen, lavede jeg ikke andet end at græde. Jeg anede ikke noget om Alzheimer, så der var et par måneder, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad der foregik. Og jeg havde ingen ide om, hvordan demens påvirker et menneske, siger Emma, der læser HF på VUC.

- Jeg havde en lang periode, hvor jeg græd hele tiden, og så kom jeg til den næste fase - det er sorgen. Den ligger altid i baghovedet. I begyndelsen var det hårdt for mig at lave andre ting. Tit tog jeg hjem fra mine veninder, fordi jeg var for ked af det. Sådan er det ikke mere. Jeg kan sagtens være sammen med min kæreste og mine veninder. Men sorgen ligger der altid. Den er bare ikke så altoverskyggende mere, understreger Emma.

LÆS OGSÅ: Nødder forebygger demens

Mor var vred
For et halvt år siden begyndte hun i en gruppe for pårørende til yngre demente. Det har været rigtig godt. Her har hun mulighed for at tale med andre, der er i samme situation.

- Alzheimer er jo så meget mere end blot hukommelsen, der svigter. Der sker en personlighedsændring. Da min mor lige havde fået diagnosen, var hun enormt frustreret og vred. Hun opfattede simpelthen tingene anderledes, end vi andre gjorde. Hun blev også virkelig vred, da vi sagde, at hun skulle på en uges ophold sammen med andre yngre demente. Det ville hun bare ikke, men vi insisterede, siger Emma.

- Nej, for jeg følte, at jeg blev deporteret af familien, afbryder Tina.

Flyttede i plejebolig
- Og det tror jeg også, at jeg blev. Men de havde brug for, at jeg kom væk, så de kunne få en pause. Det forstår jeg godt nu, men det gjorde jeg bestemt ikke dengang. Jeg var rasende, for jeg ville ikke være sammen med andre demente, erkender Tina.

Demens sygdommen betød, at hun i april i år flyttede ind i en plejebolig, hvor hun tre gange om dagen får hjemmehjælp. Det var en aftale, Tina og hendes samlever gennem 22 år indgik, da hun fik diagnosen. Det var blevet for hårdt for hendes samlever at se den afvikling af Tina, som er i gang.

LÆS OGSÅ: Kræftramt mor kæmpede for sine børn

Ikke den samme
For Tina er ikke den samme længere. Hvor hun før var meget udadvendt og altid havde gang i noget, har hun nu brug for ro og trygge rammer. Hun kan stadig gå ned i Brugsen og handle, men hun tager ikke længere offentlig transport.

For Emma er det barskt at se sin mor langsomt forsvinde. Minderne om moderen, der spillede fodbold i haven med sine børn og tog dem med i BonBon-Land harmonerer ikke med den mor, der i dag bliver konfus, når blot dynen skal have rent betræk på, eller der skal laves aftensmad.

Har planlagt sin død

- Det er svært at forstå, at vi allerede er nået dertil. Jeg føler, at jeg mister min mor, før jeg reelt mister hende. Vi aner ikke, hvor langsomt eller hvor hurtigt det går. Derfor er det vigtigt for mig at bruge tid sammen med min mor. Jeg samler minder sammen, fortæller Emma, der besøger sin mor stort set hver dag.

- Det er nogle gange hårdt, og så er jeg nødt til at gå. Det siger jeg til mor, og det forstår hun godt.

- Ja, for det sidste, jeg vil være, er en belastning. Det er jo også det, der gør det hele så trist. Det er svært at håndtere, at jeg skal dø, og at vide, at det måske heller ikke bliver den bedste død. Når jeg når dertil, hvor jeg ikke kan håndtere tingene mere, så bliver det uværdigt. Den uværdighed bekymrer mig meget. Jeg har altid været et kompetent menneske, siger Tina, der har planlagt, hvordan det skal foregå, når hun dør, fordi hun ikke vil udsætte sine børn for de vanskelige beslutninger.

Skænke sit legeme
- Jeg har nogle gode hjælpere, og jeg har bedt om lov til at dø i mit eget hjem. Så vil jeg skænke mit legeme til videnskaben, så man kan undersøge, om der er noget særligt i hjernen. Alzheimer vil jeg ikke ønske for min værste fjende. Det er umuligt at gøre noget ved det. Men på et eller andet tidspunkt bliver den kode jo nok også knækket.