Jeg så min mor forsvinde

Line sad på stranden med sin mor, da bølgen kom og rev moderen med sig.

Foto: Morten Nøhr Mortensen

19-årige Line Toft Sørensen har en film, der kører inde i hovedet.
En skrækfilm, som burde være forbudt - ikke kun for børn - men for alle.

Hun ser for sig de mange opsvulmede lig på stranden ved thailandske Khao Lak og hører sin mors sidste desperate skrig.
Det værste ved filmen er, at den - i al sin ondskab - er god nok. Det skete! Og Line var midt i det.

Forfærdeligt mareridt
- Det var det vildeste mareridt.
Jeg har stadig et sted inde i mig, hvor jeg gemmer de værste oplevelser. Et sted, som jeg helst ikke vil åbne, siger hun.

Anden juledag - for godt en uge siden - var det fem år siden, at et underjordisk jordskælv målt til 9,3 på Richterskalaen ramte Det Indiske Ocean og udløste en af historiens værste katastrofer.
En gigantisk flodbølge skyllede ind mod de asiatiske kyster og dræbte 261.000 mennesker.

Tsunamien i Thailand
Mens familien Danmark hyggede sig ved julebordet, udspillede der sig rædselsscener ved de populære thailandske badestrande.
Paradis blev forvandlet til helvede.

Da vandet efter nogle timer trak sig tilbage, havde 46 danskere mistet livet.
- Min mor var en af dem, siger Line Toft Sørensen fra Randers, som var 14 år, da hun i julen 2004 rejste på ferie sammen med sine forældre til Thailand.

Ingen faresignaler
- Det var mit livs bedste ferie. Jeg kom virkelig tæt på min mor, og vi havde det dejligt i solen og i vandet. Alt var perfekt - lige indtil den morgen, siger hun.
Lines far var sejlet ud på det åbne hav for at dykke ved et koralrev.

Line og moderen, Lotte Søgaard, 44, blev tilbage og sad og nød den overdådige morgenbuffet, da en¨thailænder pludselig råbte op om, at vandet var forsvundet.

- Der var ingen faresignaler på det tidspunkt. Det var bare lidt underligt, og folk stod og tirrede forvirret ud over havet, husker Line.
Øjeblikket efter blev land til vand. Panikslagne turister blev suget ned og hvirvlet rundt i kaos.

Blev revet væk fra mor
På et tidspunkt blev Line kortvarigt slået bevidstløs, da et stykke drivtømmer ramte hende.
- Flere gange tænkte jeg: Nu er det sket.

Mor og datter søgte tilflugt i et delvist oversvømmet hus.
Moderen endte i stueetagen og Line på første sal. Line overvejede at springe ned til moderen, men vidste instinktivt, at det ville være den visse død.
Kort efter brasede huset sammen.

- Gennem enorme vandmasser blev jeg hvirvlet en kilometer op af kysten og endte til sidst i toppen af et højt træ, fortæller Line.

Fundet efter to måneder
Hjernen arbejdede på højtryk, og paradoksalt nok følte Line, at hun tænkte mere klart end nogensinde før. Moderens skæbne var hun ikke i tvivl om.

- Når en person, man elsker højt, forsvinder, kan man mærke det. Da vandet trak sig tilbage, kravlede jeg ned fra træet og ledte efter hende blandt de mange døde, men jeg vidste godt, at det ikke nyttede.
To måneder senere blev hun fundet.

Genforenet med faderen
Mens Line udmattet stavrede rundt i det, hun selv beskriver som en krigszone, var hun overbevist om, at begge forældre var døde.
Genforeningen med faderen halvandet døgn senere var desto mere fantastisk.

Faderen valgte at blive i Thailand og lede efter sin kone, mens Line rejste hjem med et af de første katastrofefly til Danmark.
Siden har hun besøgt Thailand fire gange, senest i september i år sammen med sin halvsøster Mette, 27.
- Jeg bliver aldrig færdig med Thailand. Så meget af "mit liv" er på den strand. Min fremtid blev på en eller anden måde tegnet op derude.

Tsunami-mareridtet skal ikke bestemme over mit liv
De forfærdelige oplevelser i juledagene for fem år siden ville kunne knække selv den sejeste.
Men Line Toft Sørensen har ikke til sinds at lade mareridtet forme sin tilværelse.
Det er blevet en mission for hende at demonstrere for omverdenen, at man kan komme videre, og at livet har en mening, selv når det virker mest meningsløst.

I dag lever hun et liv fyldt med glæde og nærvær.
Hun elsker at være sammen med sin familie og kæresten, 20- årige Simon. De to planlægger at rejse til Australien.

Til dagligt arbejder Line på et hestecenter ved landsbyen Sparkær vest for Viborg, hvor hun træner adfærdsvanskelige heste.
Indtil videre er det blevet til en uddannelse som dyrepasserassistent, og planen er at læse videre til veterinærsygeplejerske.

Samværet med hestene giver hende en særlig ro.
- Jeg kan tale med dem, og de trøster mig, når jeg er ked af det.

Angsten sidder stadig i mig
Hun afskyr at være alene hjemme - især når det er mørkt.
- Jeg har set nogle grimme ting, og jeg er bange for, at de vender tilbage, når jeg er alene, forklarer hun med et og laver en bevægelse med hånden som for at feje tankerne væk.

- Først og fremmest tror jeg på, at tsunamien har gjort mig stærkere.
Line er ked af, at hun ikke lærte sin mor at kende som "person", men kun som mor.
- Min mor var en dygtig og klog kvinde, som jeg kunne have lært meget af, siger hun.

Et godt råd
Et råd er vigtigt for hende at give videre til andre: - Når det ser sort ud, så tænk altid på, at der kan være mennesker, som trods alt har oplevet noget værre end dig.

Og tænk positivt. Tænk fremad!
Før interviewet er slut, vender Line for et øjeblik i sine tanker tilbage til Thailand.
Da hun i september i fjor besøgte Khao Lak sammen ed sin storesøster, kom det hele pludselig tilbage til hende, og hun begyndte ats kue ængsteligt ud over havet - bange for, at det igen skulle rejse sig.

- Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Men det var nok den lille, sikrede boks, som begyndte at åbne sig.