Jeg så mine venner dø

Da Kira drog af sted til Afghanistan med Hold 7, var det med eventyrlyst og drømmen om at hjælpe lokalbefolkningen. Men mødet med en krigszone satte dybe spor i den unge kvinde, og først efter selvmordstanker og raserianfald, accepterede hun, at det er okay at være ked af det.

Foto: Gregers Overvad

Mellem det brune støv står en 10-årig dreng. Han skriger, og med beskidte negle kradser han ukontrolleret sin krop, som for at fjerne smerten. Kira står få meter fra ham og regulerer de køretøjer, der kommer med de sårede civile.

De bliver placeret i tre bunker i lejren. En med sårede, en med hårdt sårede og en med døde. Kira kigger på den lille dreng. Følger hans blik, og i den tredje bunke ligger hans far med lukkede øjne.

Han er død. 26-årige Kira sidder i lejligheden i Lyngby og fortæller om den episode, som hun har gjort det så mange gange før. Men selv om det efterhånden er tre år siden, at hun vendte hjem til dansk jord, vil de desperate skrig fra den lille dreng altid være en del af hende.

Kira var fyldt med eventyrlyst og håbet om at gøre en forskel, da hun sammen med Hold 7 drog af sted til Afghanistan. Drømmen om at nå en udsendelse inden uddannelsen som officer havde allerede sendt hende til Irak, så Kira mente, at hun var klar til endnu en udfordring.

- Jeg troede, at jeg havde en god fornemmelse af, hvordan det ville være i Afghanistan, fordi jeg havde været udsendt en gang før, men det gik ret hurtigt op for mig, at det var helt anderledes i Afghanistan, fortæller Kira, hvis opgave var at skabe en god relation mellem lokalbefolkningen og militæret.

Men mødet med de forventningsfulde børn med de brede smil stod i skærende kontrast til krigens skyggesider. En dag er Kira sammen med sit hold ude at køre. Hendes opgave er at sikre, at vejen er fri, men pludselig hører hun et højt brag. Det forreste køretøj er blevet ramt af en bombe, og dermed tre af hendes venner, der døde kort tid efter.

Græd hele tiden
- Man ved, at risikoen er der, men når det sker, er det uvirkeligt, og jeg begyndte at bebrejde mig selv for, at det var sket, forklarer Kira. I situationen holder hun de svære tanker for sig selv. I stedet fokuserer hun på det arbejde, hun er taget af sted for at udføre.

Men da fødderne igen er på dansk jord, er det ikke den samme Kira, som tog af sted. De efterfølgende uger begynder skyldfølelsen over de dræbte kammerater at påvirke hende mere og mere, og hver gang hun skal træffe en beslutning, er hun bange for, at det ikke er den rigtige.

- Jeg havde ingen selvtillid mere, og jeg græd over det mindste. Men hver gang der var nogen, der spurgte om jeg var okay, sagde jeg ja. Jeg var kvinde, og jeg var nok bange for, at de andre ville tænke "typisk", hvis jeg bare satte mig ned og tudede, fortæller 26-årige Kira.

En dag tager hun alene på ferie i Jylland. Hun sætter sig på en skrænt og kigger ud over vandet, hvor en smuk solnedgang farver vandet rødt. Men det er hverken den smukke udsigt eller den kølige aftenluft, der optager Kira. I stedet forestiller hun sig, hvordan vandet vil slette de kaotiske tanker, hvis hun lader sig synke ned i det mørke vand.

- Jeg kunne ikke holde mine tanker ud. Det kørte rundt i hovedet på mig, og jeg tænkte, at hvis jeg bare ikke var her mere, så ville det hele blive meget lettere, fortæller Kira.

Hun tager hjem og genoptager arbejdet. Men skyldfølelsen og angsten forsvinder ikke. Når Kira falder i søvn, har hun mareridt om, hvordan hendes familie bliver dræbt, mens hun står og kigger på uden at gøre noget.

Ved siden af ligger hendes kæreste, Hjalti. Han ser på, mens Kira knytter næverne og sparker, mens mareridtet overtager. Og en dag kan han ikke holde det ud mere.

- Da jeg en morgen slår øjnene op, ligger Hjalti og kigger på mig. Han siger, at jeg skal søge hjælp, for han kan ikke holde ud at se mig have det så dårligt mere, og der gik det nok op for mig, at jeg ikke kunne skjule det længere.

En måned senere sidder Kira sammen med en psykolog. De første mange gange må hendes kæreste køre hende derhen, fordi hun ikke har lyst. Men langsomt begynder hun at åbne op for den skyldfølelse og de traumatiske oplevelser, som krigen har bragt med sig.

- Jeg har aldrig grædt, når folk har været i nærheden, men pludselig så græd jeg bare over ingenting, fortæller Kira, der i dag nemt kan fælde en tåre over små ting i hverdagen.

- Forleden så jeg en far, der gik over et fodgængeroverfelt. Der var en skolepatrulje, og den ene dreng var udlænding. Jeg kunne høre faren sige: "godt arbejde", og drengen blev bare så glad. Så fik jeg altså tårerne i øjnene, fortæller Kira med et smil på læben.

- Det er virkelig hårdt arbejde at arbejde med sig selv. Men jeg har haft kontakt til psykologer igennem to år nu, og mine chefer har virkelig støttet op. Det er jeg taknemmelig for.

På væggene i hjemmet i Lyngby hænger der billeder af små afghanske børn. De smiler. Det samme gør Kira, når hun kigger på dem, for hun ved, at hun har været med til at gøre en forskel for dem.

- De her ansigter fortæller mig hver dag, at alt, hvad jeg har været igennem, ikke har været uden grund, og det har jeg dagligt brug for at blive mindet om, forklarer Kira, der ikke er i tvivl om, at hun en dag vil sætte sine ben i Afghanistan igen.

- Selvfølgelig vil jeg det. Det er jo mit arbejde.

Læs også: Fandt sin mand i avisen

Læs også om lille prinsesse Athena