Jeg samler på gode stunder

Marlene og hendes mand havde lige købt hus, og livet på landet skulle lige til at begynde. Men en knude i brystet viste sig alvorlig. I dag har den spredt sig til resten af kroppen, og nu ved hun, at der venter en svær tid for børnene Celina og Sebastian.

– Du må ikke dø, mor. Ordene er kommet fra 6-årige Celina flere gange. Hun har set sin mor uden hår på hovedet, og når hun har ligget på sofaen og ikke kunne rejse sig på grund af sygdommen. Hun har aet hende, givet hende store krammere og fået ondt i maven over den uvisse skæbne, som hendes mor har.

SE OGSÅ: Video: Marlene forbereder sine børn

– Jeg fortæller hende, at mennesker, der forlader os før tid, er de stjerner, vi kan se på himlen. De elsker os stadig og er her sammen med os – også selv om vi ikke kan se dem, fortæller 28-årige Marlene Baatz Sørensen.

Familien var netop flyttet til Ansager i Sydvestjylland, og lille Sebastian var netop kommet til verden, da Marlene en aften opdagede en knude i brystet. Først troede hun, at det var en mælkekirtel, men hun blev hurtigt sendt til mammografi.

– De ringede allerede dagen efter, fortæller Marlene, og holder en pause.

– Da jeg kom op på hospitalet, kom vi ind i et konferencelokale, og jeg fik at vide, at jeg havde fået tildelt en kontaktperson. Så vidste jeg, at det var slemt.

Marlene havde kræft, og det havde spredt sig til lymferne. Tankerne om døden kom op i hendes bevidsthed med det samme, men sammen med sin mand prøvede hun at holde fast i troen på helbredelse. Trygheden i en behandlingsplan fik dem til at komme igennem dagene. Hver gang Marlene fik kemoterapi, knækkede hendes krop sammen. På sofaen i stuen kunne hun se, hvordan hendes børn legede på stuegulvet. Men selv om hun så gerne ville være med, kunne hun ikke.

– Det var som tortur for mig. Jeg prøvede at gøre alt for at være den mor, jeg havde været før, men jeg kunne bare ikke. I starten kom de op til mig i sofaen, fordi de ville have mig med, men som tiden gik, så fandt de ud af, at man skulle lade mor være, når hun havde det dårligt, forklarer Marlene med tårer i øjnene.

 

En lettelse

Den 17. december 2013 lagde Marlene sig på operationsbordet, hvor hun fik fjernet begge bryster. For den kræftramte unge kvinde var det en lettelse, da hun efter operationen så sin krop.

– Jeg har altid godt kunne lide min krop, men jeg skulle lige vænne mig til det. Der fløj en masse tanker rundt i hovedet på mig, så jeg tog en beslutning om, at jeg ville være åben om det hele. Så jeg talte rigtig meget om det, og jeg viste mine ar til alle. Selv til postbuddet. Der skulle jeg måske lige have spurgt om lov, før jeg trak op i blusen, griner Marlene.

Følelsen af at kræften var blevet skåret væk var et skridt på vej mod helbredelse, og da året skiftede til 2014, fik familien den besked, som de havde drømt om. Marlene var sygdomsfri.

SE OGSÅ: Slået og ydmyget som barn: Jeg ville bare elskes

– Jeg burde være glad, men bag i hovedet havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at det ikke kunne passe. Det var svært, for alle var jo glade og jublede, forklarer Marlene, der blev ved med at gå til kontrol, hvor hun fik samme besked. Men som tiden gik, syntes hun, at hun kunne mærke en knude. Hun blev scannet, men selv om billederne ikke viste noget, forsvandt mistanken ikke, og da hun i maj 2015 fik foretaget en biopsi, ramlede hendes verden.

– Kræften var kommet tilbage. Lige der tænkte jeg, at jeg ville dø af det, men jeg ville alligevel kæmpe, så jeg kunne få så lang tid som muligt med min familie.

Med manden Karsten, der arbejdede 14 dage ad gangen på en boreplatform, blev resten af familien en stor støtte, når Marlene var dårlig. Hun skulle have hjælp til at gå i bad, på toilettet og hun gik meget op i, at de daglige rutiner for børnene blev overholdt.

Alex Tran

 

Lever i nuet

– Hvis vi lavede for meget om, så tror jeg, at de ville blive utrygge. Så selv om det måske var bedsteforældrene, der kørte dem i skole og børnehave, blev deres hverdag ikke forandret.

For Karsten og Marlene er livet ikke længere noget ude i fremtiden. Det er lige nu. Derfor tøver de heller ikke et sekund, hvis lysten til at tage I Legoland eller i sommerhus melder sig

Samtidig lærer Marlene sine børn, at det er okay at blive ked af det.

– Jeg ved, at det bliver rigtig hårdt for dem den dag, jeg ikke er her mere. Så jeg vil nå at give dem så mange gode ting med i bagagen som muligt, og de skal ikke holde tristheden inde i dem selv. Det er også derfor, at jeg selv er så åben omkring det. Det skal ikke være tabu.

LÆS OGSÅ: Johan mistede kæreste og ven i tragedie

Marlene kan mærke på sin krop, at den bliver mere og mere svag. Smerterne er ofte ulidelige, og hun bruger megen energi på at lege med børnene og give dem de smil, de har brug for.

– Jeg har fået syet nogle mindetæpper til Sebastian og Celina med billeder af familien. Dem skal de snart have, så der kan samle sig nogle dufte, som kan bruges til at mindes mig med, når jeg ikke er her mere, forklarer Marlene, der har et stort ønske for sine børn.

– Selv om Karsten og jeg er gift, blev det aldrig i kirken. Jeg har et kæmpe ønske om at give mine børn et bryllupsbillede, som de altid vil kigge på, når de savner mig. Et der skal følge dem hele livet. Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle holde brylluppet til sommer, men jeg tror, at vi gør det i starten af det nye år. Jeg vil ikke risikere, at vi ikke når det, fortæller Marlene, der er begyndt at holde ekstra meget af de små øjeblikke, som de har sammen.

– Nu skal vi nyde den ekstra gyngetur, se solnedgangen sammen, og så holder jeg stædigt fast i vores aftenritual. Hver aften, når jeg putter dem, så skal de sige tre gode ting, der er sket i løbet af dagen.