Jeg sendte mine piger på børnehjem

Det var et sandt mareridt, da 45-årige Helle Larsen for fem år siden måtte overlade sine døtre til kommunen på grund af kraftige underlivsproblemer og angst. I dag er hun rask, har fået et nyt hjem og drømmer for første gang i lang tid om en fælles fremtid med døtrene, der alle er placeret på forskellige børnehjem.

Foto: Alex Tran

Det er en kold vinteraften i 2005.
45-årige Helle Larsen fra Pandrup i Nordjylland har i de sidste timer gået hvileløst op og ned ad gulvene i sit hjem.

Hun ved, at den besked, hun om få minutter skal give sine fire elskede døtre, måske bliver den værste, hun nogensinde vil få over sine læber.

Sendte børnene væk
I stuen har 12-årige Donna, 10-årige Amanda, 7-årige Cassandra og lille Gabriella på to år taget plads på gulvet foran familiens tv.
Synet af de fire piger, der to og to knuger sig ind til hinanden, får Helles stemme til at ryste og hendes hals til at snøre sig sammen.

Men der er ingen vej udenom. Hun ved, at hun er nødt til at sige de ord, der vil gøre så ondt på dem alle.
- Elskede piger. I skal ikke være hos mor i et stykke tid. Jeg har simpelthen så mange problemer med smerter, at jeg ikke kan passe jer i øjeblikket. Men jeg lover jer, at så snart jeg har det bedre, skal vi alle være sammen igen. Og jeg lover jer, at vi selvfølgelig skal være sammen i weekenderne, siger hun med skælvende stemme.

Forskellige plejefamilier
I dag - fem år senere - husker Helle, som var det i går, hvordan hun og døtrene faldt hinanden om halsen og græd angstens og håbløshedens tårer.

- Ja, det var slemt. Jeg håber ikke for mine værste fjender, at de skal komme til at opleve det, fortæller Helle, da Ude og Hjemme besøger hende i hendes nye hjem lidt uden for Aalborg.

Det er fredag eftermiddag og kun få minutter siden, de fire døtre er kommet ind ad hoveddøren med store smil og høje velkomstråb.

Fem år er gået, siden pigerne pakkede deres små kufferter og kyssede deres mor og familiens kattekillinger farvel, før de begav sig på vej mod hver sin plejefamilie.

Læs artiklen: Ingen skal slå min datter.

Savner vores mor
I mellemtiden er de alle fire blevet placeret på børnehjem, hvor ingen af dem trives særligt godt.
- Vi savner vores mor hver dag, og vi savner hinanden. Vi glæder os helt vildt til, vi alle kan bo sammen igen, lyder det samstemmende fra døtrene.

Siden pigerne forsvandt ud af Helles dagligdag, har hun kæmpet med kommunen for at få dem hjem.
En kamp, der har givet anledning til mange sorger og nederlag. Dem har Helle nu valgt at lægge bag sig.

Ny chance
- Pigerne og jeg ser fremad. Jeg har fået det langt bedre med min angst, og fysisk er jeg i stand til mere i dag, end jeg tidligere har kunnet. Samtidig har jeg endelig fået det hjem, jeg har drømt om så længe, og der er allerede gjort plads til pigerne. Jeg er sikker på, vi alle snart får en chance igen, siger moderen og giver de to yngste piger, Cassandra og Gabriella, et stort knus.

Men det er ikke lang tid, de to smukke piger er i deres mors favn.
For så snart alle fire døtre er hjemme, snakker de i et væk om deres dagligdag, deres drømme og ikke mindst om deres kærester - eller mulige kærester.

Det er tydeligt, at de fire piger elsker hinanden højt. Pigerne har fundet ind på deres soveværelse og taget plads i fire senge, der står på rad og række.
Mens de ligger og fniser og tydeligvis er dybt optaget af det evigt spændende emne "drenge", begynder Helle at pakke pigernes tøj ud.

Læs også: Endelig er du her.

Nyder hvert sekund
- Ja, det gælder om, at udnytte hvert sekund. De er her jo kun til søndag, og lige i øjeblikket må jeg kun se dem en gang om måneden. Det er straffen, fordi de to største stak af fra deres børnehjem for nylig. De savnede mig og tog på "springtur", men den går altså ikke, når man er på børnehjem, siger Helle.

Vejret viser sig fra sin bedste side på denne sommerdag, og det har givet pigerne i soveværelset en god ide. Det bliver Gabriella, der præsenterer den for mor.
- Mor, må vi ikke godt tænde bål i haven i aften og lave pølser og snobrød, siger den 7-årige pige og kigger op på sin mor med et par smukke brune øjne.

- Så lad gå da. Vi hygger os ude i haven med bål senere i aften, siger Helle og bryder i høj latter, da hun sekunder senere hører høje jubelhvin.
- Åh, hvor jeg elsker de tøser. Og glæder mig til den dag, vi alle kan være sammen i hverdagen igen, siger hun og begynder at dække frokostbordet med tallerkner med alle pigernes navne.
Som hun har gjort weekend efter weekend de sidste fem år.


Læs også på Q: Børn ønsker ikke at skulle vælge mellem mor og far