Jeg skal lære at være en god mor

Lisette havde en forfærdelig barndom. Derfor anede hun ikke, hvad det vil sige at være en god mor. Det piner hende, for der er ikke noget, Lisette hellere vil være for sine tre piger. Nu får hun hjælp af en støttekontaktperson, der lærer Lisette at blive en bedre mor trin for trin.

Lisette gik irriteret rundt i køkkenet. Døtrene Tilde på 11 år og Nadja på 6 år løb om benene på hende og ville gerne hjælpe deres mor. For Lisette var de kun til besvær. Det var nemmere at lave bollerne alene, og det ville svine for meget, hvis de fik hænderne i dejen. Bollerne ville heller ikke blive særlig pæne, tænkte Lisette.

Vidste ikke bedre

-Jeg afviste pigerne og sendte dem væk. På den måde gik jeg glip af dyrebar tid med mine børn. Vi kunne have haft det sjovt. I stedet stod jeg altid alene i køkkenet mindst en time hver dag, mens børnene passede sig selv. At involvere børnene er noget af det bedste, jeg har lært, fortæller 35-årige Lisette Hansen fra Hillerød.

Læs også: Nadine ville give sit barn væk. Højgravid og ulykkelig

Rollen som den rummelige mor er ikke noget, som falder hende naturligt. Hun har ikke selv haft en kærlig mor. Derfor har Lisette brug for hjælp og støtte, hvis hun selv lære at blive en god mor for sine tre døtre. Det får hun af sin støttekontaktperson Charlotte Gormsen, 49, som er kommet hos Lisette og døtrene Cecilie, Tilde og Nadja 17 timer om måneden igennem et år.

Mor var sølle

-Min egen mor var narkoman og dranker. Hun blev sparket ned ad nogle trapper og døde, da jeg var 10-11år. Min far havde taget mig fra hende, da jeg var spæd. De første år af mit liv boede jeg med ham, hans nye kone og hendes tre drenge. Men han var voldspsykopat, og min stedmor forlod ham.

Det var først der, det gik op for mig, at hun ikke var min rigtige mor. Hun tog mig med på krisehjem, men efter ti dage, måtte hun aflevere mig tilbage til far. Ellers risikerede hun at blive dømt for kidnapning og miste sine egne børn. Jeg græd, for jeg var også bange for ham. Jeg var elleve år, og de var seks voksne mennesker om at køre mig hjem til min far, fordi både min stedmor og sagsbehandleren frygtede ham. Så de havde taget forstærkninger med i form af betjente. Tænk at de kunne aflevere mig lille pige der, når de ikke selv ikke turde at være alene med ham, fortæller Lisette.

Frygtede sin egen far

Årene alene med faren var et helvede for Lisette. Kommunen sørgede for en såkaldt hjemme-hos-person, der kom et par timer om ugen, fordi Lisette ofte var alene hjemme flere dage i træk. Når faren endelig var hjemme, ønskede Lisette sig til gengæld langt væk. Hun havde det svært i skolen, pjækkede og følte ikke, at hun duede til noget. Hun mistede kontakten med sin stedmor og brødre, fordi man var bange for, at hun ville sladre til faren om deres hemmelige adresse.

-Hvis bare jeg var blevet tvangsfjernet og havde fået en plejefamilie. Da jeg endelig blev fjernet, kom jeg på børnehjem. Jeg fik også en weekend plejefamilie. Dem var jeg meget glad for, men jeg fik aldrig lov at bo hos dem som plejebarn, selv om jeg tiggede og bad, siger Lisette.

Koldt liv på børnehjem

Fra hun var 12 år, til hun blev 18 år, boede hun på tre forskellige børnehjem og en ungdomsinstitution. Et børnehjem var småt og hyggeligt, andre steder var store og utrygge, men ingen af stederne gav Lisette en følelse af tryghed, varme og at høre til. I stedet forvandlede institutionerne hende til en menneskesky, mistroisk og ulykkelig pige.

-Vores hverdag var skemalagt, og vi vidste altid hvilken pædagog, der havde vagt. Men var vi kede, havde pædagogerne travlt med at sende ansvaret videre til den næste på vagt. Der var ingen omsorg, ingen kærlighed og jeg følte mig altid ensom. Jeg stak af, smadrede ting og blev kaldt adfærdsvanskelig, husker Lisette.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at hun selv har svært ved at give omsorg og vise sin kærlighed.

Fremmede søskende

-Det er svært at føle familiebånd, når ens egen mor var så langt ude, at hun luskede sig ind på hospitaler, for at stjæle det sprit, de havde stående på toiletterne og drak det. Mor fik fem børn. Vi røg alle på hver vores institution. Jeg har en søster, som jeg aldrig har mødt. Hun var heldig at få en plejefamilie. De andre har jeg heller ikke rigtig kontakt med, fortæller Lisette.

Lisette blev mor til Cecilie, da hun var 20 år, selv om hun som barn havde svoret, at hun aldrig skulle have børn. Da det alligevel skete, svor hun, at de aldrig skulle opleve en barndom som hendes egen.

Drømmen om familie brast

-Jeg havde den her drøm om mor, far og børn, men jeg måtte flytte på krisecenter, og jeg fik tilhold mod Cecilies far. Siden har jeg været dødsens angst for, at man vil tage mine børn fra mig. Jeg elsker mine piger over alt på jorden, og jeg vil gøre alt for at lære at blive den perfekte mor, siger Lisette.

Læs om Tanja som fik hjælp til at få sit liv tilbage

Barndommens traumer spændte ben for Lisette. Hun kunne ikke gennemføre uddannelsen som kok, som hun startede på. I dag er hun førtidspensionist på grund af angst og ADHD. Lisette bevæger sig kun nødigt væk fra sit lille rækkehus i Hillerød. Charlotte, der er uddannet socialpædagog og psykoterapeut kommer altid til hende.

-Charlotte har lært mig, hvordan jeg skal styre mit temperament. Min lunte var alt for kort. På børnehjemmene fik vi skæld ud, så snart vi brød reglerne. Jeg råbte og skreg ad mine børn på samme måde. Nu har jeg lært at give en advarsel først, inden jeg skælder ud, fortæller Lisette.

Kan også vise sin kærlighed nu

Hvis en af de små piger kommer med en tegning, hun selv har lavet, har Lisette også lært at rose den, som enhver anden mor.

-Før ville jeg sige, at hun skulle give den nogle flere farver eller tegne helt ud til kanten. Hvis man ikke nogensinde selv har fået ros, er det svært at give, forklarer Lisette.

Hun ved, at en sød mor er en mor, som kan sætte ord på sin kærlighed og krammer og kysser. Sådan en mor vil Lisette være. Hun har på trods af sin socialangst og ordblindhed lært sig at læse, da hun blev mor, så hun kunne læse godnat-historier for sine piger. Ligesom hun igennem mange år har gået til psykolog, for at bearbejde sin hårde barndom og angsten.

Vil være mere social

-Charlotte giver mig mod på at komme ud af døren. Før lukkede jeg mig inde herhjemme. Det næste jeg skal lære er at have et mere socialt liv. Børnene skal også opleve at have venner med hjem, at få gæster og holde fødselsdage, fortæller Lisette.

Læs om Tanja som fik hjælp til at få styr på sit liv

Den slags er svært, når man aldrig er blevet fejret, aldrig har haft en ven med hjemme eller haft besøg. På børnehjemmene blev der ikke gjort noget særligt ud af fødselsdage. Lisette har aldrig oplevet at være med ude og handle som barn og i dag er det noget hun gør modvilligt. Men Lisette har håb for fremtiden. Hun har tænkt sig at lære alt på ny for sine pigers skyld. Præcis som hun lærte sig at læse.