Jeg turde ikke være mor

Da hun blev mor som blot 17-årig, gik Pernille ned med en voldsom fødselsdepression. Hun måtte overlade sin nyfødte datter til sin mor, mens hun selv kæmpede sig ud af mørket. I dag er Pernille ude på den anden side - og mor til to dejlige piger.

Foto: Gregers Kirdorf

Pernille Jørgensen var blot 16 år, da hun blev gravid, og selv om hun kun havde kendt kæresten, Daniel, i en måneds tid, besluttede det unge par sig for at beholde barnet. Det blev startskuddet til Pernilles livs nedtur.

Den unge mor blev nemlig ramt af en fødselsdepression, der udmøntede sig i voldsomme angstanfald.
I tiden lige efter fødslen af Daniella havde Pernille det så dårligt, at hun og Daniel flyttede hjem til Pernilles mor, Lisbeth, så hun kunne tage sig af den nyfødte.

Verden væltede
- Det var et chok for mig, at jeg fik det sådan efter fødslen. Min graviditet var forløbet lige efter bogen. Godtnok havde jeg nogle humørsvingniinger, men det er jo helt normalt for en gravid kvinde. Så jeg var helt uforberedt på, at verden bogstavelig talt væltede, da jeg fik ansvaret for et lille nyfødt barn lagt på mine skuldre, siger Pernille.

Læs også på Q: Hver 10. kvinder får ikke børn

Hun sidder nu - godt to år senere - i sit dejlige hjem i den lille by Styding tæt på Vojens i Sønderjylland.
I favnen har hun sin yngste datter, Lianna, der kom til verden i januar. For Pernille formåede heldigvis at kæmpe sig ud af det mørke, der så uventet sænkede sig over hende i dagene efter hendes første fødsel.

Svært at sætte ord på
- Det er faktisk ret svært at forklare, hvordan jeg havde det. Jeg fik de der tudeture, som alle nybagte mødre vist kender. Men mine ville bare ikke holde op. Jeg græd og græd. Og jeg kunne slet ikke forholde mig til det lille menneske, der skulle forestille at være min datter. Jeg turde ikke røre ved hende, var simpelthen bange for at komme til at gøre hende fortræd, siger Pernille Jørgensen Weidemann, der i dag er 19 år.

Læs også: Stine fra De unge mødre er ramt af fødselsdepression

Den spirende fødselsdepression udmøntede sig nu i daglige, voldsomme panikangst- anfald, hvor Pernille følte, at hun ikke kunne få luft.

Ringede til alarmcentralen
To gange fik hun det så dårligt og blev så bange, at hun ringede til alarmcentralen.
- Første gang røg jeg ind på Haderslev Sygehus, hvor jeg blev undersøgt på alle leder og kanter. Men de kunne jo bare konstatere, at jeg ikke fejlede noget fysisk. De snakkede om, at jeg måske havde stress - eller en depression - og rådede mig til at tale med min egen læge igen, forklarer Pernille.

Efter en måned hos sin mor følte hun sig trods alt stærk nok til at forsøge at klare sin datter selv.
- Det var en stor sejr for mig, da vi flyttede hjem til os selv igen. Jeg havde stadig angstanfald. Men Daniel havde sagt sit job op for at være hos mig, så jeg var alligevel nogenlunde tryg, siger Pernille.

Det unge par blev af kommunen tilbudt hjælp og rådgivning i familiehuset Bøgely i Haderslev. Et tilbud, de tog imod med kyshånd.

Vendepunktet
Det egentlige vendepunkt kom dog, da Pernilles læge langt om længe tilbød hende medicin mod de invaliderende angstanfald.

Hendes familie begyndte nu endelig at fungere, Daniel fik igen job som lagerarbejder - og drømmen om endnu et barn meldte sig.

- Selvfølgelig var jeg nervøs for, om jeg ville falde ned i det store sorte hul igen. Men i samarbejde med Sønderborg Sygehus, der stillede både læger, psykolog og jordemor til rådighed, fik masser af støtte og rådgivning - og jeg fik lov til at tage den angstdæmpende medicin gennem hele graviditeten. Så da jeg i januar fødte Lianna, fulgte der ingen nedtur, siger Pernille.

Læs også: Min mand er min klippe
Nu gælder det familielivet
Hun tager stadig sin medicin, men fungerer i øvrigt som en helt almindelig mor til to.
- Indimellem synes jeg næsten, jeg har det for godt. Vi har et dejligt hus, Daniel har job - og vi har to skønne og raske piger. Det er jo næsten for godt til at være sandt. Selv drømmer Pernille om måske en dag at blive politibetjent. Men lige nu gælder det familielivet.

- Jeg vil forsøge at trappe ud af medicinen om nogle måneder. Men hvis jeg ender med at skulle blive ved med at tage pillerne, må det være sådan. Jeg vil i hvert fald aldrig igen lade angsten styre mit liv.