Julie kæmpede mod både kræft og mobning: Modgang har gjort mig stærk

Børn kan være ufatteligt onde ved hinanden. Det måtte Julie sande, da hun efter at have overlevet en alvorlig kræftsygdom blev mobbet af sine kammerater, blandt andet på grund af sit manglende hår.

Julie Thomassen Stoltenberg har om nogen mærket mobningens ubarmhjertige smerte og djævelskab på sin egen krop.

For få år siden måtte hun ikke alene kæmpe for sit liv i forbindelse med, at hun var alvorligt syg af lymfekræft. Julie måtte også som helt ung teenager lide under skolekammeraternes drillerier, blandt andet fordi kræftbehandlingerne fik hende til at tabe håret.

Men i stedet for at bukke under og give op besluttede Julie at kæmpe. Men hun gjorde det i ensomhed uden at fortælle nogen om den smerte og de problemer, som mobningen påførte hende.

I dag er Julie rask, og modgangen har gjort hende til et stærkere menneske. Hun har på den hårde måde lært, at man aldrig skal give op, ligegyldig hvilke vanskeligheder livet byder på.

– ”Vær mod andre, som du synes, at de skal være mod dig”. Det er mit motto, siger Julie med et smil på læberne.

Den nu 19-årige norske kvinde er klar i sit budskab, og for hende er mottoet ikke tomme ord. Hun ved, hvad det vil sige at blive drillet og nedgjort på et tidspunkt, hvor hun havde brug for støtte og opbakning fra alle sider.

Isolerede sig

Lillejuleaften 2011 ramte livets brutalitet og uforudsigelighed med ubarmhjertig styrke Julie og hendes mor, Elisabeth Thomassen, 42. Den dag fik mor og datter svar på de vævsprøver, som lægerne havde udtaget fra en udposning på Julies hals.

12 år gammel fik hun dengang konstateret Hodgkins lymfekræft, og blot fire dage senere var Julie i gang med sin første kemokur. De kommende måneder bød på mange op- og nedture, og Elizabeth tænkte mange dystre tanker.

– Jeg var sikker på, at hvis Julie døde, så døde jeg også, erkender Elizabeth, der kun har Julie, i dag.

I oktober 2012 kom det glædelige budskab, at kræftcellerne i Julies krop havde tabt kampen til den ukuelige og tapre pige.

– Vi var selvfølgelig overlykkelige. Men samtidig var der noget, der ikke stemte. Min samlever og jeg kunne se, at Julie led. Hun isolerede sig og var i perioder stresset og deprimeret. Vi tænkte, at det ikke udelukkende kunne være konsekvenser af sygdommen. Som andre med kræft havde Julie problemer med ekstrem træthed, men der måtte også være noget andet galt, fortæller Elisabeth.

Først for to år siden faldt alle brikker på plads. Elisabeth kontaktede adfærdsterapeut Mette Helen Strand, 52, for at få hjælp til Julie.

Fotograferet nøgen

Det tog ikke lang tid, inden Julie opløst i tårer fortalte terapeuten sandheden om, hvordan hun havde haft det gennem de sårbare år som teenager.

– Mobningen begyndte allerede i skolen, da jeg var helt lille. Men så blev jeg syg med kræft og først erklæret rask, da jeg skulle begynde på overbygningen med nye kammerater. Fra da af blev det bare værre og værre, husker Julie.

Historierne om Julies mobning er mange og hjerteskærende.

Én af de værste og mest nedværdigende overgreb skete, mens Julie var allermest sårbar. Hun badede nøgen på skolen og havde stadig kun lidt hår på hovedet efter kemobehandlingerne.

– I smug blev der taget et billede af mig i badet, og det blev sendt rundt til alle i klassen. Billedet blev slettet igen, men da var skaden sket. Herefter blev jeg udsat for megen modning og udstødning fra fællesskabet, fortæller Julie stille.

Hun er stadig præget af mobbernes hjerteløse behandling af hende gennem årene.

– Hvad tænker du i dag om de mennesker, der drillede dig?

– Jeg er ikke længere bange for dem, men jeg undgår dem helst. Jeg ved, hvem de er, og jeg møder dem jo. Så kan minderne godt poppe op i hovedet igen. Mit budskab er slet og ret meget enkelt, nemlig at mobning ikke er i orden, siger Julie.

Startede med sig selv

I stedet for dengang at tage en åben konfrontation med sine plageånder valgte Julie at tage fat i sin egen livssituation. Hun var ked af det og trist over, at hun ikke havde det godt.

Men med god hjælp fra terapeuten Mette Helen Strand og sin aldrig svigtende mor kæmpede Julie for at få det bedre. Hun gennemførte en videregående skolegang og er i dag ved at uddanne sig til sundhedsmedarbejder. Hun har tjent sine egne penge og har købt en lejlighed.

Julie har også forsøgt sig som fotomodel. Hun har været på kurser og har haft opgaver både i privat regi og professionelt. I dag har hun også fået flere gode venner og har en hverdag i lighed med andre unge.

– Senskaderne efter en kræftsygdom kan være ubehagelige. Mobning, derimod, kan ødelægge et menneske fuldstændigt. Men jeg nægter, at det vil ske for mig, siger Julie.

Elisabeth er imponeret over Julie, og hun kan knapt udtrykke sin stolthed over datteren og den måde, som Julie har tacklet modgangen på.

– Vi har altid haft et tæt forhold til hinanden og har talt åbent om alt. Derfor kom alt det som et chok for mig at erfare, hvad Julie havde oplevet og været udsat for, indrømmer Elisabeth.

Flot rollemodel

Julie kommer med et klart svar på, hvorfor hun i alle årene holdt mobningen skjult. Hun ville ikke såre sin mor, og derfor fortalte hun ikke om alt det modbydelige, hun blev udsat for.

– Men det var en utrolig lettelse at få talt om det hele. Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp, som terapeuten gav mig og som hjalp mig til at åbne mig og tale frit fra leveren. Havde det ikke været for hende, bar jeg stadig rundt på det åg, som mobningen lagde på mine skuldre, siger Julie.

Adfærdsterapeut Mette Helen Strand husker, hvor isoleret og indesluttet Julie var, da de mødtes første gang. Julie var nedbrudt og ulykkelig over mobningen, og tilmed havde kræftsygdommen nedbrudt hendes immunforsvar.

– Derfor er det så flot, at Julie nu står frem som en rollemodel for andre, der har været eller måske kommer i hendes situation. Julie sagde stop, fik ryddet op i problemerne og er kommet meget stærkere videre i livet, siger hun.

Julie har ladet sig inspirere af sin terapeut og vil fremover dele ud af sine livserfaringer, blandt andet for at komme mobning til livs.

– Jeg har lyst til at hjælpe andre, som har oplevet vanskeligheder med mobning og drillerier. Jeg håber, at skolerne i fremtiden vil få flere ressourcer til at bekæmpe den slags problemer, opfordrer den stærke 19-årige kvinde.