Kasper fra Luksusfælden voksede op med tjenestefolk

Den 34årige singlefar har haft så svært ved at styre sin økonomi, at han endte i Luksusfælden på TV3. Selv tror han, at hans meget privilegerede opvækst er en af grundene til, at han ikke stoppede sig selv, når han tog et nyt quicklån. Siden Luksusfælden er der dog sket en stor forandring i hans liv


Kasper Winther Nielsen er vokset op med kok, barnepige, gartner, chauffør og vagtmand. Hans far var konsul og direktør i et stort firma i Cameroun i Afrika, og der manglede ikke noget i Kaspers toetagers barndomshjem, hvor der blev dækket op med seks meter lange borde på terrassen, når ministre, diplomater og direktører kom til middag.

I dag skylder han 430.000 kroner

I dag bor 34årige Kasper i en stuelejlighed i Hillerød med aflagte møbler, han har overtaget fra venner og bekendte. Hans økonomi ser sort ud. Så sort, at han netop har medvirket TV3 programmet Luksusfælden, hvor det kom frem, at han havde optaget 28 lån, og at han hver måned i gennemsnit havde et underskud på over 13.000 kroner. Da tallene blev gjort op, skyldte han i alt 430.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Vi skændes aldrig om penge

Vant til far betaler

Når han kigger tilbage på sit liv, er han godt klar over, at hans økonomiske situation nok hænger sammen med hans privilegerede opvækst. Godt nok har han aldrig levet i et total overflod af gaver og penge, men han har været vant til, at det som andre børn gik og ønskede sig, var noget han havde.

- Direkte eller indirekte er det nok skyld i, at jeg har svært ved at styre min økonomi i dag. Det siger min familie og mine venner også. De mener, jeg har været vant til, at far betaler, erkender Kasper, som også har fået hjælp af sin far som ung og voksen.

Flyttede hjem til syg mor

Som enhver anden forældre, ville faren gerne hjælpe til med at gøre sønnens hverdag lidt mere behagelig. Kaspers liv har nemlig ikke altid været let. Som niårige flyttede han til Danmark for at bo ved sin mor, som var rejst tilbage et halvt år tidligere for at blive behandlet for manio-depressivitet.

Kasper manglede ikke noget hos sin mor, men når morens sygdom blussede op, måtte Kasper bo med familiemedlemmer, mens hun var på hospitalet, og det bekymrede selvfølgelig hans far nede i Afrika, som engang imellem sendte checks til sin søn. Så han kunne købe en ny videoafspiller, eller hvad han nu ellers havde brug for.

LÆS OGSÅ; Sandra blev fed igen

Fik lejlighed og bil af far

Da Kasper var i starten af 20'erne, sørgede hans far også for et forældrekøb, så Kasper og hans gravide kæreste havde en god lejlighed. Og han sørgede også for, at de havde en bil at køre i.

På det tidspunkt var Kaspers økonomi stadig sund. Men så begyndte fristelserne at lokke. L'EASY startede, og nye firmaer tilbød lette og hurtige quicklån.

Hoppede på L'EASY-fælden

- Det var der, hvor filmen begyndte at knække. Jeg hoppede på L'EASY fælden. Det var så nemt at ringe og sige, at vi skulle bruge et fjernsyn eller en opvaskemaskine. Det er jo bare 1000 kroner om måneder. Fra da af kom det stille og roligt, siger Kasper, som dog godt kunne betale afdragene på sine lån. I hvert fald indtil ulykkerne begyndte at ramme. Kasper mistede pludseligt sit arbejde, og gik næsten 7.000 kroner ned i løn, da han startede på et nyt. Samtidig blev han skilt fra moren til sine tre børn.

Korthuset væltede

- Det var her, korthuset væltede. Jeg faldt af sporet og kunne ikke betale mine regninger, sukker Kasper, som tydeligt husker søvnløsheden og alle bekymringer den første tid efter skilsmissen for halvandet år siden. Hans fasteudgifter til børnepenge og lejlighed var nærmest større ind hans indkomst. Og samtidig skulle han leve med bruddet.

- Det var rigtig hårdt at flytte ind i lejligheden alene. Jeg havde været vant til at have min familie og se mine børn komme hjem fra børnehave og skole hver dag, siger Kasper, som igen måtte bede om hjælp far sin far.

- Jeg er 34 år, og jeg burde da ikke have behov for at låne penge af mine forældre. Men det har været en overlevelse for mig, siger Kasper, som i dag fortryder alle de gange han tidligere satte sin underskrift på en ny låneansøgning. Noget, som dengang virkede uskyldigt, men som han betaler dyrt for i dag.

Arbejdsløs i en alt for dyr lejlighed

Kasper har haft meget at kæmpe med. Da Luksusfælden trådte ind i hans liv i sommer, havde han været uden arbejde i et halvt år. Eksperten kunne kun hjælpe ham, hvis han fik sit et job. Og hvis han sagde sin lejlighed op og flyttede i en etværelses med fælles køkken på gangen. Kasper var ikke begejstret.

Vil have plads til børnene

Det er hans stadig ikke, og han bor stadig i lejligheden, som koster ham godt 8.000 om måneden. Selv peger han på, at det ikke skyldes fine fornemmelser. Det er af hensyn til sine tre børn, som kommer hver anden weekend.

- I en etværelses er der ikke plads til børnene. Deres senge kan ikke engang stå der.

LÆS OGSÅ: Jepper fra Ekstremt fed: Christina reddede mit liv

Helt ny situation efter Luksusfælden

I programmet lykkes det heller ikke Kasper at komme i arbejde. Det fik værten, Jan Swyrtz, til at give ham en kontant opsang, og det havde faktisk sin virkning. Godt nok kom det ikke med på tv, men da kameraerne blev slukket, gik Kasper nærmest i trods ind og lavede et telefonopkald til et PC Servicecenter, som aldrig havde svaret til bage på hans jobansøgning.

Det telefonopkald blev afgørende. Kasper talte heller ikke som han plejede, når han ringede som jobsøgende. Hvor han tidligere kunne virke forsigtig, var han nu målrettet og sikker i stemmen.

- Jeg var pæn men bestemt i telefonen, og spurgte direkte ind til, hvad det var for en stilling, og hvad de søgte. Så forklarede jeg meget præcist mine egne kvalifikationer, husker Kasper med et smil. Fire dage efter ringede arbejdsgiveren, og i dag er Kasper fastansat og arbejder med det, han holder aller mest af.

Med lønnen er Kasper også begyndt på at betale tilbage på sine lån. Det går ikke hurtigt, men det går den rigtige vej. Og han har ikke bedt om hjælp hos sin far siden.