Kims 16-årige søn døde af en overdosis: Marcus var hele mit liv

Marcus var en stille dreng, der helst ville sidde foran sin computer efter skole. Men i løbet af sommeren begyndte han at være ude om aftenen, og hans far Kim kunne lugte hash, når sønnen kom hjem. Da Kim vågnede natten til den 27. oktober, var han ikke i tvivl: Hans søn ville aldrig komme hjem igen.

Kim er helt rolig, da han ligger under dynen ved 23-tiden den fredag aften. Han ved, at hans søn er ude hele natten, som han havde været så mange gange før, og da han bliver hevet ind i drømmeland, har han ingen anelse om, hvad der udspiller sig bare en kilometer væk.

Men mens søvnen har fået et godt tag i ham, ligger hans telefon ved siden af ham og brummer, og da han slår øjnene op, lyser skærmen op med adskillige ubesvarede opkald. 

Uroen breder sig som en steppebrand i kroppen, da en besked toner frem på telefonen.

– Du skal ringe på det her nummer. Marcus ligger i en ambulance med en overdosis, står der på displayet.

En introvert dreng

I huset i Dianalund er den velkendte lyd fra tastaturet væk. Det samme er lyden af cyklen, der blev smidt op af væggen, når 16-årige Marcus kom hjem. Tilbage er kun hættetrøjen, Kim efterfølgende fandt i vaskemaskinen, og den larmende stilhed, der flere gange om dagen føles, som om den flår hans hjerte ud.

Hvis han kunne, ville han gøre alt for at få de lyde tilbage. Se ind i sin søns øjne, lægge armene om ham og fortælle ham, at de sammen nok skal finde en løsning.

– Jeg kigger stadig ud ad køkkenvinduet, hvis jeg hører en lyd, for at se, om det er Marcus, der er kommet hjem. Det er slet ikke gået op for mig, at de lyde, jeg hører, aldrig igen bliver hans, fortæller Kim Christensen, mens han ryster på hovedet af meningsløsheden.

 Kim har kun minderne tilbage om den dreng, han så udvikle sig gennem årene. Ham, der gav sig i kast med både bordtennis og fodbold, men som ikke kunne flygte fra sin introverte side og befandt sig bedst foran computerskærmen på sit værelse. Her kunne han bruge adskillige timer på at spille Counter Strike med ligesindede over hele verden, og for en stund kunne han lukke den indre uro ude, som ellers var en konstant følgesvend på grund af, at han havde add.

Hashmisbrug

Kim opfordrede flere gange Marcus til at komme lidt ud, og da de varme temperaturer ramte Danmark i sommer, begyndte Kim at se en forandring. Den konstante lyd af Marcus’ fingre på tastaturet forstummede, og han begyndte at tage ud om aftenen.

– Jeg tænkte: Endelig kommer han ud og får nogle input udefra. Han havde kun drukket alkohol en enkelt gang, og det var en nytårsaften, hvor han var blevet så dårlig, at han havde brækket sig igennem hele huset. Så jeg tænkte, at han skulle ud og opleve ungdomslivet, fortæller Kim, der efterhånden ikke så Marcus før sent på aftenen, når han igen var hjemme.

Men som sommerens varme dage tog hinanden, begyndte Kim alligevel at blive bekymret, da han begyndte at kunne lugte den genkendelige lugt af hash.

– Jeg konfronterede ham med det, men han benægtede, og det endte flere gange i skænderier, hvor jeg truede med alt muligt. Jeg vidste udmærket godt, at det ikke hjalp, men jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle tackle det, fortæller Kim, der frygtede, hvad det kunne ende med. Især fordi Marcus led af astma.

Derfor tog faren kontakt til misbrugscenteret, Perron 3 i Slagelse, hvor han fik vejledning i, hvordan han skulle tackle sønnens misbrug.

– Jeg fandt ud af, at det bedste, jeg kunne gøre, var at møde ham der, hvor han var, fortæller Kim, der i stedet satte sig ned med Marcus.

Stille og roligt fortalte han, at han var bekymret, men at de måtte lave nogle regler, så de begge to kunne være i det.

Klare aftaler

Hurtigt åbnede Marcus op. Han erkendte, at han røg hash en gang imellem, og at det euforiserende stof gav ham en ro. Sammen med sin far opstillede han nogle regler. Han skulle komme hjem på et bestemt tidspunkt, og han måtte kun ryge i weekenderne.

– Marcus var helt med på de regler, og det virkede, som om det var en lige så stor lettelse for ham som for mig, så der faldt bare en kæmpe sten fra mine skuldre. Jeg troede virkelig på, at han ville overholde den aftale, vi havde lavet, siger Kim.

Marcus overholdt deres aftale om at være hjemme på et bestemt tidspunkt, men hurtigt opdagede Kim alligevel, at der var noget galt. Når Kim var gået i seng, forsvandt Marcus.

Som tiden gik, begyndte den 16-årige dreng at tabe sig, han fik sorte rande under øjnene, og Kim fik sværere og sværere ved at nå ind til sin søn.

– Han kom hjem en aften, hvor vi kom op at skændes. Jeg sagde til ham, at hvis han ikke kunne indordne sig, måtte han blive hjemme. Jeg gik så langt, at jeg låste hans jakke og sko inde, men det var ikke nok. Han endte med at bryde igennem døren og tage sine ting. På det tidspunkt kunne jeg godt mærke, at han virkelig var blevet afhængig af hash, fortæller Kim, der skruer tiden tilbage til den nat, der resten af hans liv vil danne rammen om hans livs mareridt.

Vidste han var død

Fredag den 26. oktober var en aften lige som så mange andre. Marcus var for længst taget ud med sine venner, og Kim gik i seng ved 23-tiden. Han var hverken nervøs eller havde bange anelser. Alligevel var han ikke i tvivl, da han blevet revet ud af søvnen lidt over midnat.

– Da jeg så beskeden, vidste jeg, at han var død. Jeg var slet ikke i tvivl, siger Kim, der stadig ikke aner, hvordan han kunne være så sikker.

Den nat havde Marcus indtaget stoffet MDMA, som er en slags ecstasy. Han var efterfølgende blevet dårlig, og hans venner havde svært ved at få kontakt til ham, så de ringede efter en ambulance.

Forgæves prøvede redderne af få gang i Marcus’ hjerte, og da en lægehelikopter lettede med Marcus, kunne Kim høre den fra sit hjem.

– Jeg havde lige snakket med en af hans venner, så jeg vidste, at de var på vej med Marcus, fortæller Kim, der fløj ind i bilen med retning mod Rigshospitalet, hvor han blev mødt af en ung sygeplejerske, der med sit kropssprog udtrykte det, som Kim allerede havde forudset.

– Jeg ved godt, at han er død. Bare sig det, sagde han henvendt til sygeplejersken, der forsigtigt nikkede.

Finde en mening

Der var hverken tårer eller skrig den aften på Rigshospitalet. Følelsen af at stå uden for sig selv og være hovedpersonen i en surrealistisk film var så stærk, at han det første stykke tid ikke kunne forstå, at det var virkelighed.

Kim fik den aften lov til at se Marcus. Fredfyldt lå han med lukkede øjne og lignede en, der sov. At han aldrig igen ville åbne sine øjne, har Kim stadig svært ved at forstå. 

Det er kun få uger siden, at Kim fik beskeden om, at hans søn aldrig igen vil komme hjem til ham. Frygten for, at andre unge ville lide samme skæbne som hans søn, fik ham allerede samme dag, som han kom hjem fra Rigshospitalet, til at sætte sig ved computeren og skrive et indlæg på Facebook, hvor han opfordrede alle til at holde sig væk fra stoffer.

– Jeg kunne simpelthen ikke bære, hvis der var andre forældre, der skulle mærke den sorg, som er så overskyggende i mit liv lige nu. Stoffer er forbudt og derfor spændende. Men de unge spiller russisk roulette med deres liv, siger Kim, der er gået ind i arbejdet med at advare unge omkring syntetiske stoffer med foreningen ”Det er sejt at sige nej”. På den måde føler han, at der bare er en gnist af mening i den smerte, som han hvert sekund gennemgår. Han har åbnet sit hjem for unge i området, så de kan komme og snakke, og flere af Marcus’ venner har lagt hash og stoffer på hylden.

Er ikke vred

Kort tid efter, Marcus blev erklæret død, blev en 18-årig dreng sigtet og varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab og for at have overdraget stoffet til Marcus. For Kim brusede vreden i kroppen, men meget hurtigt blev den erstattet af en helt anden følelse.

– Det her var bare endnu et ungt menneske, der havde det skidt. Jeg ved, at han aldrig har haft intentioner om at skade Marcus, og jeg håber, at jeg på et tidspunkt får lejlighed til at møde ham og give ham et kram. Vrede og had kommer man ingen vegne med, siger Kim, der har ryddet Marcus’ værelse i huset i Dianalund. Vinduet står på klem, og den isende novemberkulde fylder rummet. Det eneste, der er tilbage, er et gammelt fotoalbum i vindueskarmen, hvor Marcus smiler fra billederne. 

– Minderne er herinde, siger Kim og banker sig på hjertet.

En gnist af glæde

Selv om alle Marcus’ ting er pakket ned, emmer huset stadig af den søn, som han elskede ubeskriveligt højt. Minderne vil for altid sidde i hver centimeter af huset, og derfor har Kim valgt at flytte til en lejlighed med direkte udsigt til Sorø Kirkegård, hvor Marcus er lagt til hvile.

– Det var egentligt tilfældigt, at det blev netop den lejlighed, så da jeg stod i vinduet og kunne se ned på det sted, hvor Marcus er begravet, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at der var mere mellem himmel og jord. Vi er stadig sammen, bare på en helt anden måde, siger Kim, der prøver at finde trøst i, at Marcus endelig er fri for den indre uro, og han håber, at han ved at fortælle Marcus’ og sin egen historie kan hjælpe bare ét menneske. På den måde føles hans søns død ikke helt forgæves.

– For kort tid siden var der en pige på 25-årig, der skrev til mig. Hun var kokainmisbruger, og efter hun havde læst om Marcus, havde hun besluttet sig for at begynde i afvænning.  Lige dér mærkede jeg en gnist af glæde.