Klaus Paghs søn bor på børnehjem

Far er rig, mor er smuk. Lille Isak Nikolai burde have alle fordele her i livet. Men drengen er endt som taber i en bitter strid mellem forældrene, Karema Hviid og Klaus Pagh. Han bor på børnehjem og må undvære både mor og far i sin hverdag.

Klaus Pagh og Isak Nikolai. Foto: Peter Frederik Pagh.

Han var en velskabt dreng, da han kom til verden for snart otte år siden. Født ind i et liv med en berømt far med stor villa i Hellerup og fast spalteplads i ugebladene. Og med en smuk og omsorgsfuld mor, der var godt i gang med teologistudiet, og som elskede sin søn fra det øjeblik, hun fik ham i sine arme.

I dag bor han bag et mørkt stakit i Gentofte. Der er fodboldmål i haven og blomster i vinduerne, og den store villa er smuk og velholdt. Men når han står op om morgenen og går i seng om aftenen, er både mor og far langt væk.

Livet har nemlig udviklet sig så dramatisk omkring den syvårige dreng, at han siden januar har været placeret på en døgninstitution. Selv forstår han ikke helt, hvad der har ramt ham. Kun at det handler om en lang rejse, som hans mor tog ham med på.

I juni 2012 fik Klaus Pagh beskeden om, at han ikke ville få sin hjem. Læs om hans reaktion her >>

Som ethvert barn følger han bare med, så godt han kan i sit nye liv, hvor alt er forandret. Udenfor står hans forældre. De er begge dybt ulykkelige over situationen, men det er stort set også det eneste, de er enige om.

Siden deres søn kom til verden, har de trukket i hver sin retning, og i dag kalder de ham ikke engang samme navn. For mor er han Isak. For far er han Nikolai. Historien bag drengens skæbne er lang og trist.

Hans far, den tidligere teaterdirektør Klaus Pagh, og hans mor, Karema Hviid, forelskede sig for ti år siden på trods af en aldersforskel på 39 år. I dag har de begge meget svært ved at svare på, hvorfor de overhovedet fandt sammen.

Fatal forelskelse

Klaus Pagh tænker sig om længe, da han møder Ude og Hjemme i en af sine store stuer i Hellerup.

- Når man er en gammel mand og møder en ung kvinde, som lægger op til en, så bliver man jo glad. Så tænker man, at der er lidt liv endnu. Men jeg tror nu bare, hun var ude efter mine penge, sukker han.

Karema sukker også, når hun taler om sit forhold til Klaus Pagh. Men hendes erindring af deres halvandet år lange forhold er en helt anden.

- Jeg lod mig forføre af ham. Men det forhold, vi havde, blev destruktivt, og jeg mistede mere og mere mig selv i det, så på et tidspunkt fik jeg nok og gik min vej.

Læs også, hvorfor Bubbers kæreste på et tidsunkt følte sig nødsaget til at forlade ham >>

Da Karema gik, var hun gravid. Hun var derfor enlig mor, da hun fødte sin søn i maj for otte år siden, men i dag siger hun, at hun dengang var fast besluttet på, at Klaus Pagh skulle have et forhold til sin søn.

- De to skulle kende hinanden, og så måtte Klaus og jeg have vores problemer for os selv, siger hun.

Uenige om alt

Men problemerne ændrede sig og kunne ikke klares diskret mellem det uenige forældrepar. Som deres søn voksede op, blev deres konflikter større og større. Karema fortæller, at hun var så urolig for måden, Klaus drog omsorg for sønnen på, og hvordan han var som far, at hun holdt ham hjemme, når han skulle være hos faderen.

Læs også historien om den kun 7årige Justin, som blev kasseret af sin adoptivmor >>

Ifølge hende ville sønnen heller ikke selv af sted. Det betød, at fogeden flere gange måtte hente drengen hjemme, i børnehaven og senere i skolen for at bringe ham over til Klaus Pagh. Dengang var sønnen så lille, at han slet ikke forstod, hvorfor han pludselig blev hentet af fremmede mennesker og sat ind i en bil. Men i hans sjæl satte det sig så dybe spor, at han ifølge Karema den dag i dag stadig taler om det med ængstelse i stemmen.

Klaus Pagh var også fortvivlet over det umulige samarbejde, som mest af alt gik ud over sønnen. I hans øjne handlede det dog ikke så meget om moderkærlighed, når Karema holdt deres fælles barn hjemme.

- Det var pengeafpresning. Hun forlangte en stor sum penge, og hvis hun ikke fik det, skulle jeg aldrig se ham igen. I seks år så jeg næsten ikke min søn, for hun overholdt ingen aftaler med kommuner og amter. Hun har også fået en dom for bagvaskelse af mig.

Forsvandt med sønnen

Forklaringen om pengeafpresning er langt væk fra Karemas opfattelse af virkeligheden. Ifølge hende var hun så bekymret for sin søn, at hun for halvandet år siden valgte at rejse væk med ham. I medierne og til politiet fortalte en ulykkelig Klaus Pagh, at hans søn var blevet bortført, og uvisheden om sønnen måned efter måned tog så hårdt på hans helbred, at han tabte sig 20 kilo.

- Jeg tænkte alt for meget på, hvor han var, og hvad der var sket, så det endte med, jeg blev dødssyg, siger han. Karema mener ikke, hun bortførte sønnen. Hun rejste bare uden at efterlade en adresse til Klaus Pagh. Til folkeregistret sagde hun, at hun tog til Kina.

- Jeg rejste for at beskytte min søn. Han var jo mit ansvar, og jeg ville bare se ham glad, og det kom jeg også til. I lang tid havde jeg prøvet at råbe myndighederne op, fordi jeg vidste, at der var kommet nogle indberetninger om Klaus fra sundhedsfaglige eksperter. Men myndighederne valgte at nedtone det, og ingen reagerede på det. Derfor måtte jeg gøre det, siger Karema, som først rejste til Kina, hvor hun og sønnen blandt andet fyldte dagene ud med at gå på bjergvandringer eller i zoologisk have for at se på pandabjørne.

Senere rejste de til noget familie i Egypten, hvor sønnen sejlede på Rødehavet i familiens yacht, fik set pyramiderne og oplevet mange andre turistattraktioner.

Anholdt og fængslet

- Vi samlede på gode oplevelser, smiler Karema. Men på et tidspunkt fik rejsen - eller flugten - en ende. Karemas mor var blevet syg hjemme i Danmark, og da sønnen altid havde haft et tæt forhold til mormoderen, valgte Karema at tage hjem. Det var efter et besøg på hospitalet hos sin mor, at alting ændrede sig.

Karema blev genkendt, og politiet modtog et tip om, at den kvinde, som havde været efterlyst i mere end et år, nu sad i en bil på Holbækmotorvejen med Klaus Paghs bortførte søn. Da Karema blev stoppet af politiet den 31. januar, vidste hun, at hendes handlinger ville få konsekvenser. Men hun havde aldrig forestillet sig, hvor store de ville blive.

For hende var det utænkeligt, at hendes søn ville blive revet fra hende og sat på en døgninstitution. Og utænkeligt, at hun selv ville ende i fængsel. Men det blev virkeligheden den kolde vinterdag, som sønnen og Karema aldrig glemmer. Klaus Pagh glemmer heller aldrig den dag, hvor det pludselig ringede på døren. Ude på det brede trappetrin stod to kvinder fra Gentofte Kommune.

- Vi har fundet din søn, var beskeden, hvorefter en sten faldt fra den 76-årige fars hjerte.

- Nu er dagen endelig kommet, smilede han bevæget.

På børnehjem

Det er nu tre måneder siden, og sønnen bor stadig på døgninstitutionen. Hvor han indtil januar levede med sin mor hver dag, har han kun set hende to gange én time i den periode. I dag er den eneste kontakt mellem mor og søn deres daglige telefonsamtale på et kvarter, hvor drengen er konstant overvåget.

- Lige nu er de samtaler min livsnerve til min søn, siger Karema med en stemme, hvor gråden hele tiden er ved at få overtaget.

- Det her skader ham selvfølgelig. Når vi snakker sammen, kan jeg høre, at han allerede har forandret sig. Han har gjort sig hård. Mere end hvad godt er, men det er han selvfølgelig nødt til, ellers kan han ikke klare det. Hans tone og sprog er blevet mere hårdt, og han er også blevet mere materialistisk. Men han taler også glad om sin nye skole og kammeraterne, og det er så dejligt, når han fortæller noget godt. Ikke mindst at han klarer sig fagligt godt, hvilket bevidner, at alle de skoleopgaver, vi lavede, mens vi var væk, har båret frugt, siger hun og holder en kort pause for at synke og trække luft.

Læs også: Vickie Jo blev kaldt tyk

- Der er så meget, han ikke forstår. Han savner selvfølgelig mig, men når han spørger, hvornår han skal se mig igen, kan jeg jo ikke give ham et svar. Det ved kun kommunen, siger Karema, som venter på, at en kommende retssag om tilbageførelse af forældremyndigheden skal afgøre hendes og sønnens skæbne.

I forvejen har hun allerede tilbragt halvanden måned i varetægtsfængsel efter sin anholdelse. Et ophold, som hun med et skuldertræk beskriver som: "En fuldstændig ukendt verden." For hende var savnet mellem hende og sønnen langt værre end livet i en aflåst celle.

Læs også: Glennie fra De unge mødre bor på krisecenter

Overvåget samvær

Klaus Pagh venter også spændt på en afgørelse. Godt nok har han fået forældremyndigheden, fordi Karema rejste væk uden at efterlade sig en adresse. Men hans søn bor stadig ikke hos ham. To gange om ugen kommer drengen dog til sin fars Hellerup-villa fulgt af en kvinde fra kommunen.

Besøget varer en time hver gang, mens kvinden venter, og der er fuld knald på. Som en typisk syvårig dreng styrter han ud i haven og spiller fodbold med Klaus Paghs adoptivdatter, Pawarisa (Klaus Paghs thailandske kones datter).

Bagefter farer de altid op på børneværelset og tænder for Wii-spillet, mens der lyder høje jubelskrig i hele huset. Til sidst er der til gengæld fuldstændig ro på, når der bliver sat wienerbrød frem i stuen.

- Han spiser gerne fire stykker, griner Klaus Pagh. Men når de sidste krummer er væk fra tallerkenen, er timen med far typisk gået. Så er det tid til at vende tilbage til institutionen. Der er ingen tvivl om, at det lige nu er en barsk barndom, som drengen går igennem. Klaus Pagh er dog overrasket over, hvor godt sønnen tager det.

Afventer retssag

- I begyndelsen var han meget stiv, når han kom. Men nu har han det faktisk godt, og det er pragtfuldt, når han er her. Jeg er selv forundret over, hvordan han tager det hele. Han siger, han har det fint og er glad for sin nye skole. Men selvfølgelig skal han da herhjem og bo på et tidspunkt. Lige nu er det kommunen, der bestemmer, og han skal først lige undersøges af en psykolog, siger 76-årige Klaus Pagh, som har besluttet, at han skal have en au pair, hvis sønnen kommer hjem til ham. Han har også besluttet, at sønnen kun skal flytte ind, hvis han selv vil.

- Drengen skal selv sige, at han gerne vil bo her. Ellers ved jeg jo aldrig, hvornår han vil liste ud ad bagdøren. Det kan måske blive lidt svært at få ham til at erklære det. Hans mor har jo hjernevasket ham og sagt, at jeg er dum og ikke elsker ham.

Karema går naturligvis og håber på det modsatte: at retssagen snart kommer, og at resultatet deraf bliver, at hun får sønnen tilbage. Imens prøver hun at holde sig selv oppe.

- Jeg oplever en ubeskrivelig smerte lige nu, men jeg prøver at bevare troen på, at det gode nok skal komme. Jeg bliver ved med at tro og kæmpe. En god mor giver ikke slip. En god mor svigter aldrig.

Uanset de gode intentioner er virkeligheden for den omstridte dreng hver aften en seng på en døgninstitution. Han aner ikke, om han en dag kommer hjem. Han ved ikke engang, hvad "hjem" er. Han hedder Isak den ene dag og Nikolai den anden.

Han må undvære sin mors godnatkys og skal ledsages af en voksen, når han besøger sin far. Han er syv år, og hans far og mor hader hinanden.