Lærte mor at kende, før hun døde

Hvad sang du for mig, da jeg var lille? Sådan lød et af de spørgsmål, Stine ville have svar på, da hendes mor fik uhelbredelig kræft. Spørgsmålene blev en rejse tilbage i moderens fortid, og gjorde dem fortrolige, før de skulle sige farvel.

 I sengen på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg ligger Stines mor. I flere dage har øjnene været lukkede. Hendes liv tælles ikke længere i dage, men i timer. Men for enden af dynen rokker foden frem og tilbage til en sang af Leonard Cohen fra højttaleren. Og mens livet langsomt siver ud af den kun 62-årige kvinde, er det med sin datters hånd i sin.

– Jeg sagde til hende, at jeg elskede hende, og at hun godt måtte give slip nu. Jeg vidste, at vi havde fået sagt alle de ting til hinanden, vi havde haft brug for, fortæller 33-årige Stine Buje fra København.

Stine levede sit liv med arbejde og venner i København som så mange andre. Men da hendes mor i en længere periode havde gået og hostet, tog Stine med hende på hospitalet, hvor de fik en helt uventet diagnose.

– Da lægen sagde, at min mor havde lungekræft, og at det var uhelbredeligt, tror jeg, at jeg gik i chok. Hvis jeg sagde noget, kan jeg ikke huske det. Men jeg kan huske, at jeg kiggede på hende og tænkte "det kan ikke passe". Hun var jo frisk, og vi har jo alle sammen hostet lidt i en periode, husker Stine.

LÆS OGSÅ: Priscilla mistede sin mor som 13-årig

Da det første chok havde lagt sig, begyndte Stine at forholde sig til, at tiden var knap. Følelsen af at kigge magtesløst til, mens hendes mor blev dårligere, var ubærlig. Derfor begyndte hun at overveje, hvornår hun kunne bruge den sidste tid på at komme tættere på sin mor, før det var for sent.

– Jeg havde behov for at tage de dybe snakke om livet og det, der ventede forude. Men det var svært, for min mor havde behov for, at livet gik videre som normalt. Når jeg prøvede, snakkede hun hurtigt om noget andet. Måske fordi det var ubehageligt. Det var vigtigt for mig ikke at træde over hendes grænser, så jeg begyndte at overveje andre måder. Både for min og for hendes skyld.

 

61 breve fra vennerne

Stine tog derfor kontakt til sin mors venner, familier og kollegaer for at få deres hjælp til at vække moderens fortid til live igen. Hun opfordrede dem til at skrive et brev til hendes mor. Ikke et afskedsbrev, men en hilsen med deres bedste minde sammen.

Som dagene gik, begyndte brevene at strømme ind. Hver morgen kunne Stine hente et nyt brev i postkassen, og hun grinede af billederne af sin mor med kæmpe 70’er-briller og hippiehår og græd en tåre over de mange rørende ord. På et par måneder havde Stine samlet 61 breve. Et brev for hvert år, hendes mor havde levet.

– Jeg bandt et bånd rundt om brevene og overraskede hende med dem på hendes 61-års fødselsdag. Da jeg gav hende brevene, var hun først stille. Så en smule måbende, men som hun begyndte at læse, var der dejlig blanding af grin og tårer. Vi sad hele eftermiddagen og snakkede om de mange oplevelser, og sidst på dagen lå der sammenkrøllet køkkenrulle overalt i stuen, fortæller Stine, der kører hånden over de 61 breve, som ligger på hendes køkkenbord i lejligheden i København.

LÆS OGSÅ: Anna-Maria blev spået inden sin død

Gode råd til fremtiden

Som tiden gik, fik Stines mor det værre. De havde begge en stor sorg over, at hun ikke ville nå at blive mormor. Så Stine begyndte at spørge de veninder, der var blevet mødre, hvilke spørgsmål de havde haft til deres mødre. Hun skrev alle spørgsmålene ned på kort og bookede en overnatning på Hotel Bella Sky på Amager.

– Hver gang vi talte om, at hun ikke ville nå at blive mormor, græd hun. Det gjorde jeg også. Det var en kæmpe sorg for os begge. Men på hotellet gav jeg hende muligheden for at give sine erfaringer videre, og hver gang hun trak et kort med et spørgsmål, kunne jeg mærke glæden hos hende. Det var enormt livsbekræftende for os begge, og mens vi sad og kiggede ud over Amager Fælled, optog jeg hendes svar på diktafonen. Det blev til 50 minutters lyd med min mors stemme. Hendes råd til mig, som jeg kan lytte igennem, når jeg får brug for det, fortæller Stine, der i første omgang var tæt på at udskyde hotelopholdet.

I dag er hun glad for, at hun lod være. Bare få dage efter fik hendes mor det så dårligt, at hospice var den sidste mulighed. I fodenden af sengen lå Stine hos sin mor, der blev mere og mere afkræftet.

– Min mor havde altid været glad for fester og musik. Så jeg gik hendes pladesamling igennem og fandt musik, der havde betydet meget for hende og lavede en playliste. Den lå hun og lyttede til. Man kunne se på hende, at det gjorde hende glad og bragte hende tilbage til mange af de positive stunder, hun havde haft i sit liv. En af sangene var "Jul det’ cool" af MC Einar. Jeg kan huske, at jeg en dag kom hjem fra skole, hvor min mor stod med høretelefoner på og prøvede at lære teksten udenad. Jeg grinede, hun var lidt flov, men det blev et lydtapet, der fulgte os hver jul. Når jeg i dag hører den sang, kan jeg se min mor meget levende for mig, smiler Stine.

 

 

privat

 

Vigtige samtaler

Stines mor sov ind den 30. marts 2014, mens Stine og hendes far holdt hende i hånden, og da hun blev bisat, var det til tonerne af Leonard Cohens "Halleluja". En sang, der også blev spillet i timerne op til, at hun tog den sidste udånding.

– En af de sidste dage spurgte jeg hende om, hvilke styrker hun så i mig. Hun sagde, at hun var stolt af, at jeg var så god til at tale om ting, der var svære. Det gjorde mig så glad, for lige der vidste jeg, at det ikke kun havde hjulpet mig at få snakket om alle minderne, de eksistentielle spørgsmål og at få gode råd. Det havde også hjulpet hende, fortæller Stine.

Efter moderens død valgte Stine at sige sit job op i Ungdommens Røde Kors for at skrive den bog, som hun selv havde manglet under sin mors sygdomsforløb.

– Det var vigtigt for mig at bruge mine erfaringer til at hjælpe andre pårørende i samme situation. Når vores nærmeste får en uhelbredelig sygdom, er der ofte nogle ting, som vi gerne vil nå at tale med dem om. Desværre er der mange af os, der ikke får sat ord på det, der betyder noget. Det kan være for svært. Vores verden falder jo sammen, og derfor kan vi have behov for hjælp til at få det bedste ud af den sidste tid.

I bogen har Stine samlet en række konkrete idéer til, hvordan man som pårørende kan få taget hul på de svære snakke. Og hun er slet ikke i tvivl om, hvor vigtigt det er at få talt sammen, før det er for sent.

– Hvis jeg ikke havde fået taget hul på de svære samtaler med min mor, skulle jeg både have kæmpet med sorgen over at have mistet hende og sorgen over ikke at have fået det bedste ud af vores sidste tid sammen. Nu kan jeg nøjes med at sørge over, at min kærlighed er blevet hjemløs. Det er hårdt nok i sig selv, fortæller Stine, der i dag sidder med sin mors livsberetning i form af breve og lydoptagelser, som hun vil tage frem, når tiden er moden.

– Hele processen har lært mig, at man ikke skal udskyde ting, der er vigtige for en. Det behøver ikke kun at være, at man skal have svar på nogle ting, før en, man holder af, skal dø. Hvorfor ikke sige til sin veninde, hvor meget man holder af hende, selv om det er en kedelig tirsdag? Eller tage den rejse, hvis det er det, du inderst inde har lyst til. Min mor var ikke meget for at snakke om følelser, men det lykkedes alligevel at få sat ord på det vigtige, mens vi havde muligheden for det. Så måske kan man godt rykke bjerge, hvis man virkelig tror på det.