Linas søn fik hjertestop: Jeg var lammet af chok

Lina Troén har mistet en søn til leukæmi, så da hendes anden søn pludselig holdt op med at trække vejret, havde hun ikke i sinde også at give slip på ham. Selv om hun var lammet af skræk, begyndte hun at genoplive sønnen, og det reddede hans liv.

En vinterdag i 2012 valgte Lina at holde sin 3-årige søn Ivar hjemme fra børnehaven, fordi han havde feber. Han lå på sofaen og så tegnefilm, og Ina syntes ikke, at der var noget bekymrende ved, at han var syg.

– Jeg var sikker på, at der blot var tale om en helt almindelig forkølelse, og det er jo ikke farligt, siger svenske Lina Troén.

Hun stod derfor i køkkenet og ordnede nogle ting, da hun lagde mærke til, at Ivar hikkede inde fra stuen. Først bemærkede hun det blot og studsede ikke mere over det. Men da han blev ved med at hikke, gik hun ind for at se til ham. Her fandt hun sin lille søn i sofahjørnet helt blå i ansigtet.

Hikken var stoppet, og Lina kunne se, hvordan den blå ansigtsfarve ændrede sig til ildevarslende bleg.

Tunnelsyn

– Jeg råbte og skreg og rystede ham, men han var slet ikke kontaktbar. Jeg lyttede efter, om han trak vejret, men kunne intet høre. Jeg var sikker på, at han var død, fortæller Lina, der er sygeplejerske med speciale i hjertestopbehandling.

Hun ringede 112 og råbte ind i røret, at hendes søn var død. Hun havde åndsnærværelse nok til at oplyse adressen, men derefter lagde hun røret på. Noget, hun fortryder i dag, fordi vagtcentralen kunne have instrueret hende i, hvad hun skulle gøre.

Men hun var i panik, og det fik hende til at handle irrationelt. Hun hev sin livløse søn ned på gulvet, forsøgte forgæves at finde en puls og begyndte så at blæse luft i hans mund.

– Jeg blæste og blæste og havde fuldstændig tunnelsyn. Det var, som om jeg havde en glaskuppel over mit hoved og ænsede slet ikke 5-årige Ville, der også var hjemme. Hvis jeg begyndte at lave kompressioner (30 tryk på brystkassen, red.), betød det, at Ivar var død, at hans hjerte var stoppet, så det gjorde jeg ikke. Jeg var i total fornægtelse og kunne slet ikke være i det, der var ved at ske. At jeg var ved at miste endnu et barn...

Har mistet én søn

Knap tre år tidligere havde hun mistet sin førstefødte søn, Petter, der efter mange års kamp døde af leukæmi. Sorgen var tung, men på en eller anden måde gik livet videre, og Lina havde fundet glæden ved livet igen.

Hun havde sin mand, Magnus, sønnerne Ville og Ivar og datteren Lisa i sin mave.

Bare tanken om, at hun nu kunne miste igen, var slet ikke til at bære.

– Jeg kunne slet ikke fatte, hvad der var ved at ske. Hvordan kan man miste to børn i løbet af et par år? Men det var præcis, hvad jeg frygtede, nu hvor jeg sad med min livløse søn i armene, siger Lina.

Der gik cirka 10 minutter, inden ambulancen kom. På det tidspunkt var Ivar begyndt at trække vejret, men Lina var stadig i chok. Hun turde slet ikke tro på ambulancereddernes forsikring om, at Ivar var stabil, og at situationen nu var under kontrol.

– Det ene sekund var Ivar død, og det næste var han i live igen. For mig gik det så hurtigt, at jeg slet ikke følelsesmæssigt kunne følge med.

Lina havde undervejs også forsøgt at få fat i sin mand og havde lagt en besked på hans telefonsvarer, hvor hun hysterisk havde skreget, at Ivar var død.

– Den var selvfølgelig ikke rar for ham at aflytte, siger Lina med et skævt smil.

Feberkrampe

Sammen med sønnen Ville kørte hun med i ambulancen på sygehuset, hvor hendes søster var dukket op for at tage sig af Ville.

Under køreturen i ambulancen var Ivar stadig bevidstløs, men vågnede langsomt op på sygehuset, og om aftenen var han fuldstændig sig selv.

Lægerne mente, at Ivar sandsynligvis havde haft en feberkrampe, som almindeligvis hurtigt går over.

Det gjorde den bare ikke i Ivars tilfælde. Han blev ramt af hjertestop efter kramperne, fordi han i cirka otte minutter var bevidstløs og ikke selv kunne indånde luft, men hjertet stod ikke stille. Det bankede ganske svagt.

Da Lina pustede luft ind i hans mund, fik hans lunger ilt, så hjertet fortsatte med at slå.

Lina bliver tavs et øjeblik, da hun nævner, at hun siden aldrig har ladet Ivar sove alene, når han har haft feber. For hvad hvis det skulle ske igen?

Samtidig ved hun også godt, at det ikke kan nytte noget at leve med en konstant frygt for, at hendes børn dør.

Men det er en barsk realitet i Linas familie: Det er sket, og det kan ske igen.

Følte sig magtesløs

Lina frygtede kortvarigt, at sønnen havde fået en hjerneskade på grund af iltmangel, men det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. I dag er han en frisk dreng på 10 år – præcis som alle andre sunde drenge på hans alder.

– Det er en sorg at miste den følelse, at det ikke sker for mig. Følelsen af at være beskyttet mod katastrofer. Men omvendt er det også en drivkraft i vores liv. Vi er lidt mere ydmyge og taknemmelige for det, vi har, siger Lina, der har tænkt meget over, at hendes reaktion under Ivars hjertestop skyldtes tabet af Petter.

Den lammende følelse af magtesløshed, der skyllede ind over hende igen, og det mærkelige sammentræf, at Petter var 3½ år, da han blev syg, og at Ivar havde samme alder, da han fik hjertestop.

– Men i modsætning til Petter, hvor jeg virkelig følte, at jeg havde gjort alt, hvad der stod i min magt, var oplevelsen med Ivar mere lammende. Hvis han ikke havde overlevet, ved jeg ikke, om jeg kunne være blevet et helt menneske igen. Jeg ville have haft skyldfølelse over, at jeg måske havde gjort noget forkert. Med Petter var der et farvel og en slags accept af, at vi ikke kunne gøre mere, selv om vi selvfølgelig savner ham hver eneste dag.

Giv ikke op

Efter Ivars hjertestop besluttede Lina at gå en ny vej i sin karriere.

Som sygeplejerske havde hun allerede kendskab til hjertestopbehandling, men nu ønskede hun at bruge sine personlige erfaringer til at informere og undervise i, hvordan det rent faktisk redder liv. Derfor har hun startet sin egen virksomhed.

– Når jeg fortæller folk min historie, rører det dem og får dem til at forstå vigtigheden af at vide, hvad de skal gøre ved det hjertestop. Med hjertemassage og indblæsninger kan man redde liv, og med en hjertestarter øges chancen markant, fastslår hun.

– Selv efter 20 minutters kompression og pust er der en chance for at få et hjerte til at slå igen. Det er vigtigt ikke at give op, selv om du tror, at alt håb er ude, lyder hendes budskab.