Linda blev tvunget tilbage til sin biologiske mor

Linda var kun to år, da hun blev forladt af sin mor. I dag har den 33-årige kvinde selv fået børn. Men midt i glæden viser sig også smerterne fra hendes egen hårde barndom, hvor hun flakkede rundt uden tryghed.

Linda er seks år gammel. Hun leger i haven med sine storesøstre, Susanne og Lone. Hendes mor og far, Solveig og Palle, er indenfor i huset i Broager, da de kalder på hende. Hun løber op mod huset. Her står to mennesker, hun ikke kender. Den ene er en kommunal sagsbehandler. Den anden er hendes biologiske mor. De er kommet for at hente Linda.

- Jeg forstod slet ikke, hvad der foregik. Jeg troede, at Solveig og Palle var min forældre. Pludselig skulle jeg bare væk derfra. Jeg skulle hjem til min mor, som jeg slet ikke kendte, fortæller Linda.

LÆS OGSÅ: Tanja solgte sin krop

Opgiver sin datter

Linda Biinfeldt er i dag 33 år og har selv fået børn med sin mand Ruben. Frederic på fire år og Freya på kun ni måneder. Her i køkkenet i hjemmet i landsbyen Bredstrup ved Fredericia hænger børnebillederne tæt på væggen. Legetøjet breder sig ud fra de to børneværelser, mens den hjemmebagte marmorkage dufter lifligt.

Lindas egen opvækst var langt fra så harmonisk. Det første to et halvt år af sit liv levede hun hjemme hos sin mor Gitte, der fik hende som kun 19-årig. Det blev ikke nogen god start på livet. Måske var det en fødselsdepression. Måske var det manglende hjælp til den unge alenemor. I hvert fald endte det tragisk, da Gitte efter to et halvt år til sidst måtte opgive at passe sit eget barn.

LÆS OGSÅ: Lindas mor: "Derfor svigtede jeg min datter"

- Jeg er sikker på, at det har givet mig et ar for livet at blive adskilt fra min mor. I dag ved jeg gennem min søn Frederic, hvor tæt knyttet man er til sin mor i den alder. Alligevel blev jeg anbragt hos en plejefamilie. Efter fire år skulle jeg så hjem igen - til en mor, jeg ikke længere kendte, fortæller Linda.

Lukkede verden ude

Den dengang syvårige pige, som lige var begyndt i første klasse i Broager, reagerede tilsyneladende ikke på de store omvæltninger. Hun gled ind i en ny klasse i Rødekro Skole. Ingen lagde mærke til fortabtheden i hendes blik.

LÆS OGSÅ: Det perfekte liv havde sin pris

I dag, 26 år senere, ser Linda tilbage på den tid med stor tristhed. Hun ved nu, at hun overlevede ved at gemme følelserne under et tykt panser. Hun græd aldrig, og hun krævede aldrig at komme tilbage til sin plejefamilie.

- Det var meget barskt. Jeg så aldrig Solveig og Palle igen. Pludselig var jeg startet på et nyt liv et nyt sted. Og en ny skole. Nu skulle jeg til at lære min mor at kende igen, fortæller Linda, der tror, at hendes manglende tillid til andre mennesker for alvor blev cementeret i disse år.

Ingen kom tæt på

- Jeg lod ingen komme tæt på. Sådan beskyttede jeg mig selv, fortæller hun.

Da hun var omkring de 12 år gammel betroede hun sig dog ganske kort til skolelæreren.

- Jeg sagde, at jeg ikke havde det godt derhjemme, og hun besluttede at indberette det til kommunen. Hans Peter blev pludselig mistænkt for at være skyld i, at jeg ikke trivedes. Men det var ikke hans skyld. Jeg følte til sidst, at jeg ikke kunne være derhjemme mere. Så jeg bad selv om at komme hen til en ny plejefamilie, fortæller hun.

I plejefamilie igen

Sådan gik det. Som 13-årig var Linda atter i et nyt hjem. Denne gang blev kontakten til hendes mor og Hans Peter dog holdt ved lige. Atter så det ud til, at Linda klarede skiftet uden reaktioner. Hun sagde intet. Men snart begyndte hun at kaste op. Det langvarige psykiske pres kom til udtryk i en spiseforstyrrelse.

LÆS OGSÅ: Flasken kom før børnene

- Jeg skjulte det for alle, og jeg var ret god til det. Når jeg skulle ud med skraldespanden, kunne jeg også lige kaste op, fortæller Linda, der i flere år holdt sine spiseforstyrrelse skjult.

Først da hun kom på efterskole, blev det klart for hendes lærere, at Linda havde et problem. Og først herefter blev der gjort noget for at hjælpe den traumatiserede teenager.

Selv fået børn

I dag er Linda kommet et langt stykke videre i sit liv. Hun har giftet sig med en mand, hun elsker, og hun har fået to dejlige børn. Frederic og Freya har tvunget hende til at se sin egen barndom i øjnene og drevet hende ud et indre opgør mod den borgmur, der har omkranset hendes følelser.

- Det at give andre et knus kan være ganske svært for mig. Der er ikke ret mange, jeg kan lade komme så tæt på. Jo, mine børn. Selv min mand har jeg nogen gange holdt afstand til, fortæller Linda.

LÆS OGSÅ: Jeg tør ikke være mor

- I dag er jeg startet på en helt ny fase i mit liv. Jeg har taget imod hjælp, bl.a. psykologhjælp og fysioterapi. Jeg synes, jeg er kommet langt. Det er hårdt, men der er ingen vej udenom. Jeg er nødt til at få styr på mig selv og mine følelser for at give mine børn den trygge barndom, jeg ikke selv fik, siger hun.